Kloge ord til dem, der har mistet

"Med 52 forskellige stemmer kommer vi vidt omkring i sorgens landskab, primært i selskab med præster, men også med for eksempel forfattere og billedkunstnere, og med så mange bidragydere er det umuligt at undgå redundans og en vis ujævnhed. Således også her." Modelfoto. Iris

bog
Four stars
Budskabet står klart frem. Vi skal stå ved vores afmagt og vores ensomhed. Vi skal erkende, at vi bliver en anden efter et tab. Der er et før og et efter
Lotte Kirkeby Hansen

Mange har så travlt med at gribe dagen og leve i nuet, at sorgens styrke og stædighed bliver en uventet overraskelse. Men en ny bog giver tankevækkende tekster til hver uge i det første sørgeår

Hvis to mennesker elsker hinanden, så kan det kun ende ulykkeligt, siger Johannes Møllehave et sted. For den ene vil uvilkårligt dø før den anden. Og derfor er det utopisk at forestille sig, at vi kan gå gennem livet uden sorger.

Sorg er hjemløs kærlighed. Men det er ikke en sygdom. Og det er ikke at forveksle med depression. Selvom det er her, vi mærker vores eksistentielle ensomhed. Sorg er den pris, vi betaler for, at et menneske har været vigtigt for os. Og den er ikke en tunnel, vi skal igennem. Den er et landskab, vi skal lære at leve i. Uanset om vi er troende mennesker eller ej.

Læs chefredaktør Erik Bjeragers bidrag fra bogen her. 

Således lyder blot nogle af de mange kloge og fine ord i ”Når livet går i sort”. Bogen henvender sig til alle, der sørger efter tabet af et menneske, og der er 52 korte tekster, en til hver uge i det første år efter tabet, i en anerkendelse af, at sorg tager tid - og at sorg er en ensom proces.

Vi sørger nemlig dybt forskelligt. Og selvom sorg og tab er en fælles erfaring, så opleves den sjældent ens. Og netop derfor er den ensom. Det kan hverken tro, familie eller venner rokke ved. Vi skal aldrig tro, at vi kan tage sorgen fra nogen. Men vi kan være fælles om ensomheden, mens vi vænner os til et liv med en eller flere tomme stole rundt om bordet.

Mange oplever at blive mødt af spørgsmålet om, hvorvidt det er nemmere at bære sorgen, når man er troende og tror på genopstandelsen. Ifølge bogens bidragydere er svaret på det spørgsmål umiddelbart nej. Og dog. For som en siger, så giver troen hende en virkelighed at lægge sin længsel i, mens en anden opfatter de små glimt af fyldthed midt i tomheden som en Guds hilsen.

”Når livet går i sort” har antologiens styrker og svagheder. Med 52 forskellige stemmer kommer vi vidt omkring i sorgens landskab, primært i selskab med præster, men også med for eksempel forfattere og billedkunstnere, og med så mange bidragydere er det umuligt at undgå redundans og en vis ujævnhed. Således også her.

Læs portrætter af Lone Vesterdal og Sophie Nordentoft, som har redigeret bogen.  

Der er gode tekster og mindre gode tekster - heldigvis mest det sidste, som man får lyst til at citere fra - der er tekster, der forholder sig konkret til den uge på året, som de har fået tildelt, mens andre skriver mere generelt, og der er tekster, der tager et meget personligt afsæt og overvejende bliver anekdotiske, mens andre sætter af på en kunstnerisk, teologisk eller filosofisk grund. Men budskabet står klart frem. Vi skal stå ved vores afmagt og vores ensomhed. Vi skal erkende, at vi bliver en anden efter et tab. Der er et før og et efter.

Og så skal vi huske, at trøst ikke hjælper den trøstesløse. At trøste er at forsøge at gøre sorgen mindre, og det skal vi ikke. Vi skal lære, at den er der. Som en eksistensform. Og så skal vi snakke om den. Vi skal fortælle om de mennesker, som vi har mistet, så vi kan bygge en bro fra tilintetgørelse til liv og redde dem, vi har elsket, fra glemslen.

kultur@k.dk