Klassisk kristendom

Professor Kirsten Nielsen forkynder gedigen kristendom på baggrund af Det Gamle Testamente

Arkivfoto med en glasmosaik, der viser Adam og Eva.
Arkivfoto med en glasmosaik, der viser Adam og Eva. .

Kirsten Nielsen er dr.theol. og professor emerita i Det Gamle Testamente ved Det Teologiske Fakultet i Århus. Men i en snes år har Kirsten Nielsen tillige virket som ulønnet hjælpepræst i Skejby og Lisbjerg, hvor hovedparten af prædikenerne i ”Det Gamle Testamente på prædikestolen” er holdt.

Kirsten Nielsen skriver i sit forord, at hun med sine prædikener har søgt at give menigheden et mere nuanceret gudsbillede. Vi kalder gerne Gud for vores far, men en far er jo ikke blot en sødladen, klistrende skikkelse, der aldrig nænner at sætte grænser for sine børn. En far kan jo også blive skuffet.

Og derom prædiker forfatteren helligtrekongers søndag. Her tager Kirsten Nielsen udgangspunkt i Det Gamle Testamente og Guds skuffelse over, at mennesker igen og igen vender sig bort fra fællesskabet med Gud: ”Derfor valgte Gud at begynde forfra.

Men i stedet for at tillade mennesket at blive som Gud, valgte Gud selv at blive menneske. Og i menneskeskikkelse kommer Gud os så nær som aldrig før.”

Da Piet Hein fyldte 80 år, blev han i et interview spurgt, hvad han mente, han var særlig god til. Det kreative menneske var ikke i tvivl: ”Jeg er god til at glemme.” Faglig viden er glimrende, men det er glemsomhed også, for så er man nødt til at begynde forfra igen. Og det er faktisk den praksis, der kendetegner Kirsten Nielsens prædikekunst.

For selvfølgelig kan en professor i Det Gamle Testamente levere stringente analyser af Jobs Bog eller profeten Esajas, og selvfølgelig kan der komme tankevækkende ting ud af et langt livs opsparede noter og forelæsningsmanuskripter.

Men Kirsten Nielsen gør noget andet. Hun løfter Det Gamle Testamente ud af fakultetets videnskabelige detailstudie og ind i kirken og i et sprog, der giver de gamle ord eksistentiel dimension og dybde.

Her er ikke tale om professoral selvfølelse med underforstået, særlig forbindelse til de hellige skrifter, men her er prædikener, som med udgangspunkt i Det Gamle Testamente formulerer gedigen kristendom.

”På knæ for Bibelen, I Professorer!”, udbrød Indre Missions høvding Vilhelm Beck i sin tid. Det er ikke en opfordring, man behøver at lade lyde til Kirsten Nielsen, for selvom hun næppe læser Bibelen på knæ, er hun i sine udlægninger i overensstemmelse med klassisk kristendom.

Det viser sig i hendes syn på forsoningslæren, der i årets løb har afstedkommet en livlig holmgang i Kristeligt Dagblads spalter: ”Han (Gud) ofrede sin egen søn, for at vi kunne blive gældfri. Det er en underlig/underfuld måde at gøre regnskabet op på. Men den viser, hvor dyrt der måtte betales for vores skyld.”

Prædikerne har fokus på Det Gamle Testamente, men det er Det Nye Testamentes forståelsesramme, Kirsten Nielsen prædiker ud fra.

Og det gør hun fornemt og forstandigt.