Hvis du tager i biografen denne sommer, er der stor sandsynlighed for, at du ser en kineser på lærredet. Enten direkte eller indirekte.
Særligt Hollywoods store blockbustere påvirkes nemlig af det voksende kinesiske marked i en grad, så kritiske røster er begyndt at tale om en egentlig kinesificering.
Flere af de største film er således produceret i direkte samarbejde mellem Hollywood og Kina, eksempelvis den mest sælgende film sidste år, ”Transformers: Age of Extinction”, hvor dele af handlingen er henvist til Bei-jing og flere af hovedrollerne besat af kinesere.
Eller også refereres der direkte til Kina som i den aktuelle ”Jurrasic World”-film, hvor dinosaurerne bliver fundet netop i Riget i Midten.
Eller i ”Iron Man 3”, hvor det kun er kinesiske læger, der kan redde superhelten.
Endelig er der talrige eksempler på, at der bliver taget særlige hensyn for at tilpasse sig det kinesiske marked.
Som i katastrofefilmen ”World War Z”, hvor det måtte klippes ud, at udbruddet for zombieepidemien bliver sporet til - ja, Kina. Det skulle jo nødigt hedde sig.
Udviklingen er interessant, for den siger noget om det kulturelle styrkeforhold mellem Kina og den vestlige verden netop nu.
Og så er den måske et varsel om, i hvilken retning udviklingen går, mener Bent Nielsen, Kina-ekspert og lektor på institut for tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet.
”Den stigende kinesiske påvirkning på Hollywood-film, som jo på mange måder er amerikansk hjerteblod, er et meget godt eksempel på, hvordan Kina i disse år forsøger at veksle deres nyvundne økonomiske magt til kulturel magt.
Landet vil gerne vise sig frem som mere og andet end billige teknikprodukter.
Og de har musklerne til at gøre det. Kina er blevet en ligeværdig spiller på den internationale scene, og den kultur, de kommer med, er så markant anderledes end den vestlige, at deres indflydelse vil kunne ses og mærkes i alt, hvad vi kalder populærkultur,” siger han.
Den vurdering deler Kasper Støvring, ekstern lektor på institut for kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet.
For den kinesiske indflydelse handler ikke blot om økonomi, men om en generel genoprejsning af landet, der bygger på helt andre værdier end de vestlige.
”Kinesisk kultur i bred forstand bygger på kollektivet, på autoritet, hierarki og disciplin.
Alt sammen værdier, vi kender til, men rangordner på en anden måde, og det er klart, at den forskel også former den populærkulturelle påvirkning, landet er ved at få på Vesten,” siger han.
Den direkte indflydelse i netop filmindustrien skiller sig dog ud, fordi der er så mange penge på spil, og fordi der bygges 15 nye biografer i Kina hver eneste dag, hvorimod der i Vesten sælges stadig færre billetter.
På alle andre kulturelle områder er den kinesiske påvirkning således mindre og ikke nær så direkte, understreger flere Kina-eksperter.
Der oversættes ganske vist stadig flere bøger fra Kina, kinesisk mad er allerede blevet en integreret del af den vestlige kultur, og en overgang omsatte kinesisk samtidskunst og film for milliarder i Vesten.
Men intet sted er påvirkningen så tydelig som i den klassiske, amerikanske filmindustri.
At det er sådan, handler i høj grad også om en form for payback time. Eller i hvert fald en genopretning af et mere retvisende billede af den typiske kineser, siger Bent Nielsen.
I Kina taler man således om ”De 100 års ydmygelse” med henvisning til, at kinesere fra Den første Opiumskrigs begyndelse i 1839 begyndte at blive en generelt udskældt befolkningsgruppe i USA.
Det tog til efter den store kinesiske indvandring til USA i 1880'erne, hvor de - efter at have udgjort langt den største del af arbejdsstyrken under etableringen af den transamerikanske jernbane - slog sig ned med især restaurations- og vaskeridrift.
Xenofobien over for kineserne fik den nuværende danske indvandrerdebat til at blegne fuldstændigt, fortæller han, og den blev en integreret del af litteraturen, hvor kinesere pr. definition var skurke, der handlede kvinder og begik anden kriminalitet.
Først med Anden Verdenskrig stoppede ydmygelserne, fordi skurkerollen nu blev overtaget af japanerne.
”Hele denne del af kulturhistorien står stadig helt klart i den kollektive, kinesiske hukommelse. Det har skabt dels en grundlæggende skepsis over for Vesten, men også et stort behov for at vise Kina frem, som det er i dag.
I rigtig mange kineseres selvforståelse er det sådan, at 1800-tallet tilhørte England, 1900-tallet tilhørte USA, og det 21. århundrede er Kinas,” siger Bent Nielsen.
Det er ikke blot gennem populærkulturen, Kina ønsker at fremme dette nye, kulturelle selvbillede.
Det sker også mere grundlæggende gennem en systematisk imagekampagne administreret af cirka 360 såkaldte Konfucius-institutter fordelt over det meste af verden. Efter planen skal der i løbet af 2015 være 500 institutter.
I Danmark er de blandt andet placeret på Aalborg Universitet, på Copenhagen Business School og på Det Kongelige Musikkonservatorium.
Formålet er her at fremme det kinesiske sprog og kultur generelt samt at søge dialog med de pågældende lande.
”Soft power” kaldes det, og det virker, mener professor i kinastudier på Aarhus Universitet Stig Thøgersen.
”Institutterne er en af tidens helt store ideologiske kulturprojekter for Kina, som generelt ønsker at ændre på Vestens mange fordomme om landet.
Det er et meget moralsk og politisk projekt, som dybest set handler om kinesernes selvværd og følelse af ikke at være internationalt stuerene.
Hvor stor effekt indsatsen faktisk har er selvfølgelig svært at måle, men institutterne holder blandt andet kurser for danske gymnasielærere, som underviser i kinesisk. Og det er klart, at de tekster, de præsenteres for, har et særligt gunstigt syn på Kina,” siger han.
Professor emeritus Anne Wedell-Wedellsborg fra samme sted understreger dog, at man ikke skal overvurdere den kulturelle påvirkning fra Konfucius-institutterne.
De er stadig meget statsstyrede, og lidt for ofte er det en dansetrup fra Mongoliet og andre lidt gumpetunge og stereotype dele af den kinesiske kultur, der bliver brugt som påvirkningsmiddel.
”Men man skal ikke tage fejl: Der sker generelt en øget kinesificering af den vestlige kultur, ingen tvivl om det.
Alene det, at stadig flere lærer kinesisk, og at kinesisk kultur i stigende grad er på skemaet hos gymnasier og folkehøjskoler, betyder noget.
Påvirkningen kunne sagtens gå stærkere, hvis de greb det anderledes an, men den sker, og det er grundlæggende positivt for kulturmødet.
I det øjeblik, at der mere bliver tale om en kulturel magtkamp end et kulturmøde, kan udviklingen selvfølgelig få en anden klang,” siger hun.
I Hollywood er man dog allerede godt træt af kinesificeringen, selvom de i høj grad selv er skyld i den.
For man kunne jo bare lade være med at udøve selvcensur for at komme igennem nåleøjet til det kinesiske marked, som lige nu kun tillader 34 udenlandske film om året.
Der er dog for mange penge på spil til, at det valg er reelt, og kritiske røster i den amerikanske debat frygter derfor, at det eksempelvis er slut med Kina-kritiske film som ”Syv år i Tibet” med Brad Pitt. Eller ”Red Corner”, hvor Richard Gere uretfærdigt bliver sat i et ret uvenligt, kinesisk fængsel.
I det hele taget frygter flere i branchen, at fremtidens film i stigende grad kommer til at ligne hinanden: renset for kinesiske skurke og kulturkritik, med flere eksplosioner og superhelte og mindre vestlig humor og romatik - alene for at tilpasse sig kinesernes smag.
Måske får vi bare, hvad vi fortjener, siger Bent Nielsen:
”Vi har i Vesten været vant til at fremstille stereotyper af andre folkeslag, som vi vil.
Da man begyndte at få en købedygtig sort befolkning i USA, ændrede portrætteringen af dem sig markant, og det samme sker nu med kineserne:
De kræver at være med til at definere, hvem de er, og det er vel ikke helt urimeligt. Det samme gør sig gældende med eksempelvis den vestlige måde at fortolke kinesernes historie på. Den er nemlig markant anderledes end kinesernes egen.
Spørgsmålet er bare, i hvilken grad kineserne får held til at understøtte deres position i verden gennem film, musik og populærkultur generelt, sådan som USA har gjort det siden Anden Verdenskrig.
Jeg tror, det bliver op ad bakke, fordi de fleste stadig helt grundlæggende ser Kina som en diktaturstat, man ikke har lyst til at efterligne. Men lad os nu se.”