Erik er uofficel danmarksmester i kirkekunst: Kirken må ikke ligne en dagligstue

Erik Heides model af værket til Vor Frelsers Kirke i Horsens. Værket er i øjeblikket ved at blive støbt ...

Erik Heides model af værket til Vor Frelsers Kirke i Horsens. Værket er i øjeblikket ved at blive støbt og vil blive indviet i kirken til september. Foto: Bo Amstrup/Scanpix / Scanpix Denmark

Jeg hader, når nogen kalder mig kirkekunstner. Jeg er billedhugger, slet og ret. Sådan er det
Erik Heide

Æstetikken betyder det hele for Erik Heide, der hader at blive kaldt kirkekunstner, selvom han har udsmykket flere kirker, end han har tal på. Til september indvies hans påske-inspirerede alter i Vor Frelsers Kirke i Horsens

Han vil egentlig gerne finde på noget nyt, men ender det samme sted næsten hver gang. Ved påsken.

Erik Heide er en slags uofficiel danmarksmester i kirkekunst. Siden 1950’erne har han udstyret nye og gamle danske kirker med sine rustikke værker, der som oftest er udført i granit, støbejern, træ eller bronze og med en snæver motivkreds, som han kan stå inde for.

”Der er jo ikke ret mange motiver, man kan bruge: Jesu fødsel og begivenhederne omkring påske. Det er sådan set det. Og da jeg ikke duer til at forme små børn, og heller ikke er god til at lave kvinder, så er der kun påsken tilbage”, siger Erik Heide og smiler et af sine mange lune smil.

Vi sidder i hans dagligstue, der er indrettet med stram enkelthed i sort og hvidt og med et volumiøst sofabord i rød monga-granit fra Sverige. Bordet er det stykke, der blev savet af , da Erik Heide for mange år siden lavede alterbordet til Ellevang Kirke i Aarhus. På den måde er hans kirkeudsmykningskunst særdeles nærværende her.

Erik Heide er morsingbo, og siden 1958 har han boet her i landlige omgivelser på den nordlige del af fødeøen, hvor han omgiver sig med hvide duer, sorte høns og en minimalistisk æstetik, der hverken ude eller inde overlader noget til tilfældighederne. Sådan er det også, når han laver kunst. Om det er til kirker eller til offentlige pladser og rum.

”Jeg er ikke så sofistikeret og vil helst have, at mine værker er direkte aflæselige for øjet,” siger Erik Heide. Han kalder det lidt pjattet, når andre af samtidens kunstnere hylder den abstrakte kunsts indtog i kirkerne.

”Jeg forstår simpelthen ikke meningen med, at man skal gætte sig til, hvad det betyder,” siger han.

81-årige Erik Heide har flere gange aftalt med sig selv, at nu vil han ikke udsmykke flere kirker. Alligevel bliver han, til sin egen overraskelse, ved med at sige ja tak, når han bliver spurgt.

I hans værksted lå indtil for få dage siden en flamingoudgave af en tre en halv gange tre en halv meter stor tornekrans og en Kristusfigur, der med udbredte arme kan ses som både favnende og korsfæstet. Begge dele er nu sendt til støbning, og tilbage er kun en lille model af det værk, der i fremtiden skal pryde alteret i den store Vor Frelsers Kirke midt i Horsens. Værket bliver indviet i forbindelse med en større renovering af kirken til september.

Med værket til Horsens er Erik Heide igen vendt tilbage til påsken, og man genkender hans vanlige kraftfulde udtryk og troværdighed.

Ser du selv en udvikling i den måde, du bruger påskemotiverne på?

”Jeg tror, det bliver mere og mere forenklet. Det er på en måde helt naturligt for mig, at jeg ikke skal opfinde noget, men blot vise det, som det er. Jeg fik startet et sted for mange år siden, og det sted er jeg ligesom aldrig kommet væk fra, men jeg kan se, at skulpturerne er blevet mere enkle. Det handler hver gang om spændingsfeltet mellem det vandrette og det lodrette eller, om man vil, det jordiske og det himmelske. Det simple budskab er vel, at de to ting er indbyrdes forbundne.”

Inspirationen til at beskæftige sig med det vandrette og det lodrette fik Erik Heide allerede i 1952, da han så en udstilling med en mexicansk kunstner under et ophold i Paris.

”Han havde lavet en Kristusfigur af to træstammer, en på langs og en på tværs. Den figur har siddet i mit hoved lige siden,” siger han.

Ifølge Erik Heide skal hans kunst helst være så enkel, at den næsten forsvinder, for jo tydeligere bliver udtrykket, mener han. Hans råd til menighedsråd og stifter, der skal have udsmykket deres kirker, lyder da også altid, at de hver gang, de tager noget ind, også skal huske at tage noget ud. Han afskyr alt, hvad der er overfyldt, og noget af det værste, han ved, er, hvis nogen finder på at sætte planter og andet ligegyldigt pynt ind i kirker.

”Kirken må aldrig komme til at ligne en dagligstue,” mener han.

Erik Heide har ikke tal på, hvor mange kirker, han har udsmykket i sine mere end 60 år som aktiv kunstner, men han ved, at det er rigtigt mange. Alligevel ligger det ham fjernt at tale om sig selv som professionel kirkekunstner.

”Jeg hader, når nogen kalder mig kirkekunstner. Jeg er billedhugger, slet og ret. Sådan er det,” siger Erik Heide og lyder som en, der bestemt ikke har lyst til at blive sagt imod.

Kristendommen ligger ham ikke fjernt. Han er vokset op i nær kontakt med Mors’ grundvigske frimenighed, og hans livssyn er formet af frimenighedens ånd og en optagethed af det, der ligger ud over dagen og vejen. En af hans allertidligste opgaver var i øvrigt en døbefont til Morsø Frimenigheds kirke, Ansgarkirken, i Øster Jølby.

I den by er han født og levede sine første barndomsår, indtil forældrene blev skilt, og han og broderen Preben flyttede med deres far til Aarhus. Så snart det var muligt, vendte Erik Heide imidlertid tilbage til Mors, som han med egne ord savner, så snart han er væk derfra. Frimenigheden, som hans farfar var med til at grundlægge i 1871, kommer han også stadig i og kan der møde en større folk af fætre, kusiner og andre familiemedlemmer, der stadig bor på øen. Det er også på kirkegården der, han selv skal ligge, når den tid kommer.

”Du må da godt se den,” siger Erik Heide og flytter lidt rundt på nogle sten og modeller, mens han forsigtigt løfter et tykt, gråt spejdertæppe væk.

”Den” er hans egen gravsten. Den ligger fiks og færdig i et hjørne af den halvvejs udendørs afdeling af hans værksted.

”Der mangler kun en enkelt dato,” som han siger.

Han har også lavet en gravsten til sin kone Bente og til et par nulevende venner, der har bedt ham om det.

Men tilbage til det med kristendommen, der aldrig har været fremmed for den aldrende billedhugger. Det, der forkyndes i kirken, betyder noget for ham, og han har især gjort Grundtvigs påskesalme ”Hil dig, frelser og forsoner” til sin egen forståelse af kristendommen.

”Som Grundtvig formulerer det i sidste vers, så tror jeg på korsets gåde. Det er der, jeg ender hver gang, jeg tænker på det. Det gådefulde har jeg det fint med, for så er jeg fri for selv at skulle finde ud af, hvad der sker efter døden. Ingen ved det jo, ” siger Erik Heide.