Kjell Askildsen skriver mesterligt om relationer mellem mennesker

Kjell Askildsen skriver først og fremmest om relationer mellem mennesker. Mellem ægtefolk, mellem forældre og voksne børn, mellem søskende eller mellem fremmede. Modelfoto Iris

bog
Five stars
Kjell Askildsen har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, men har aldrig fået den. Den burde han have haft.

Det er knapt, og det er indebrændt. Men det brænder i norske Kjell Askildsens ”De 18 bedste”

Kjell Askildsen er en af de helt store i norsk litteratur. Ikke fordi han har udgivet meget, for det har han ikke: Askildsen er en langsom forfatter, som selv fortæller om sin arbejdsmetode, at han ikke aner, hvor han skal hen, når han begynder på en tekst, men at hver sætning langsomt fører teksten frem.

Askildsen debuterede i 1953 og har også skrevet romaner, men det er som novelleforfatter, at han med rette har vundet sit ry som en forfatter af særlig høj karat. I dag er han 86 år, og hans syn er så dårligt, at han ikke mere kan skrive.

Derfor var det virkelig en nyhed, da forlaget Oktober forleden kunne meddele, at Askildsen efter 19 års pause udsender en ny novellesamling, ”Vennskapets pris”, bestående af ældre, utrykte tekster. Denne samling kommer på Gyldendal til foråret.

Men mens vi venter på den, kan vi nu læse samleværket ”De 18 bedste”, et udvalg af Askildsens noveller foretaget af forfatteren selv.

Jeg kan kun anbefale, at man skynder sig at investere i bogen, der har et fint lille efterord af Knud Sørensen. Irriterende er det dog, at der ikke er en oversigt, så man kan se, hvornår de forskellige noveller er fra.

Kjell Askildsen skriver først og fremmest om relationer mellem mennesker. Mellem ægtefolk, mellem forældre og voksne børn, mellem søskende eller mellem fremmede.

Han er en dialogens mester og en mester i ganske lavmælt, nærmest nøgternt at skildre, hvor svært det kan være for mennesker at tale sammen, at nærme sig hinanden gennem sproget.

Og hvor pinefulde såkaldt nære relationer kan være, når man i virkeligheden ikke er ret nære, og når der gennem tiden har hobet sig alt for meget usagt op. Få kan som Askildsen bygge så mentalt trange rum op og stemninger så ladede af uforløsthed, følelser af ikke at være anerkendt og set. Man forstår, hvorfor personerne hos ham ofte bare går deres vej, ud i natten, forbi en bar - for at drikke sig ”ind i en bitterhed og ud i en ligegyldighed” - eller bare langt ind i en skov.

Fordi det ikke er til at løfte og skære igennem, alt det med følelserne: ”En stor tomhed styrter ned over én, det er som om selve tilværelsens meningsløshed kryber ind i én og breder sig som et endeløst, nøgent landskab.”

I novellen ”Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan” besøger en ældre mand vrangvilligt sin syge storesøster:

”Hun åbnede døren og forlagte at jeg skulle børste sneen af mig før jeg kom ind. Det ville jeg ikke. Jeg sagde, at jeg kunne gå igen. Så flyttede hun sig. Jeg gik ind, hængte frakken op og lagde hatten på hattehylden. Hun humpede foran mig ind til sin stol. Jeg satte mig i sofaen. Jeg sagde at der var varmt. Det svarede hun ikke på. I stedet sagde hun, at den elektriske pære i loftet ude i køkkenet var sprunget. Det kunne jeg ikke hjælpe hende med, jeg er alt for svimmel.”

Det er knapt, og det er indebrændt. Men det brænder. Hvor finder vi oftest først ud af til sidst. Men så har man også lyst til at tage hele teksten en gang til.

Askildsen skriver om de forbudte følelser. Om en mands begær efter sin søster eller sin svigerinde. Om hvordan seksuel frustration kan ødelægge et ægteskab, føre til had og dyb sorg, men alligevel gøre det umuligt for parterne at bryde fri.

Om at ønske andre døde. Og at føle sig ensom langt ind i sjælen. Han gør det tørt konstaterende, aldrig det fjerneste sentimentalt, nærmere brutalt, sådan er det bare, og indimellem med humoren som en forløsende lettelse.

Det sidste gør sig gældende i de 10 tekster fra ”Thomas F's siste nedtegnelser til almenheten” (1983). Teksterne handler om en godt 80-årig særling af en mand, der modvilligt bevæger sig rundt i verden på sine gamle ben.

Det er veloplagt sort og spiddende humor, når det er bedst. Kjell Askildsen har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, men har aldrig fået den. Den burde han have haft.