For mig er Mozart, Molière og Shakespeare de tre vigtigste personer, der har fulgt mig altid. Men i øjeblikket har jeg kastet min kærlighed over Shakespeare og hans tragedie ”Kong Lear”, som jeg skal sætte op på Det Kongelige Teater i en ny forestilling.
Jeg har lavet mange Shakespeare-forestillinger gennem tiden og første gang, da jeg åbnede Østre Gasværk med ”En skærsommernats drøm”. Dengang var jeg også forbi Dramaten i Stockholm, hvor Ingmar Bergman arbejdede, og jeg spurgte ham, om man overhovedet kunne skære i Shakespeare. Han var ved at sætte netop ”Kong Lear” op og viste mig sit manuskript, fyldt med røde overstregninger. ”Her var Shakespeare for fuld, her var han bare dårlig,” sagde Bergman. Det lærte jeg meget af.
Der er noget med klassiske værker i mit fag. Som dramatiker skal man forholde sig respektfuldt respektløs over for en klassiker. Sådan bør man også gå til ”Kong Lear”, der er skrevet i fem akter og er alt for lang til teater. Jeg har lige set forestillingen i London, hvor første akt varede to timer.
Det handler som dramatiker om at gøre en klassiker tidssvarende. Det er ikke en klassiker, hvis man ikke kan bruge det til noget i samtiden. Jeg har brugt meget tid på at læse og læse ”Kong Lear”, som er Shakespeares bibel.
Værket gør mig på mange måder klogere på mig selv. Den rammer i forskellige nedslag i mit eget liv og har en klangbund i mit eget liv netop nu, hvor jeg er ved at forlade Betty Nansen Teatret efter 23 år. Jeg åbnede teatret med ”Hamlet”, som handler om en ung mand, der skal tage magten over sit eget liv. Det passede meget godt med, at jeg selv var ved at opbygge mit kongerige på teatret. Og nu slutter jeg af med ”Kong Lear”, der handler om en gammel mand, der er ved at give sit rige fra sig til de næste generationer og skal finde hoved og hale i tilværelsen. Og så er det jo sjovt, at værket handler om to mænd: den selvoptagede konge og hans tre døtre og den godtroende jarl af Gloucester, der har to sønner. Jeg har selv tre døtre og to sønner.
”Kong Lear” er en mærkelig fortælling med to aldrende hovedpersoner, der mødes med hver deres historie. Litterater har diskuteret den dobbelte og komplekse fortælling om de to mænd, og mange mener, at man overhovedet ikke kan opføre det. Det er i hvert fald indviklet. Men jeg kan godt lide umulige opgaver.
Tragedien handler i bund og grund om at kunne give slip. Shakespeare kunne noget med at skildre tidløse temaer og beskrive menneskers liv med sin store visdom, og det gør han særdeles fremragende her. Jeg tænker på værket hver dag i øjeblikket, og det tilfører en ny dimension til min tilværelse. Den handler om at være blind over for sandheden i livet og den ægte kærlighed. Det gælder de to gamle mænd, hvor kongen ikke kan se sin ene datters kærlighed på grund af sin naragtighed.
Jeg mener også, at ”Kong Lear” handler om seksualitet. Den handler om alder og køn og diskussionerne disse imellem. Det er enormt moderne. Man kan læse sig ind i teksten i alle aldre. Man kan spejle sig med de gamle eller med børnene.
Shakespeare er eminent til at beskrive relationer mellem mennesker og til at skabe karakterer, som i virkeligheden er forskellige sider af mennesket. Han har et arsenal af arketyper, han leger med. Det gør han mere fornemt end nogensinde i ”Kong Lear”.