Jeg havde aldrig tænkt på, hvor kompliceret en konstruktion et klaver egentlig er, før jeg blev vidne til Hennings forsøg på selv at bygge et klaver i Signe Brønseruds romandebut ”Om et klaver”. En lille, tæt bog om en ensom, sent modnet mand, hans selvbilleder, svigt og selverkendelse fortalt i en prunkløs og enkel skrift.
Enspænderen, den midaldrende, rastløse, men beherskede Henning, er hovedperson og fortæller. Han er klaverstemmer, men træt af det, hans ambitioner er egentlig tårnhøje (han gik på konservatoriet som ung), men dybest set er han tilfreds med at passe barndomshjemmets lille brug, som han nyligt har arvet efter mor.
Henning lever på rutinerne og distancen, han involverer sig ikke for meget i noget, ser hellere bagud end fremad. Hans gamle flamme Elise kommer forbi i ny og næ, det passer ham fint. Han er noget af en kold betragter, som her, hvor han ser på Elise og med tilfredshed pointerer sin egen litterære evne: ”Hun er en blodbøg, der suger mørke til sig i solen. Den metafor kan jeg godt lide.”
Den anden person i Hennings liv er ungdomsvennen, den alkoholiserede, flammende og begavede kirketjener Mogens, som aldrig kunne leve med rutiner. Men som heller ikke holdt fast i Elise, selvom han fik en søn med hende.
Men så er det, at Henning, som et forsinket ungdomsoprør, beslutter sig for at bryde rutinen: blive skabende, bygge sit eget klaver, og symbolsk nok foregår denne opbygning af det nye klaver parallelt med dekonstruktionen af mors gamle.
Brønserud følger projektet i nøgterne beskrivelser, som for den ikke klaver-kyndige læser nærmer sig den rene poesi: ”Det er ingen sag at få en hammer til at anslå en streng, men at opfange overskudsbevægelsen på returløbet er noget af en bedrift, i hvert fald i min udgave. Jeg kombinerer slet og ret støder og returfanger, men må indrømme, at det ikke er lykkedes helt endnu.”
Disse fagnørdede beskrivelser har angiveligt rod i optegnelser fra Brønseruds far, der selv var klaverstemmer. På mange måder blev jeg mindet om Peder Frederik Jensens (netop nu aktuel med sprængladningen af en roman, ”Vold”) debutroman fra 2012, ”Læretid”, som handlede om at bygge en båd, og som også er en hyldest til håndværket, det at kunne noget, og håndværkets vokabular.
Men en ting er at drømme om at kunne noget, en anden ting er faktisk at kunne det, når man til at begynde med ikke engang ejer en stiksav. Hvordan det går med Hennings forsøg på at bryde ud af rutinen, skal jeg ikke røbe, blot at mor i alle fald ender med at blive pillet så meget fra hinanden, at der bliver plads til et nyt og mere fremadrettet liv.
”Om et klaver” er en stilfærdig debut, som vokser, hver gang man læser den. Selvom jeg også godt kunne have ønsket, at forfatteren havde givet os lidt mere, foldet historien lidt mere ud.
kultur@k.dk