Amerikanske Allen Ginsbergs berømte digt ”Amerika” afslutter kinesiske Xiaolu Guos seneste roman. Men med det twist, at ordet ”Amerika” er skiftet ud med ”Kina”. ”Det går op for mig, at jeg er Kina” lyder således næstsidste verslinje.
Digtet læses op af den kinesiske digter og forretningskvinde Deng Mu i et snedækket London i 2013, byen, hvor romanen begynder og slutter. Forfatteren Xiaolu Guo har selv boet i den engelske metropol siden 2002. Hun er akkurat fyldt 40 år og har fået en vis opmærksomhed som eksilforfatter. Hun har skrevet en række romaner og medvirket som enten instruktør eller manuskriptforfatter på en række prisbelønnede film, både før og efter hun hoppede af til Vesten. Hun skriver i dag på engelsk.
Der fortælles sindrigt lag-på-lag i ”Jeg er Kina”, men det er ikke svært at følge historien, som først præsenterer den unge kvindelige oversætter Iona Kirkpatrick. Af sin forlægger får hun en bunke breve og nogle dagbøger, skrevet af et elskende par i Beijing. Det er ikke helt klart, om oversættelsen skal blive til en bog, men måske er der noget stort i materialet, siger forlæggeren. Han har fået det overleveret på en messe i Kina uden helt at vide, hvad det er. Brev for brev, dagbogsnotat for dagbogsnotat, sammenstykker Iona Kirkpatrick spor efter parrets stormende, hårde og indholdsrige liv.
Hendes eget liv består af natlige engangsaffærer, og så vækker det hende til live at dykke ned i ord. Ellers er tilværelsen lidt tom og uden retning for hende, men det ændrer sig, efterhånden som hun påvirkes af det elskende pars historie.
Romanen er både en fortælling om Iona i London og om dem og Kinas desillusionerede ungdom efter studenteroprøret i 1989. Parrets liv fortælles gennem brevene og dagbøgerne, men også i romanens kapitler, der især følger manden Kublai Jian på forskellige tidspunkter i 1990'erne og frem til 2013.
Kvinden er digteren Deng Mu, der desperat må blive tilbage i Beijing, efter Jian må gå under jorden og flygte i 2011. Han er idealistisk, en universitetsuddannet punkmusiker, der på sin Fender har kopieret Woody Guthrie og skrevet ”Denne Maskine Dræber Kapitalister”.
Under det, der ender med at være hans sidste koncert i Kina, smider han politisk kontroversielle løbesedler med et manifest ud blandt publikum. På det tidspunkt er den kinesiske Jasmin-revolution på sit højeste, og Jian har længe været blandt de revolutionære, intellektuelle unge i landet. Efter sin happening med manifestet søger han politisk asyl i Dover i England, senere får han bevilget ophold i Schweiz.
Men eksil er en tilstand, der ikke kun behøver være fysisk. Jian har haft følelsen af eksil eller voldsom forladthed tidligere, under sin opvækst med en fraværende, truende far, hvis højtstående status i Kina gennem det meste af romanen er skjult. På samme måde har Iona aldrig følt sig hjemme på den lille ø i Skotland, hvor hun kommer fra, og hun kommer først til sidst i romanen hjem til sig selv.
”Jeg er Kina” er ikke først og fremmest politisk, men en ligelig blanding af frisk kærlighedsroman fra et andet kontinent, identitetsroman og så litteratur- og oversætteroptaget roman.
Jeg kan lide forfatterens råt skårne sprog, de korte sætninger i romanen, hvor udtryk som ”den gamle lortehimmel” og ”så begyndte det gale aftendrikkeri” også i oversættelsen står godt.
Mindre overbevisende er Ionas forvandling gennem oversætterarbejdet, at høre om hendes optagethed af Mu og Jian, der i øvrigt går fra hinanden undervejs, men fortsætter med at være hinandens omdrejningspunkter. Efterhånden som Iona kommer dybere ned i dem som mennesker, føler hun selv således: ”Hun er levende! Ja, hun er stadig ung - er dårligt nok begyndt på livet! Og, siger hun til sig selv og føler, hun har erklæret noget højtideligt og alvorligt, jeg vil ikke leve et banalt liv.”
Sådanne beskrivelser af en udvikling gør hende jo desværre litterært banal, men romanen er det ikke som sådan og kan med fornøjelse læses for tyngden mellem Jian og Mu, skrevet med en snert af brølet fra Allen Ginsbergs digte og med et indblik fra forfatteren i Fen Qing, den kinesiske betegnelse for blandt andet punkgenerationen født i 1960'erne og 1970'erne, der kan udtrykke sig som i Jians manifest: ”Jeg er Kina. Vi er Kina. Folket. Ikke staten.”
En anden litterær reference er Vasilij Grossmans ”Liv og Skæbne” om sovjettidens totalitarisme, som de forskellige hovedpersoner løbende læser. Men igen, der er en anden letbenethed over Xiaolu Guos roman, og den er fin som netop sådan.