Kongehuset og kirken hænger snævert sammen

Vores nuværende dronning er en flittig kirkegænger og kyndig i teologiske spørgsmål, mens hendes sønner ikke udviser samme interesser. Der er dog ingen tegn på, at forbindelsen mellem kongehus og kirke vil blive løsnet

2Dronning Margrethe går i lighed med mange af sine forgængere jævnligt i kirke som her i Aarhus Domkirke.–
2Dronning Margrethe går i lighed med mange af sine forgængere jævnligt i kirke som her i Aarhus Domkirke.–. Foto: Palle Hedemann.

Republikanere bruger gerne som argument mod monarkiet, at den almindelige religionsfrihed ikke gælder kongen. Det skulle angiveligt være synd for kongen, at han ikke har lov til at vælge frit. Argumentet lyder altid temmelig hult, for monarkens personlige velfærd ligger jo ellers ikke republikanere så meget på sinde. Desuden er det også kun i betinget forstand rigtigt, at kongen ikke har sin religiøse frihed.

Grundlovens paragraf 67 giver borgerne ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, og paragraf 70 sikrer, at ingen på grund af sin overbevisning skal miste sine borgerlige eller politiske rettigheder. Paragraf 6 bestemmer imidlertid, at kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

LÆS OGSÅ: Portræt af en dronning - af Guds nåde

Det vil sige, at kongen kun skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, for så vidt han ønsker at være konge. Der sker altså ingen fortabelse af borgerlige eller politiske rettigheder ved dette arrangement. I den forstand adskiller regenten sig ikke fra gejstligheden i de fleste trossamfund. Der gælder heller ikke religionsfrihed for præster. Nogle trossamfund er mere rummelige end andre, hvad der gives mange gode eksempler på, men som hovedregel kan en gejstlig ikke forblive i sit embede, hvis han eller hun ikke holder sig til den rette lære.

Spørgsmålet er, om man kan se den danske monark som en slags embedsmand i folkekirken? Margrethe II kan kun i en abstrakt eller symbolsk forstand forstås som kirkens overhoved, fordi monarkens magt nu er fuldstændig overdraget til regeringen. Kirkeministeren er som kirkens leder ganske vist teoretisk set befuldmægtiget af kongen, men står som sådan kun til ansvar over for Folketinget, og der er intet teknisk til hinder for, at en presbyterianer eller taoist kan blive kirkeminister.

Alligevel indtager folkekirken en særstatus blandt statsinstitutionerne. Dronningen opfattes almindeligvis som kirkens overhoved. Den samme fornemmelse har man for eksempel ikke i Fødevarestyrelsen. Dronningens særlige forhold til kirken mærker både præst og kirkegænger hver søndag. Ritualbogen og salmebogen er kongeligt autoriserede, og det samme gælder den officielle bibeloversættelse. Det har historiske årsager.

Fra og med Reformationen har danske konger opfattet sig som kirkens patron, eller mere korrekt som beskytter af den sande tro bygget på Luthers katekismus og Den Augsburgske Konfession, og dette krav blev indføjet som det første og mest betydningsfulde i Kongeloven af 1665. Det er denne funktion, som er bragt med over i Grundlovens krav om kongens kirkelige tilhørsforhold.

Da enevælden blev opgivet i 1848, stod det klart, at troslivet i Danmark måtte have sin egen struktur, en egentlig kirke. D.G. Monrad havde med held bragt det forslag til torvs at kalde denne nye struktur for folkekirken, et begreb der var tilstrækkelig upræcist til at tjene sit formål og derfor meget hurtigt blev almindeligt accepteret. Grundlovsfædrene nåede ikke i bund med problemet om at definere, hvad denne kirke er for en størrelse, men formulerede et løfte om, at kirkens forfatning skal ordnes ved lov. Det er som bekendt ikke blevet indfriet endnu.

Under debatten i den grundlovgivende forsamling stillede blandt andre Grundtvig forslag om, at paragraf 6 skulle lyde: Kongen skal høre til den danske Folkekirke. Forslaget faldt med 74 stemmer mod 41. Dermed blev det indirekte fastslået, at der blev stillet krav til kongens tro mere end til hans institutionelle tilhørsforhold. Rent principielt kan den danske konge tilhøre en anden evangelisk-luthersk kirke end folkekirken uden at fortabe sin ret til tronen, selvom det nok ville vække opsigt, hvis den danske regent var medlem af eksempelvis Ryslinge Frimenighed eller Svenska Kyrkan.

Kravet til den danske konge om at tilhøre den evangelisk-lutherske kirke er i sin oprindelse vendt mod den katolske kirke, ikke så meget konfessionelt som politisk. Endnu da Junigrundloven blev vedtaget, fandtes der en pavestat, og en dansk katolsk konge ville derfor være underlagt pavens og dermed også en fremmed fyrstes autoritet, og det blev anskuet som en reel trussel mod den danske stats suverænitet, lød argumentet. Med pavestatens sammenbrud og Italiens samling efter 1870 bortfaldt denne forestillede trussel mod det danske monarki, men bestemmelsen er altså bevaret i Grundloven.

Medlemmer af det oldenborgske og glücksborgske kongehus har som regel taget deres religiøse forpligtelser meget alvorligt. Gifter man sig ind i det danske kongehus, er det kutyme, at man lader sig omvende til den evangelisk-lutherske tro. Der findes to markante undtagelser fra den regel.

Da den senere Christian V hentede sin hustru, Charlotte Amalie, i Hessen-Kassel i 1667, var der forud gået lange forhandlinger om den kommende dronnings konfession. Hun var reformert og nægtede at gå over til den lutherske tro, og det endte med, at hun ikke alene fik lov til at beholde sin religion, men også skaffede sig mulighed for at understøtte opbygningen af en egentlig reformert menighed og kirke i København.

Den anden undtagelse udgøres af den franske prinsesse Marie af Orleans, der giftede sig med Christian IXs yngste søn, Valdemar, i 1885. Hun var opdraget katolsk og ønskede ikke at opgive sin tro, og hendes mand var som arving ganske vist langt nede på listen til den danske trone ikke tilbøjelig til at opgive sin. Der var derfor lagt op til et blandet ægteskab, og det krævede for hendes vedkommende en pavelig tilladelse, som straks blev givet.

Brylluppet blev holdt i Frankrig, først som en borgerlig vielse på det 18. arrondissements borgmesterkontor i Paris og dernæst som en katolsk kirkelig vielse i kapellet på Chateau dEu.

Det protestantiske indslag bestod i, at gommens sognepræst, pastor Jantzen fra Gentofte, umiddelbart efter, at selskabet havde forladt kapellet, holdt en lille tale til parret og lyste velsignelsen over det efter luthersk Ritual.

Prinsesse Marie var en viljestærk kvinde, og der blev truffet den usædvanlige aftale, at drenge født i ægteskabet skulle opdrages luthersk, mens piger skulle opdrages katolsk. Dengang havde Danmark en rent mandlig arvefølge, så kun drenge kunne komme i betragtning til tronen.

Parret fik fire sønner og en datter, Margrethe (1895-1992), der i henhold til aftalen blev opdraget og gift katolsk, og som i øvrigt levede i enkestand i 30 år i sit fødeland som et levende eksempel på undtagelsen, der bekræfter reglen. De to katolikker, der siden er blevet gift ind i det danske kongehus, prins Henrik og prins Joachims anden hustru, prinsesse Marie, er begge konverteret.

Den glücksborgske pligtfølelse er naturligvis også gået den anden vej, om man så kan sige. Da den senere Christian IXs næstældste søn, prins Vilhelm, blev valgt til konge af Grækenland i 1863 under navnet Georg I, måtte han naturligvis konvertere til den græsk-ortodokse tro. Som kuriosum kan det nævnes, at Georg Is barnebarn prinsesse Olga i 1922 brød en kortvarig forlovelse med sin granfætter kronprins Frederik, den senere Frederik IX. Hendes officielle begrundelse var, at hun ikke kunne komme overens med den evangelisk-lutherske tro. Sandheden var nok den, at der var tale om en gemytternes uoverensstemmelse.

En af Christian IXs døtre, Dagmar, var udset som brud for den russiske tronfølger storfyrst Nicolai. Nicolai døde imidlertid helt uventet i 1865 på et tidspunkt, da den danske prinsesse allerede var påbegyndt sin konversion til den russisk-ortodokse kirke. Det var vanskeligt nok, men en tilbagevenden til den lutherske tro blev betragtet som umulig. Løsningen blev, at hun blev forlovet med den nye tronfølger, Nicolais lillebror Alexander, med hvem hun indgik et efter sigende lykkeligt ægteskab i 1886.

Om de danske kongeliges personlige fromhedsliv ved vi som regel meget lidt. Knud J.V. Jespersen har til brug for sin biografi om Christian X ganske ekstraordinært fået adgang til kongens dagbog, hvoraf det fremgår, at kongen tog sin kristendom meget alvorligt. Han var også kendt som en flittig kirkegænger. Han gjorde udadtil indtryk af at være ikke så lidt af en træmand. En næsten ukendt side af kongen blev afsløret under den radiotransmitterede åbning af Rigsdagen efter befrielsen den 9. maj 1945. Kongen holdt en kort tale, og hans i forvejen lidt svage stemme knækkede af bevægelse, da han citerede Grundtvigs digt om slaget på Isted Hede:

Guds fred med vore døde/ i Danmarks rosengård!/ Guds fred med dem, som bløde/ af dybe hjertesår.

Det afslørede en følsomhed eller sågar en sentimentalitet, der var ukendt for mange.

Christian X betragtede sig som sin konservative farfars arvtager. Hans egen far, Frederik VIII, var i sammenligning nærmest liberal og i øvrigt ikke så lidt af en libertiner. Han var fast abonnent på Politiken, fra den første dag bladet udkom i 1884.

Frederik VIIIs dronning Lovisa derimod var meget religiøst vakt, og det var antagelig fra hende, at Christian X havde sin sentimentale åre, selvom han ganske givet ikke selv ville indrømme det. Dronning Lovisa forblev lidt af en fremmed fugl i det danske kongehus. I et moderne sprog ville vi sige, at hun slet og ret blev mobbet, ikke mindst for sin religiøsitet.

Vores nuværende dronning er også en flittig kirkegænger og kyndig i teologiske spørgsmål, mens hendes sønner ikke udviser samme interesser. Men der er ingen tegn på, at forbindelsen mellem kongehus og kirke vil blive løsnet. I takt med, at folkekirkens særstatus i henhold til Grundloven er kommet under kritisk belysning, og den religiøse mangfoldighed er taget til, vil det imidlertid blive nødvendigt at kigge på kongehusets forhold til kirke og tro.

Der er ingen tvang for andre end regenten selv og den lille omkreds af familiemedlemmer, der i hendes fravær fungerer som rigsforstandere, til at være evangelisk-luthersk. Hvis kongehuset fortsat skal fungere som samlingspunkt for et land, hvis religiøse enhedspræg er under nedbrydning, er der faktisk inden for det gældende regelværk plads til en del mere mangfoldighed, end tilfældet er, uden at traditionen sættes over styr.

kultur@k.dk