Tilbage i 1995 udgav Kurt L. Frederiksen sin første biografi om Knud Rasmussen: ”Kongen af Thule”. I 2009 kom den i en revideret udgave, og nu foreligger den så i en tredje revideret form.
I mellemtiden har Knud Michelsen udgivet to bøger med breve og andre kilder til belysning af Knud Rasmussens virke. Kirsten Hastrup har givet en antropologisk præget fremstilling, og Niels Barfoed har udgivet en bog, der forsøger at gå bag om myten og ekspeditionerne.
Kurt L. Frederiksen vil både fortælle om Knud Rasmussens liv og om hans ekspeditioner. Han lykkes absolut bedst med det sidste. Man får et grundigt indtryk af alt arbejdet, der gik forud for ekspeditionerne. Der skulle rejses en masse penge, for det var selvfølgelig dyrt at rejse – og at have kone og børn gående derhjemme. Og så var der logistiske problemer, der skulle løses, og mandskabet skulle sammensættes, så man var sikker på, at de kunne stå distancen, når det blev hårdt. De kunne de fleste, men der var enkelte, der ikke kunne, og som satte livet til.
I det små får man også en fornemmelse af, hvor slemt det har været på de lange stræk. Dag ud og dag ind med hundeslæde i 30-40 graders frost er en prøvelse. Og endnu værre, når man ikke kunne komme frem på grund af vejret, men måtte grave sig ned og kede sig. Det var ikke lutter eventyr hver dag. Dertil var der også trakasserier mellem deltagerne. Peter Freuchen og Knud Rasmussen var gode venner, men forholdet var heller ikke gnidningsløst og uproblematisk. Rasmussen var Freuchen overlegen og blev også hans leder og arbejdsgiver.
Rejserne gør Frederiksen meget ud af. Man følger dem på tæt hold, hvorfor det også er irriterende, at bogen er udstyret med så elendige kort, at det ikke er til at følge med.
Det er den officielle myte om Knud Rasmussen, der langt hen ad vejen bliver fortalt. Men man hører dog også om det barn, som han fik uden for ægteskab – et barn og en mor, der gemmes af vejen, mens han selv rejser ud på sin første Thule-ekspedition. Og så hører man lidt om hans ekstraordinære kvindetække og om hans ægteskab. Det sidste bliver der dog ikke megen plads til, selvom man set med vor tids normer igen og igen må spørge sig selv, hvad i alverden hans kone og børn foretog sig, når han var på ekspedition eller travlt optaget af arbejde og andre damer, når han var hjemme?
Barfoed gjorde dette til opgaven i sin fremstilling. Noget af den historie, kan man godt savne, når man læsere Frederiksens bog, for der er spørgsmål af privat karakter, som trænger sig på. Det er for let og for lidt bare at skrive, at forholdet til kvinderne var enkelt: ”Dem gjorde man gravide og forlod for at søge friheden hinsides det borgerlige livs spændetrøje.”
Den uro og splittelse, der ligger bag Knud Rasmussens rejser, får man dog god besked om. Han lider således både af udve og hjemve. Når han er hjemme, er han straks i gang med at planlægge nye rejser, og når han er ude, kan han også komme til at længes hjem. Hjemveen er dog altid en mindre kraft en udveen, for hvor er også ”hjem” for sådan en omflakkende eksistens som hans? Han havde da også mest lyst til vinter, hunde og slæderejser.
Knud Rasmussen var dels præget af en europæisk trang til refleksion og dels til eskimoens drift mod handling. Således var han også en mand af sin tid, som Frederiksen skriver. Han var beundret for sin mandighed og udholdenhed, og han var et vitalistisk ideal, som blev dyrket årtier efter hans død. Frederiksen kan godt se hans skyggesider.
At han er tilpasningsdygtig ”grænsende til det beregnende”, og at han bruger folk – og kvinder. Men han var altså også en entreprenant mand fuld af gode idéer og masser af energi til at få dem udført. Sådan set er han jo også en mand helt i vor egen tids ånd, hvor enhver frisk erhvervsleder skal udføre en ironman, for at bevise sit værd. Knud Rasmussen viste vejen.