George Orwells (1903-1950) forfatterskab og særligt bogen ”1984” er en, der står stærkt for mig. Jeg læste den første gang i 1989, hvor jeg blev student, og samme år som de totalitære og autoritære regimer i Øst- og Centraleuropa væltede ét efter ét. Det gav anledning til at se på, hvad totalitarisme var for en størrelse, fordi min generation, født i slutningen af 1960'erne, jo var vokset op i skyggen af kold krig og ideologiske fløjkampe. Specielt hvis man som jeg var rundet af et venstreorienteret hjem og vokset op i et kollektiv, var der grund til at tage sin egen tankegang til kritisk efterretning.
”1984” var en øjenåbner for mig og gav en anvisning af, hvad det vil sige at leve med en stor politisk konstruktion, en samfundsløgn, hvor alle må adlyde den Store Broder. Det står meget klart, at der ikke var plads til individet, og at alle skulle indordne sig kollektivet. Orwell giver en nærmest klaustrofobisk fornemmelse af, hvad det vil sige ikke at have noget personligt råderum og være i spændetrøje.
Jeg har, siden jeg læste ”1984”, forsøgt at have bogen med mig som en rettesnor for, hvordan totalitære samfund er indrettet. Den kan også bruges, er jeg sikker på, i forhold til, hvordan vor tids totalitære udfordring i form af Islamisk Stat fungerer. Der hvor en stat ophøjes til at kunne bestemme alt og være altings sandhed. ”Krig er fred” står der for eksempel et sted i bogen, og det går hen og bliver til en sandhed i folks bevidsthed. Det er trivielt, men evigt sandt, at jo mere indoktrinering, man underkastes, desto mere sætter retter man ind og tager den nye ”sandhed” til sig.
Bogen er meget let forståelig både litterært og politisk, og man aner, hvor let det kan gå galt. De, der som hovedpersonen Winston Smith forsøger at gå op imod tvang og ensretning, møder i den grad angsten - og læren af bogen må være, at man må knytte næven, men også, at konsekvenserne heraf kan være smertelige. Det viser sig jo blandt andet også i bogen, at en af de personer, som hovedpersonen faktisk stoler på, er en del af systemet. Det er ikke en bog, hvor man tænker: ”Skønt, helten vandt i sidste ende.” Den beretter snarere om, hvor let man kan blive indfanget af totalitarismens mekanismer, og hvor vanskeligt det er som individ at stå imod et kollektivt pres.
”1984” får mig også til at tænke på den debat, vi har herhjemme om, hvad vi kan sige til hinanden. Vi lever selvsagt ikke i et totalitært samfund, men vi er kommet et sted hen, hvor ingen medier for eksempel uden videre vover at trykke de famøse Muhammed-tegninger. Der er noget, vi ikke må gøre, fordi det er for farligt.
Jeg synes, at bogen har et ret universelt budskab. Da jeg selv læste den i 1989, var det i lyset af totalitarismens sammenbrud, mens de, der læste den i 1948, har gjort det i lyset af de daværende fascistiske regimer og de gryende regimer på den anden side af det daværende Jerntæppe. I dagens frie, liberale samfund kan man læse islamismen ind i bogen. Islamismen er vor tids bolsjevisme og fascisme, og uden den har selvsamme styrke, er det en konflikt, der strækker sig helt ind i vores bykerne. Det er muligt, at nutidens 18-19-årige i højere grad vil læse ”1984” som et historisk værk, men hvis de tænker sig om en ekstra gang, tror jeg, at de kan se relevansen af bogen. Mange med muslimsk baggrund vil også finde den interessant, tror jeg, i forhold til spørgsmålet om at være underlagt et tankepoliti.
Man kan også læse den ganske individuelt, fordi den handler om at tænke selvstændigt og at vove at træde ved siden af. At sige fra og ikke bare følge den bevidstløse lemmingeffekt. Det kan være på arbejdspladser eller i sociale sammenhænge. Det er nødvendigt, at vi optræder selvstændigt og kæmper for vores tankefrihed - det er bogen en god påmindelse om.
