Kølig ekstase og brændende bibliotek

Niels Lyngsø. Foto: Ditte Bjerregaard / Scanpix Danmark

Man suges ind i Niels Lyngsøs nye roman om en enspænder, der længes efter fællesskaber

På forsiden af Niels Lyngsøs nye roman, hans anden siden debuten i 1992, ser man nogle elektronikdiagrammer. Måske er de fra den bakelitradio, som hovedpersonen Hans-Peter Frederiksen elsker, måske fra de rumsonder, som han læser om.

Vi møder Hans-Peter på Rigshospitalets helikopterlandingsbane.

Her ligger han i fosterstilling og venter på, at nogen fra det ydre rum skal hente ham ”hjem”. I stedet bliver han overført til psykiatrisk afdeling.

Forestillingen om, at man ikke hører til på jorden, og at man enten kan kontrolleres udefra, eller ens tanker transmitteres videre, er ikke ualmindelig for psykoser. Når det forholder sig sådan, handler det naturligvis om, at også det raske menneske kan føle sig så fremmed ”som kom man fra en anden planet”, som vi ovenikøbet siger.

Hans-Peter har, lige fra han var otte år gammel, følt sig fremmed i både sin familie og i det almenmenneskelige fællesskab.

At han alligevel er en del af dette fælleskab og ikke fra det ydre rum, viser Lyngsø tørt ironisk ved, at hans psykotiske sprog viser sig at være strofer fra U2's store hit ”I Still Haven't Found What I'm Looking For.” På trods af, at Hans-Peter har lært sig mindst otte sprog, så er det populærkulturens fællessprog og drøm om at finde frem, han henfalder til, når det hele knækker.

Efter sin akutte psykose skal han nu sammen med en terapeut hele vejen tilbage i tiden. Læseren kommer flyvende ind i denne fortælling efter en indledning om Morian Hansen, en reelt eksisterende person, som oprettede en flyvestation i Skovlunde i 1946, og falder gradvist ned gennem årtierne for at lande i 1971 ved et parcelhus. Og her bliver vi så og får beretningen om Hans-Peters glædesløse og ensomme parcelhusopvækst på Vestegnen. Ikke mindst billedet af faderen som den, der bedriver vold og dømmer ude, gør ondt. Vi følger Hans-Peter gennem gymnasiet, til han bliver en voksen mand solidt indrulleret i et ægteskab. Samtidig følger vi tiden fra 1970'erne i forstaden over 1980'ernes ”sorte” København til yuppietiden i 1990'erne.

Dette er den konkrete historie. Men ind igennem den væver sig afsnit, der handler om de ubemandede rumsonder Pioner 10 og 11 udsendt i 1972 og 1973, for at kortlægge, hvad der eksisterer derude i rummet. Begge sonder var forsynet med Pioneer-pladen, en metalplade, hvorpå der gennem tegninger og tegn blev forsøgt kommunikeret til en eventuel modtager lysår fra jorden. Et andet spor i romanen er det antropologiske med tørt faktuelle afsnit, der handler om menneskets adfærd, sprog og riter (konfirmationens rite afklædes som lille, trist og banal).

Som barn får Hans-Peter sin ene testikel ført ned ved en operation.

Testikel kommer fra latin testis, som både kan betyde testikel og vidne. Det græske ord for testikel er Didymos, som også betyder tvilling. Didymos er også navnet på en asteroide, som sammen med sin lille måne i november 2003 passerede jorden i en afstand af 7,18 millioner kilometer.

Sådan kan man via sproget hurtigt katapulteres fra kroppens konkrete rum ud i det store og svimlende univers. Og hvis der er nogen, der har dyrket, og som lykkes med, at få det lille, sansebårne menneskeliv og det store gådefulde rum til at væve sig ud og ind mellem hinanden i skrift, så er det Niels Lyngsø.

Sproget eller stjernehimlen kan katapultere hovedpersonen andre steder hen, men den stærkeste kraft er den seksuelle. I det seksuelle er det ikke ham, der handler, men noget andet, der handler gennem hans krop: ”Den spøgelsesblege klat kunne lige så godt være ektoplasma fra det ydre rum, der pumpede ud gennem hans køn via et ormehul i rumtidskontinuet.”

De fleste vil kende forfatteren som digter, performer og som oversætter af blandt andre Marcel Proust. Han debuterede godt nok både med en digtsamling og en roman i 1992, men siden har det været poesien, han har beskæftiget sig med. Men prosaen klæder ham. Han er en kølig stilist, der skriver i et nøgternt og informationsmættet sprog. Hvor han tidligere måske ville paradere sin viden, styrer han sig, og fordi han er så koncis i sin stil, bliver det varme stof aldrig patetisk. Det er, med Lyngsøs egne begreber, en kølig ekstase og et brændende bibliotek, og man suges lige op og ind og ud.

kultur@k.dk