I foråret 1944 smugler to jødiske teenagere våben til den franske modstandsbevægelse. Den ældste af de to er udstyret med en pistol. Under en razzia bliver de to unge mænd taget til side, og deres bagage gennemsøgt. Med sved i hænderne og metalsmag på tungen bivåner de gennemsøgningen, og den yngste hvisker insisterende: Gør det nu, skyd! Men den ældre tøver, og da er det for sent. De er afsløret, soldaten retter sin pistol mod dem og kommanderer hænderne i vejret.
LÆS OGSÅ: Nye stemmer i holocaust-litteraturen
Som jødiske modstandsfolk kan de regne med at blive torteret og henrettet, men langt ude i horisonten får den yngste øje på en sort cykel, der nærmer sig. Det er hans far, som ufortøvet affyrer sin revolver mod soldaten, og med nød og næppe undslipper de to jødiske drenge således døden.
Den yngste af de to hedder Claude Lanzmann, og episoden er karakteristisk for det erindringsværk, han har udgivet. Det handler i høj grad om at undslippe døden, men det handler også om at kunne mobilisere det nødvendige mod, for Lanzmann tilgiver aldrig kammeraten, der tøvede med at trække pistolen. Så da han mange år efter krigen møder ham, er Lanzmann ude af stand til at sige et ord, næsten som om sprogets langmodighed over for misdæderen er brugt op.
Claude Lanzmann er i dag 86 år gammel og efter eget udsagn klar til at leve endnu 1000 år (!), og hans erindringer er beretningen om et menneske, der livet igennem har søgt eventyret. Intet bjerg var ham for højt, intet hav for dybt, og ingen ørken for hed. Kun døden står for Lanzmann som den store rædsel, selvom den også har fascinereret ham så meget, at han er blevet berømt for en film, der netop har døden som tema.
Filmen Shoah varer ni og en halv time, og Lanzmann arbejdede på den i 12 år. Den består af interview med overlevende fra Anden Verdenskrig, der fortæller om de nazistiske kz-lejre. Shoah er et udtryk for det ansvar, Lanzmann føler over for de mange millioner døde i holocaust, for hvem han er skyldig at tale. Ikke tilfældigt indledes filmen med ordene fra profeten Esajas: Jeg giver dem et evigt navn, der aldrig slettes ud. Lanzmann fortæller indgående i sine erindringer om tilblivelsen af Shoah, og denne historie bliver et kun alt for levende ekko af en rædselsvækkende epoke.
En hare er en sælsom fangst, den lever mest af kål og angst, og hvis den ikke føler fare, så er det en forloren hare. Sådan lyder en aforisme, der på ingen måde er et skudsmål af Lanzmann, i hvem der er en mandfolkelig styrke uden forlorenhed. Ikke desto minder kalder han sin bog for Den patagoniske hare som en hilsen til de harer, der kravlede under pigtråden ved Auschwitz og ud i friheden.
Da han en nat er ved at køre en hare ned i Patagonien, så mindes han på ny den frihed, haren symboliserer, for bogen handler nemlig også om de mange friheder, Lanzmann har taget sig livet igennem. Selvbiografien er fyldt med gøgl, narrestreger og utallige kærlighedseventyr, for Lanzmann ejer ingen lunkne mellemfølelser eller driver fedtspil med eksistensen, men lægger alt frem for læseren.
Et eksempel: Som ung hedspore ringede Lanzmann forfatteren Simone de Beauvoir op og spurgte, om hun ville med i biografien. Hvad skulle det være for en film, spurgte hun. Det er underordnet, meddelte Lanzmann forsorent, og samme aften indledte de to et forhold, der skulle vare de næste syv år. Han portrætterer både de Beauvoir og Sartre indgående, men nok så gribende er skildringen af Lanzmanns egen familie. Man vil sent glemme Lanzmanns stedfar, digteren Monny, som sørgede for, at tingene jævnede sig i en familie, hvor moderen ofte var fraværende på den lange bane, men ualmindelig dominerende på den korte.
Selv foretrækker Lanzmann tydeligvis at blive kysset og klappet og forsikret om egen fortræffelighed, samtidig med at han udsætter sine modstandere for en omgang fransk vask og strygning. Lanzmann er en af den slags fortællere, der ikke går tretten på dusinet af, og hans bog er krydret med gode anekdoter, tankevækkende iagttagelser og en historisk sans, som bringer The Patagonian Hare på niveau med Stefan Zweigs Verden af i går.
Man får snart sagt ikke bedre besked om det 20. århundrede end i dette værk, hvor emner som etik, historie og filosofi præsenteres i den mest indbydende af alle indpakninger som livet selv.