Kjeld Holm: Vi dæmper ikke vores angst for terror ved at smide bomber

”Det er en grundstemning i menneskelivet, at vi er bange. Dybest set er vi bange, fordi alt er muligt. Altså det er eksempelvis muligt, at mit hus bliver sprængt i luften i morgen." Foto: Flemming Jeppesen

Lad os ikke blive besat af frygten, men i stedet fokusere på at være sammen om det fællesskab, vi er i
Kjeld Holm

Kjeld Holm mener, at angsten er et grundvilkår i ethvert menneskes liv. Men han opfordrer alligevel til, at vi trods terrorangreb og politisk uro går fremtiden positivt i møde. Den tidligere biskop i Aarhus finder håb i kunsten og særligt Tage Skou-Hansens forfatterskab

Der er nok at være bange for. De fleste vil nok mene, at en af de mindre rationelle årsager til angst er frygten for fredag den 13. Eller ”paraskavedekatria” som denne fobi hedder med et fremmedord.

Fredag den 13. november i år gik det imidlertid grueligt galt. I Paris blev uskyldige mennesker brutalt skudt ned, mens de var i gang med at nyde weekendens komme med en koncert eller et cafébesøg. Mange danskere fulgte begivenhederne i nyhedsopdateringer på tv, i radioen eller på internettet i timerne og dagene efter, og de færreste undgik at føle i hvert fald en lille smule mere utryghed. For sig selv, deres eget liv og for verden.

Frygten for terror kan ikke sammenlignes med frygten for fredag den 13. Og dog. For frygt er frygt, og angst er, som Søren Kierkegaard har beskrevet det, et grundvilkår i menneskers liv.

”Det er en grundstemning i menneskelivet, at vi er bange. Dybest set er vi bange, fordi alt er muligt. Altså det er eksempelvis muligt, at mit hus bliver sprængt i luften i morgen. Det, at alt er muligt, er imidlertid for diffust for os, derfor har vi brug for at iklæde angsten en skikkelse. Det er lettere at leve med, at angsten har en årsag, for så kan vi gøre noget, vi kan handle. Men hvis vi tror, at vi dæmper vores angst ved at bombe de islamistiske terrorister, så tager vi fejl. Angsten vil finde en ny skikkelse at iklæde sig - og nok vil nogle terrorister gå til grunde, men nye vil opstå et andet sted,” siger Kjeld Holm.

Morgenen efter fredag den 13. november stod den tidligere biskop tidligt op og rettede lidt i den tale, han senere om formiddagen skulle holde ved forfatteren Tage Skou-Hansens bisættelse i Sct. Pauls Kirke i Aarhus. Angst-skikkelsen terror var nærværende for de mennesker, der sad i kirken og skulle tage afsked med den betydningsfulde forfatter. Ligesom den var det for de fleste andre danskere og europæere denne lørdag. Derfor var det også på sin plads at nævne den, men især var det, ifølge Kjeld Holm, på sin plads, fordi Tage Skou-Hansen om nogen forstod at analysere terrorens psykologiske forudsætninger.

”I en af efterfølgerne til ”De Nøgne Træer”, romanen ”Den hårde frugt”, er Tage Skou-Hansen næsten synsk. Heri fortæller han historien om en gruppe unge mennesker i Aarhus, der er blevet dybt grebet af den outrerede venstrefløjs tænkning, og nu vil de sprænge Jyllands-Posten i luften. De vil ødelægge det kapitalistiske system, som de opfatter som undertrykkende og som årsag til, at den tredje verden bliver holdt nede. De vil have en ny verdensorden, og de kan ikke se, at de kan gennemføre det forehavende uden at begå voldelige overgreb.”

Kjeld Holm har hentet sit slidte eksemplar af romanen frem fra en af de mange bogreoler, der fylder hans nye bopæl: en rummelig lejlighed med udsigt til både fodboldbaner og kirketårne. Han var en nær ved af Tage Skou-Hansen og har fulgt forfatterskabet tæt, siden han som ung gymnasieelev første gang læste ”De Nøgne Træer”.

Kjeld Holm genlæste romanen for fire år siden, da han lå på hospitalet og skulle komme sig over en hjerteoperation. Det føltes rigtigt for ham at genlæse den på det tidspunkt, fordi romanen handler om, at vi mennesker bliver udsat for prøvelser, og at livet er både godt og ondt. Hovedpersonen fra ”De Nøgne Træer”, den unge jurastuderende og frihedskæmper Holger Mikkelsen, bliver i ”Den hårde frugt” beskikket forsvarsadvokat for en af de unge aktivister i Aarhus-gruppen, der vil Jyllands-Posten til livs. Hun hedder Eva og viser sig at være datter af Christian og Gerda. Christian er leder af den modstandsgruppe, som Holger Mikkelsen er tilknyttet, og Gerda er den kvinde, han under Besættelsen indleder et erotisk forhold til.

”Holger Mikkelsen bliver enormt nysgerrig og vil gerne forstå, hvad i alverden der er sket. Hvordan kan velfungerende mennesker som Kristian og Gerda have fået en datter, der vælger at blive terrorist? Det er bogens handling, at han forsøger at komme til bunds i den gåde. Han finder nogle del-sandheder, men han finder aldrig den hele sandhed, og det er jo naturligvis helt bevidst. Hos Tage Skou-Hansen er der ikke fuldt færdige sandheder, og det er der netop en pointe i. For det er det, terroristerne har. De har en sandhed og ved nøjagtigt, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Over for det kommer demokratiets væsen og forhåbentligt mange af os andre, der siger: Nej, der er ikke nogen endegyldig sandhed, og vi mennesker vil aldrig nogensinde formå at overskue det hele.”

Handler det om, at vi alle sammen i princippet kan blive terrorister?

”Ja, det gør det. Ligesom vi også kunne blive nazister eller kommunister. K.E. Løgstrup, der grundigt analyserede Tage Skou-Hansens forfatterskab, kalder fænomenet for tankens ligeløb. Dermed mener han: at have ét bestemt mål og én tanke, der kører lige ud ad landevejen uden at have noget, der nuancerer den. Over for det sætter Tage Skou-Hansen, Løgstrup, og jeg i al beskedenhed, det, at jo, der kan siges noget andet og noget mere. Og at det er nødvendigt, at der skabes brudflader i tankens ligeløb. Det gælder om have blik for de brudflader, der ligger i vores dagligdag, i naturen og i kunsten og poesien. Kan man begå en terrorhandling, hvis man lige har hørt et smukt digt? Jeg tror det ikke,” siger Kjeld Holm og uddyber:

”Hvis man har sans for det digt, eller man har sans for at se ind i et andet menneskes ansigt, ja, så er der også en ansporing til at tage vare på menneskers liv. Det vil altid være en gåde for mig, hvordan et terrorregime formår at udrydde det skønne i at blive betaget over et digt, en solnedgang eller et andet menneske. Men vi må jo prøve at forstå, at der er mennesker, der har en helt anden baggrund end vores. Måske har terroristen set sin far blive skudt eller sin mor blive voldtaget, og efterfølgende er der kun blevet plads til vrede og tankens ligeløb. Vi skal ikke undskylde, men prøve at forstå og imens må vi i vores kultur huske at fremelske det poetiske engagement og det, der opstår af alle nuancerne og alle mellemregningerne. At leve med, at der er flere spørgsmål end svar.”

Vælger vi i stedet at lade frygten for terrorangreb styre vores liv, kan reaktionen blive ligeså barsk og uhyggelig som terroren. Ifølge Kjeld Holm bliver vi lige så ensporede som terroristerne, hvis vi ensidigt fokuserer på frygtens årsag. Han råder os i stedet til at vende os mod Juleevangeliets ord ”frygt ikke”, selvom han erkender, at man også i den sammenhæng skal vogte sig for meget enkle løsninger.

”Det er noget andet at sige 'frygt ikke' end at sige, at der ikke er noget at være bange for. 'Frygt ikke' betyder, at der er mange ting, man kan være bange for, men at det ikke skal få lov til at fylde vores liv. Jeg elsker Juleevangeliets fortælling, og ser man det i den kontekst, så er der ingen tvivl om, at hyrderne ude på marken både har været bange for de romerske soldater, for de vilde dyr og for kulden og sulten.

De har været i en elendig situation, og det er netop pointen i Juleevangeliet, at nu er Gud blevet menneske, og derved er der en, der stiller sig ved siden af vores frygt. For hvad er det, vi har brug for, når vi er bange? Det er, at nogen skal tage os i hånden. Gud tager os i hånden. Det betyder ikke, at vi undslipper angsten, men at der er en, der står ved siden af os, gør det meget lettere for os at styre vores frygt,” siger Kjeld Holm.

Han tror, at vi kollektivt skal have blik for, at uanset hvor grusom og forfærdelig terroren er, så er der grund til at gå fremtiden positivt i møde. Og at det eneste vi ikke skal, er at opgive vores demokratiske samfunds frihedsgoder og retssikkerhed. Tværtimod bør vi pege på, at vores åbne samfund i sig selv er en vældig ressource. Samtidig skal vi, ifølge Kjeld Holm, også holde op med at fokusere så meget på det terrorangreb, der netop er sket. Vi har en mærkelig abrupt hukommelse, der gør, at vi synes, at de terrorhandlinger, der lige har fundet sted, og dem, der foregår i nærheden af os selv, er de mest forfærdelige. Han nævner angrebet på USA den 11. september 2001, bombningen af universiteter i Kenya samt de italienske Røde Brigader og den tyske Rote Armee Fraktion i 1970'erne som lige så skelsættende og tragiske begivenheder. Alt sammen var det uundskyldeligt og brutalt, men terror er et historisk vilkår, og vi vil gøre os selv en tjeneste ved at se Paris-angrebet i november og terrorhandlingen i København i januar i en større sammenhæng, mener han.

”Lad os ikke blive besat af frygten, men i stedet fokusere på at være sammen om det fællesskab, vi er i, og tænke: 'Hvad kan vi gøre, der er ordentligt for os selv og vore medmennesker?',” siger Kjeld Holm og tilføjer:

”Jeg ser et tydeligt håb i de mange mennesker, der gør en aktiv indsats for, at flygtningene, der kommer her til landet, kan få varmt tøj på kroppen og legetøj til børnene. Der er en folkelig vilje og en subkultur neden under det politiske niveau, som er meget væsentlig. Jeg får næsten dagligt mails og henvendelser fra folk, der har taget den slags initiativer. Det er et udtryk for, at det medmenneskelige aldrig kan udryddes, og at der dermed er håb for verden. Det kan godt være, at vi individuelt kan glemme det, men så er det i hvert fald præsternes pligt, ikke mindst i deres prædiken juleaften, at understrege, at håbet er fortegnet for vores liv. Alternativet til frygt er håb. Julen er den store glæde, vi kan samles om. Den er troen på lyset i mørket. Håbets lys,” fastslår Kjeld Holm.