Kort om nye børnebøger

Læs kort nyt om tre børnebøger

Læs om tre nye børnebøger
Læs om tre nye børnebøger. Foto: Forside fra bog.

Børn bliver dummere i sommerferien. Det viser en amerikansk undersøgelse. Børnene keder sig og glemmer det, de har lært især matematikken, hvor der mangler en hel måned, når de kommer tilbage på skolebænken. Hvordan man regner det ud, ved jeg desværre ikke. Men godt er det ikke. Godt er det derimod, at voksnes begavelse ikke skal undersøges nøjere, efter at vi har ligget i ugevis på stranden eller kedet os i et sommerhus i regnvejr. For så vældig klog, bliver man heller ikke af at læse krimier og løse kryds og tværs. Man har behov for at slappe af, siger De? Ja, sagen er, at det har børn vel ikke mindre de er jo også en slags mennesker. Men slappe af kan de heldigvis med en god bog enten for sig selv eller sammen med en voksen.

Meget velegnet til oplæsning er Thorstein Thomsen og Birde Poulsens Blyantens historier, der begynder med ordene: Der var engang en blyant, der gerne ville være forfatter. Og så går blyanten ellers i gang med at tegne og fortælle, indtil der er 33 historier, der alle på den ene eller den anden måde handler om blyanter naturligvis! Det er små eventyr af fineste kvalitet finurlige uden at være fortænkte smukt illustreret i et flot, blyantsaflangt format. Blyanten har tydeligvis læst H.C Andersen, når den digter om det særlige forhold imellem blyant og blyantspidser, om den tomme flaske, der står i en baggård og længes efter at blive fyldt op med et eller andet helt vidunderligt og til sidst bliver til en flaskepost med et kærlighedsdigt i, og om guldblyanten og saksen, der ser så forskelligt på livet i skuffen, indtil også saksen oplever at kunne bruges til noget smukt. Og mon ikke farveblyanterne, der hjælper til med illustrationerne, har set Oluf Høsts malerier af Bognemark, når de skal tegne solen, og det bliver til et billede af en bondegård med aftenlyset bagfra ind igennem et enkelt vindue. Men blyanten har bestemt sin helt egen stil, der inviterer til selv at komme i gang med at finde på. Læs historierne for de seks- til niårige; de vil spidse ører og bagefter blyanter.

Thorstein Thomsen: Blyantens historier . Illustreret af Birde Poulsen. 80 sider. 269, 95 kroner. ABC Forlag.

Mest til at læse selv fra 10 år og opefter er debutanten Kit A. Rasmussen serie om William og Athena, der som første bind har Kejserens hemmelighed. Andet bind udkommer fornuftigvis samtidig, for det går hurtigt, når børnene først er ankommet til den arkæologiske udgravning uden for Beijing, hvor en kejserlig grav fra 1500-tallet netop er blevet åbnet, og det viser sig, at der er et lig for meget. I kapitler, der lader synsvinklen skifte imellem teenagepige og -dreng, er man vidne til overmåde dramatiske begivenheder alt sammen fortalt i et tempo, der ikke hele tiden virker lige afstemt med forfatterens ambition om også at give et indblik i de to hovedpersoners familiebaggrund og aktuelle problemer. Man står en smule fortumlet tilbage, da flyet er lettet på vej til Egypten og andet binds udforskning af Gravens forbandelse, men man vil egentlig gerne med videre. Interessen er vakt, og idéen om en klassisk spændingsserie for større børn til en pris, der er til at betale, er rigtig god, når det handler om at fastholde de børn, der har lært at læse, men skal have en god grund til at blive ved.

Kit A. Rasmussen: Kejserens hemmelighed. William og Athena 1. 155 sider. 99,95 kroner. Høst & Søn.

En grund til at læse Raymond Chandlers romandebut behøver man ikke søge længe efter, for Den store søvn er med rette en klassiker og ikke bare inden for kriminallitteraturen. Det er nemlig ikke intrigen, der er det mest imponerende; det er derimod den sproglige overlegenhed, hvormed forfatteren formår at skabe en mørk og mystisk stemning og samtidig lade personerne træde lyslevende og knivskarpt frem for læseren. Både stemning og persontegning er på fornem vis bevaret i den bearbejdede version, der med tekst af Oscar K. og illustrationer af Dorte Karrebæk er udkommet i serien Illustreret Verdenslitteratur. Teksten giver præcist udtryk for jeg-fortælleren, detektiven Phillip Marlowes iagttagelser og rå, underspillede humor, og illustrationerne udmærker sig især ved en række formidabelt udleverende portrætter af overklassepiger og storforbrydere i frit fald. Bogen er egentlig lavet til undervisningsbrug i folkeskolens ældste klasser og derfor kan man kun irriteres over den sjuskede korrektur men skam få det voksne menneske, der ikke fluks forsager eget tidsfordriv for sammen med de unge at læse romanen i denne nye udgave. Bagefter kan alle passende se Sternwoodmysteriet den ligeledes genreskabende film noir fra 1946 med Humphrey Bogart og Lauren Bacall i hovedrollerne. Det er krimi og kryds og tværs i ét. Og adspredelse af den mest velbegavede slags.

Raymond Chandler: Den store søvn. Fortalt af Oscar K. Illustreret af Dorte Karrebæk. 96 sider. 243, 75 kroner. Dansklærerforeningens forlag.

kultur@k.dk