Måske skal man have været ansat på en avis for at få den fulde nydelse af romaner, der handler om det brogede liv på en redaktion og de ofte sjove, hidsige og kaotiske diskussioner på et redaktionsmøde. Jeg har i hvert fald nydt at læse den nye roman af den italienske forsker og forfatter Umberto Eco, som født i 1932 må siges at være ”still going strong”.
Ecos roman er også særdeles italiensk. Den handler indirekte om hele den italienske efterkrigshistorie fra Mussolinis fald og henrettelse i krigens sidste år til romanens nutid i 1992. Den nævner ikke Silvio Berlusconi, men måske handler den også om ham, som først gik aktivt ind i politik i 1994.
Plottet i ”Nr. 0” er, at en opadstræbende pengemand vil grundlægge en ny avis ved navn Domani (I morgen). Den skal have en indkøringsperiode på et helt år, hvor den ikke udkommer rigtigt, men blot udgiver prøvenumre. Dem vil pengemanden så vise til de bedre kredse inden for finansliv og politik med den hensigt at skræmme dem ved udsigten til kritiske afsløringer. Dermed kan han selv få adgang til de samme kredse, og så vil han skrinlægge avisprojektet, der har tjent sit formål. Chefredaktør Simei vil imidlertid gerne gardere sig, så derfor ansætter han en falleret akademiker, Colonna, til at skrive en bog om livet på avisen i dette prøveår. Det skal være et dokumentarisk heltekvad, der besmykker det fingerede avisarbejde og må give offentligheden indtryk af, at avisen blev lukket ned på grund af politisk pression. Det ene bedrag lægger sig oven på det andet, og det kan være svært at gennemskue, hvem der arbejder med og mod hvem.
Colonna er romanens jeg-fortæller og hovedperson, og vi følger hans daglige gang på avisen, de kostelige redaktionsmøder om de mange historier, der aldrig skal blive til noget, afsløringer, horoskoper, nekrologer, og det dér interesserer altså absolut ikke vores læsere! De fleste af journalisterne er lige så røgede og spegede som Colonna selv, og han tager derfor ikke så meget notits af, at Braggadocio er meget optaget af konspirationer og kommer på sporet af den helt store italienske sammenhæng, hvor alt hænger sammen: Mussolini blev aldrig henrettet, det var en stand-in, den rigtige Il Duce flygtede til Argentina, og skumle kredse har i årtier ventet på at bringe ham tilbage til Italien. Alt hænger sammen i den italienske efterkrigshistorie: De Røde Brigader, P2, Gladio, mordet på Aldo Moro, måske-mordet på pave Johannes Paul I, Vatikanets hemmelige gange og transaktioner, bankmænd der findes hængt under broer i London, anti-kommunistiske Stay Behind-grupper spredt ud over hele Europa og så videre.
Det er kostelig læsning, og forskerhjernen Eco, der i forvejen har et encyklopædisk temperament, har tydeligvis moret sig med sig at få det hele til at hænge sammen i én stor konspiration, der er så lang som støvlelandet selv. Men morskaben optræder selvfølgelig på den dystre baggrund, at en del af begivenhederne faktisk har fundet sted, og at man aldrig helt kan være sikker på, om det står endnu værre til med den politiske kultur i Italien.
Da Braggadocio bliver fundet knivdræbt i en gyde i Milano, går det op for Colonna, at der måske alligevel er noget om snakken, og så er han pludselig selv i fare, for slet ikke at tale om den søde journalistkollega Maia Fresia, som han har forelsket sig i, selv om hun måske lider af Aspergers syndrom. På den anden side er alle jo lidt sære på avisen Domani, og jeg kan varmt anbefale et lille praktikophold, hvor man læser denne charmerende roman og indsnuser atmosfæren omkring redaktionsbordet i Milano.