Krig giver mænd en funktion

"Mange mænd finder først fred, når de finder en klar funktion, som gør dem nyttige og nødvendige. Derfor finder nogle mænd ligefrem en slags tryghed i at drage i krig," siger forfatteren Lars Husum, der er aktuel med soldaterromanen "Jeg er en hær"

"Jeg tror, at det er helt eksistentielt at kunne acceptere sig selv, uanset om man er kvinde eller mand," siger Lars Husum. --
"Jeg tror, at det er helt eksistentielt at kunne acceptere sig selv, uanset om man er kvinde eller mand," siger Lars Husum. --. Foto: Lærke Posselt/Polfoto.

Forfatteren Lars Husum har et bud på, hvorfor mange mænd er så fascinerede af fodbold, krig og sex. Alle tre ting giver nemlig mænd en kærkommen mulighed for at parkere følelserne uden for mændene selv, mener han.

"Fodboldstadion har erstattet kirken som det sted, hvor mænd godt må være i kontakt med de store følelser. Det er o.k. at skrige afmægtigt eller juble spontant under en fodboldkamp. Og jeg tror, at mænd bruger fodboldklubber som en måde at konkretisere deres følelser på," siger Lars Husum, der selv har det skidt med, at hans fodboldhold, den engelske storklub Liverpool, i skrivende stund ligger til nedrykning i Englands bedste fodboldliga. I efterordet til sin nye roman, "Jeg er en hær", skriver Lars Husum ellers, at bogen er fiktion - bortset fra, at Liverpool er "verdens bedste fodboldhold. Dette er faktum". Og da Kristeligt Dagblads udsendte forsigtigt sår tvivl om dette "faktum" ved at pege på klubbens aktuelle resultater, sukker han dybt og udbryder så, nærmest fortvivlet:

"Det værste er, at Brøndby er det danske hold, jeg holder mest med. Og dem går det også forfærdeligt. Men det er jo ikke kun et holds resultater, der gør et hold stort. Det er dets historie. Liverpool har ikke været engelske mestre i mange år, men det er stadig det hold, der har flest fans i Skandinavien. Det hænger uden tvivl sammen med, at det netop er et hold med en stærk fællesskabskultur. Liverpools slogan er "You never walk alone" (du er aldrig alene, red.). For når du holder med Liverpool, er du med i et stort fællesskab på tværs af aldre og landegrænser."

Det lyder næsten mere som et religiøst fællesskab end en samling fodboldfans ...?

"Det er det næsten også. For det giver jo sammenhold at tro på samme hold."

Midt i favoritklubbernes fiasko kan Lars Husum dog glæde sig over sin egen succes. Hans debutroman, "Mit venskab med Jesus Kristus" fra 2008, blev en bestseller, der foreløbig er solgt til 10 lande og på vej til at blive filmatiseret. Og der er også masser af opmærksomhed omkring hans nye roman,, "Jeg er en hær". Historien handler om to venner, Jakob og Jesper, der bliver udsendt som danske soldater, først i Bosnien og siden i Afghanistan. Og de har det til fælles, at krigen paradoksalt nok giver dem en form for tryghed.

"Hjemmefronten gør dem simpelthen mere usikre. Og jeg tror også, at mange andre moderne mænd føler sig usikre på deres egen rolle og funktion som mænd i parforhold, hvor kvinder typisk er bedre til at sætte ord på deres følelser. Når kvinderne så også er selvstændige på alle andre områder, har mange mænd svært ved at føle sig tilstrækkelige. For hvis manden ikke er den stærke, hvem er han så?", spørger Lars Husum og lader spørgsmålet hænge mellem bogreolerne i københavnerlejligheden et øjeblik, inden han selv fortsætter:

"Mange mænd finder først fred, når de finder en klar funktion, som gør dem nyttige og nødvendige. Derfor finder nogle mænd ligefrem en slags tryghed i at drage i krig. Sådan har min hovedperson, Jakob, det også. Krigen giver ham en funktion. Det er også derfor, at bogen hedder "Jeg er en hær". For Jakob er sin funktion, ligesom mænd nok i højere grad end kvinder føler sig som det, de gør. Min bog handler på den både lige så meget om den moderne mand, som den handler om krig."

Alligevel er der også en anden årsag til, at Lars Husum har skrevet om soldater:

"Da jeg begyndte på bogen, var det også for at give en stemme til den store del af befolkningen, der er berørt af krigen. Når man tæller de pårørende med, er det jo faktisk en betragtelig del af befolkningen, der er berørt af, at Danmark er i krig. Men det fylder næsten ingenting i litteraturen, og jeg ville gerne give en stemme til den del af befolkningen."

Har du selv været soldat?

"Nej, det har jeg ikke. Jeg synes heller ikke, at man skal måle en forfatter på, om man selv har gennemlevet det, som ens karakterer går igennem. Det væsentlige må være, om man kan leve sig ind i det. Man ville jo heller aldrig sætte spørgsmålstegn ved en forfatter, der skrev om skolelærere uden at have prøvet at undervise. Og jeg kan levende leve mig ind i de frustrationer, som mine karakterer har. Jeg har også flere venner, der har været udsendt som danske soldater, og en af dem af været en slags "go-to guy", som jeg i perioder har rådført mig med dagligt undervejs i skriveprocessen, mens flere andre soldater har læst mit manuskript igennem for faktuelle fejl. Men det vigtigste for mig var, at jeg skrev en god roman. Og krig er oplagt dramatisk stof. Det er heller ikke en politisk roman om, hvorvidt krigen er rigtig eller forkert. Den beskriver bare karakterernes problemer, når de forlader krigen, hvor de har en klar funktion i en rolle, de har styr på. Og det kan jeg sagtens sætte mig ind i. For det ville svare til, at man sagde til mig, at jeg aldrig måtte skrive mere."

Selv har Lars Husum været lang tid om at finde sit talent - eller sin funktion i tilværelsen.

"Når jeg ser tilbage på mine teenageår og 20'ere, ligner det én stor famlen efter at finde min funktion, og det har da givet mig en stor fred at finde noget, jeg føler, jeg mestrer. Men i mange år var det virkelig en desperat famlen. Jeg voksede op i Tarm i Vestjylland, det var ikke et mareridt, men på den anden side følte jeg aldrig helt, at jeg passede ind. Og da jeg endelig kom på universitetet som den første i familien, følte jeg mig heller ikke hjemme der. Gennem et halvt år oplevede jeg, hvordan jeg pludselig kunne begynde at græde uden at kunne forklare hvorfor. Men jeg fortalte ingen om det. Det er også er en typisk mandereaktion, tror jeg. Mange mænd har jo svært ved at tale om deres følelser, ligesom de kan blive skræmte, hvis andre mænd åbner sig. I min roman prøver hovedpersonen Jakob at åbne sig over for sin ven, Jesper, efter at de er kommet hjem fra Afghanistan. Det sker, mens de er ude at køre, men da Jakob siger, at han ikke har det så godt, reagerer Jesper ved at køre ind til siden og sige: "Jo, du har. Og så snakker vi aldrig mere om det." Det tror jeg desværre er et typisk udtryk for, hvordan mænd ikke er så gode til at rumme følelser."

Men mænd bør gå mere i krig med deres egne følelser - også uden for fodboldstadionet, mener Lars Husum:

"Min egen vej ud af min krise i begyndelsen af 20'erne var i hvert fald, da jeg helt konkret sagde til mig selv, at jeg egentlig godt kunne lide mig selv. Jeg sagde det højt en dag, mens jeg gik ned ad gaden. Bagefter var det, som om noget havde ændret sig, og mine venner bemærkede det også. For jeg tror, at det er helt eksistentielt at kunne acceptere sig selv, uanset om man er kvinde eller mand."

ohrstrom@k.dk

Kristeligt Dagblad anmeldte Lars Husums roman i lørdags.

Læs anmeldelsen her