Kritik: Der mangler litteratur om provinsen

Romanaktuelle Dennis Gade Kofod efterlyser litterære skildringer af ”den lurende katastrofe i det provinsielle Danmark”

Forfatter Dennis Gade Kofod vil gøre en indsats for, at samtidslitteraturen finder provinsens stemmer.
Forfatter Dennis Gade Kofod vil gøre en indsats for, at samtidslitteraturen finder provinsens stemmer. . Foto: Tor Birk Trads.

Hvorfor er det så vigtigt, at danske forfattere skriver om livet uden for de store byer?

Det ligger mig på særligt sinde, fordi jeg selv bor på Bornholm, hvor jeg dagligt ser problemet udfolde sig. Middelklassen udvandrer fra øen eller rykker sammen i de store byer, og det betyder et socialt og økonomisk forfald for dem, som ikke har mulighed for at flytte. Men lad mig slå fast, at jeg bestemt ikke mener, forfattere er forpligtet til at skrive om den her problematik.

Jeg vil bare gerne gøre en indsats for, at vi finder stemmerne i provinsen. Der er nogle voldsomme ændringer i vores samfund lige nu, hvor flere og flere samler sig i de større byer, og jeg synes, vi skylder borgere i provinsen at fortælle deres historie. Det er påfaldende, at det indtil videre eneste virkelig ambitiøse projekt om emnet er Lars Frosts romantrilogi.

Du nævner i et debatindlæg i dagbladet Information, at forfattere som Vibeke Grønfeldt og Jens Smærup Sørensen skriver om ændringer af livsforhold og den usikre fremtid uden for byerne. Bliver problematikken så ikke allerede belyst?

Ikke helt, for de skriver om det, der skete for en generation eller to siden. Landskabet ser i dag markant anderledes ud end den tid, de to forfattere beskriver.

For eksempel skriver Vibeke Grønfeldt ganske fantastisk om skiftet fra landbrug til industri, men det er et helt andet skred, vi har at gøre med nu.

Hvorfor er det lige netop yngre forfattere, der skal tage fat i emnet?

De ældre forfattere må bestemt også gerne skrive om det, men bemærkningen er affødt af, at Søren Bo Aggerbeck Larsen peger på en række yngre forfattere, som han mener skriver om det.

Det er forfattere, jeg holder meget af, men for mig at se er det ikke det her projekt, de behandler. Men det ville da være spændende, hvis nye forfattere skriver om det, for nogen skal jo tage over fra den ældre forfattergeneration.

I den forbindelse er det faktisk interessant, at der er kommet en række nye forfatterskoler, som ikke er centreret i København, men som har rod i eksempelvis Holstebro og Esbjerg.

Der er også snak om at starte en forfatterskole på Bornholm, så vi kan få flere litterære stemmer herfra.

Tager din nye roman ”Nancy” selv fat i udkantsproblematikken?

Ja, det gør den. Romanen foregår på Bornholm, hvor hovedpersonen forsøger at arbejde sig væk fra det nedre sociale lag, hun kommer fra. Alt imens er øen ved at gå under på grund af magiske kræfter, så middelklassen skynder sig at flygte til fastlandet.

Det er en dystopi, for jeg tror bestemt ikke, Bornholm går under. Men jeg forsøger at beskrive, hvordan udviklingen i Udkantsdanmark kan gå helt galt, og hvad der kan ske, hvis vi ikke gør noget ved problemet.