Kønskampen om historien på papir

Hald ved Viborg. Den nuværende Hald Hovedgård er opført i 1787. I dag hjemsted for 'Den Selvejende ...

Den nuværende Hald Hovedgård er opført i 1787. I dag hjemsted for 'Den Selvejende Institution Hald'. Refugium for forfattere og oversættere. Scanpix

Mænd skriver fagbiografier, mens kvinder skriver romanbiografier. Den arbejdsdeling er problematisk, men i kampen om synlighed og identitet er den sanselige og fabulerende ”kvindelige” romanbiografi nu alligevel et stærkt kort

Der står en stadig kamp om, hvem der skal fortælle vores historie, og hvad den skal handle om. Det var da også temaet, da der sidste weekend blev holdt årsmøde i ”Den litterære institution” på Hald Hovedgård ved Viborg.

Den litterære institution er en samling folk fra bogens verden - forfattere, forlæggere, avisredaktører, litteraturkritikere, litteraturforskere fra universiteter, Det Kongelige Bibliotek og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab samt ansatte i Kulturstyrelsen.

I år var temaet altså kampen om historien. Forfatteren Harald Voetmann læste op af sin historiske roman om Tycho Brahe, ”Alt under månen”. Den rummer et skarpt og satirisk billede af Danmark som et tågeland beboet af mennesker, hvis liv og bevidsthed er lige så tåget.

I Voetmanns bog blandes fiktion og fakta sammen. Den slags går ikke, når det kommer til den videnskabeligt anlagte biografi. Historikeren Birgitte Possing, der blandt andet har skrevet en biografi om Natalie Zahle, har også skrevet en bog om det at skrive biografier. Hun har kortlagt biografiens historie helt tilbage til antikken og frem til vore dage.

Noget af det, hun har fundet ud af, og som hun fortalte om, var forholdet mellem kvindelige og mandlige biografier. Kun 2 ud af 10 biografier handler om kvinder, og nogenlunde det samme forhold gør sig gældende, når det kommer til dem, der skriver bøgerne. Kvinderne er i slemt undertal.

Det er måske ikke så underligt, at det er mændene, der tegner store dele af historien, fordi det er dem, der har været statsoverhoveder, hærførere og kirkefædre, ligesom det er dem, der har markeret sig stærkt inden for kunst og kultur.

Talrige er de bøger, der er udkommet om Stalin og Churchill, ligesom vi herhjemme er blevet rigeligt forsynet med bøger om Christian IV og H.C. Andersen.

At vi kan se frem til flere biografier om kvinder, ligger lige for, da stadig flere kvinder indtager topposter i politik og erhverv. Men spørgsmålet er så, om det også bliver kvinder, der kommer til at skrive dem? Og det er straks mere usikkert.

Forholdet mellem de mandlige og de kvindelige biografiskrivere er nemlig stadigvæk meget skævt. Det er mænd, der sidder på historiefaget, som man også kan forvisse sig om ved at kigge på de endeløse serier, der går over tv om Romerriget og Anden Verdenskrig. Det er mest mænd - gerne i en moden alder - der fortæller og forklarer.

De giver selvfølgelig en historie, der svarer til det, de finder væsentligt. Det behøver imidlertid ikke svare til det, som kvindelige forskere ville lægge vægt på.

Er kvinderne så tabere i denne kamp om historien og om udvælgelsen af de personer, som man finder det værd at fortælle om? Ja. Set fra et faghistorisk perspektiv, som Possing anlægger, så fylder kvinderne ikke det de kunne og burde, hverken i historien eller blandt historikere. Og det bør der så gøres noget ved.

Men kaster man et blik på romanbiografierne, så tegner der sig et andet billede. Man kan sige, at kvindelige forfattere i høj grad har taget den historisk-biografiske roman til sig og ganske dominerer den. Inden for de seneste 30 år findes der da glimrende romanbiografier om mænd og skrevet af mænd. Henrik Stangerup er en af de bedste, og Voetmann en af de mest originale.

Men bortset fra det, så findes der en lang række kvindelige forfattere, som har skrevet om kvinder. På dansk er det Helle Stangerup, Dorrit Willumsen, Maria Helleberg, Anne-Lise Marstrand Jørgensen og Lone Hørslev, for bare at nævne nogle af de mest markante.

Men hvorfor har denne genrefordeling fundet sted? Hvorfor erobrer kvindelige forfattere helst fortiden i fiktionens form, mens mændene foretrækker de dokumentariske faktabøger? Det samme spørgsmål kan også stilles til læserne: hvorfor er der flest kvinder, der læser skønlitteratur, mens flest mænd læser faglitteratur?

Spørgsmålene er lettere at stille end at svare på. De to forhold kan selvfølgelig hænge sådan sammen, at mandlige historikere skriver om historiens store mænd til mandlige læsere, og kvindelige forfattere skriver om historiske kvinder for nutidens kvinder.

Det har måske været lettere for kvinder at erobre et fortællerum i romanen end i biografien, fordi den er og har været så besat af mænd, der ofte aggressivt har vendt sig mod kvinder, som har forsøgt sig i genren. Mændene har domineret den faghistoriske forskning og præget dens emner i en grad, så det har været svært for kvinder og kvindelige vinkler at blive accepteret og værdsat.

Fagbiografien er optaget af afdækningen af, hvordan det virkelig var, mens romanbiografien er mere optaget af at fortælle sin læser en historie, som hun kan identificere sig med. De mange romanbiografier, der udkom i 1980'erne bærer tydeligt præg af opbyggelighed.

Kvindelige læsere kunne i dem spejle sig i historiske kvindefigurer, som både ville og kunne stå på egne ben i en verden, som var præget af mænd. Helle Stangerups ”Christine” og Dorrit Willumsens ”Marie” er tydelige eksempler. Vore dages romanbiografier er måske ikke så tydeligt ude i dette ærinde, selvom de dog alligevel fortæller den samme historie, som man kan se i Marstrand-Jørgensens ”Hildegard”-bøger.

Er det nødvendigt, at kvinder skriver flere fagbiografier om kvinder? I kønskampen om historien er det nok, fordi der i en vis forstand og i visse kredse står større respekt omkring fakta end fiktion. Dokumentation og autenticitet giver autoritet, og den må kvinderne selvfølgelig også have del i.

Til gengæld kan romanbiografien med dens sanselige forhold til historien virke langt stærkere. Og er historien også en kamp om identitet og selvbevidsthed, så står kvinder slet ikke så dårligt rustet med romanbiografierne.