”Star Wars VII: The Force Awakens” er en mættet collage af spirituel inspiration blandet med nazistisk æstetik og hilsener til vor tids masseødelæggelsesvåben. Ubærlig sorg og frygtelig vrede driver både handling og karakterer i denne syvende film, hvor følelserne er blevet dybere, men meget stadig er det samme.
Den nye instruktør, JJ Abrams, formår nemlig at destillere essensen af det velkendte i universet - John Williams' grandiose musik, scenografien, kampscenerne, temaerne - og samtidig bibringe det en helt særegen tone.
Stormtroppernes brutalitet og barbariske udslettelse af civile i filmens første scener viser hurtigt, at mørket har vundet frem igen. 30 år er gået, siden Darth Vader døde, og Han Solo, prinsesse Leia og Luke Skywalker sidst genoprettede orden i galaksen. Det onde imperium, Den Første Orden, søger nu efter et kort, der vil vise dem vejen til tilintetgørelsen af den sidste Jedi: den forsvundne Luke Skywalker.
Nye og velkendte karakterer pryder filmen. Når Harrison Ford som Han Solo og Carrie Fisher som prinsesse Leia til tonerne af den originale musik træder frem på lærredet, viser det filmenes mytiske værdi, når selv en ikke-inkarneret fan som jeg umærkeligt trækker på smilebåndet og bliver rørt. Han Solo har det drengede grin i behold, men sorgen har mærket hans ansigt.
De nye karakterer - Rey, Finn og Kylo Ren - er bundet af historien, slægtsskab og fællesskab og har dermed en betydning, der rækker ud over dem selv. Det giver fortællingen en stærk klangbund - ikke kun i den mytiske galakse langt, langt væk - men også i vores individualiserede, rodløse samfund. I ”Star Wars” er fællesskabet idealet, og denne syvende film hylder på ny værdier som selvopofrelse og samhørighed.
Båndet mellem generationerne og den nedarvede skyld betones endnu en gang med smertelige resultater til følge. Ondskaben bliver ført helt ud derud, hvor Kraftens livgivende lys for et øjeblik slukkes. Denne dystopi bryder delvist med opbyggeligheden fra de ældre ”Star Wars”- film.
I JJ Abrams episke værk spejler galaksen Bibelens dualisme og den mytiske fatalisme i en besnærende blanding af sublime ”special effects” og stærke menneskelige følelser. Sorgen, vreden og slægternes forbandelse er ekkoer af Shakespeare og Ibsen.
”Star Wars” sanktionerer ikke et bestemt gudssyn, men giver et guddommeligt blik på verden. Den nye film føjer sig fornemt ind i Lucas' første trilogi (IV-VI) ved at give nye generationer et sprog, der kan italesætte livets store spørgsmål. Denne populærkulturelle referenceramme for eksistentiel udforskning af tilværelsen bliver endda stærkere, fordi ekkoerne fra de tidligere værker giver tyngde til fortællingen.
Kampen mellem den gode og mørke side bliver igen på fornemste vis både menneskelig og overstatslig, men der er kommet endnu mere på spil. Det gør ”Star Wars: The Force Awakens” til et forbilledligt værk inden for genren.
kultur@k.dk