Kongerigets ældste højskole

Bøger: Uldum Højskole markerer sit 150-års jubilæum med en glimrende udgivelse om højskolen

Uldum Højskole er den ældste højskole i Danmark - altså i kongeriget, for Rødding lå som bekendt i Sønderjylland, dengang hertugdømmet Slesvig. Det var Rasmus Sørensen, skolelærer og politiker, der begyndte skolearbejdet i Østjylland. Rasmus Sørensen måtte snart give op, men skolen i Uldum fortsatte, ofte under beskedne rammer og med hurtigt skiftende ledere, men dog med en kontinuitet, så man med god begrundelse kan notere et 150- års jubilæum. Fra 1911 til 1963 blev skolen ejet og ledet af først Svenning Pedersen og senere Johs. Laursen Vig, og Uldum fik i dette halve århundrede en solid forankring som en almen grundtvigsk skole, måske ikke blandt dem, der udadtil satte dagsordenen, men placeret midt i højskolens hovedstrøm. Den tidligere lærer på Uldum, Else Lidegaard, har her ved jubilæet skabt en bog, der giver et kalejdoskopisk billede af Uldum Højskole, især de sidste tre-fire årtier. Tidligere og nuværende forstandere, lærere og formænd kommer til orde, og man følger skolen gennem de bølgegange, der har præget højskoleverdenen siden det opbrud, der skete, da man ikke længere var selvfølgeligt forankret i landbosamfundet med karle og piger og et sæt af normer og værdier, der som en selvfølge udsprang af det gode bondehjem. Det er godt gjort. Man fejer ikke problemerne ind under noget gulvtæppe, men man får gennem de forskellige beretninger et godt indtryk af ikke blot problemerne, men også hvordan man har hævdet de bærende grundtvigske værdier netop under de ændrede udfordringer. Der bliver undervejs talt om en »Uldum-linje«, skabt i skæringspunktet mellem flere impulser, men stadig fastholdt som en almen grundtvigsk skole. Og det er også budskabet her i jubilæumsåret. Man skal fortsat møde eleverne, der hvor de befinder sig, for så at give dem muligheder for at udvikle sig sammen med andre, i et fællesskab og med det mål at udvikle den forpligtede personlighed. At metoder og midler har ændret sig over de 150 år rokker dybest set ikke så meget ved det mål, der også var Rasmus Sørensens. Man bliver i godt humør af at læse bogen om Uldum Højskole - ikke fordi det er en ubrudt succeshistorie, men fordi den fortæller om en skoleform og dens mennesker, som vi ikke rigtig kan tænke os fraværende fra den danske virkelighed både tidligere og nu. Helge Hansen og Else Lidegaard: Uldum Højskole 1849-1999. 136 sider. 148 kr. Uldum Højskoles Forlag.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Mendelssohn: A Midsummer Night's Dream. Piano Concertos

kr. 119,00 Køb

Leonard Bernstein Collection. Vol 1.

kr. 799,00 Køb

HJERTET HAR ALTID DET SIDSTE ORD

kr. 249,00 Køb

Valfart til Hildegards klostre

kr. 6.695,00 Køb

Bachs mesterværker

kr. 699,00 Køb

En smuk og historisk rejse til Tyrkiet

kr. 12.995,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.