Krøyers smukke kunstnerhjem er genskabt i ny bog

Marie og Søren Krøyers hjem i Skagen, der i dag er kontorbygninger, er blevet genskabt i ny bog af fotograf og forfatter Henriette Bjarne Hansen

ARKIVFOTO. Marie og P.S. Krøyers hjem er blevet genskabt i ny bog af fotograf Henriette Bjarne Hansen
ARKIVFOTO. Marie og P.S. Krøyers hjem er blevet genskabt i ny bog af fotograf Henriette Bjarne Hansen. Foto: Henriette Bjarne Hansen.

Ifølge Bille August var Marie Krøyer datidens smukkeste kvinde i Danmark, mens hendes berømte mand, P.S. Krøyer, som i virkeligheden hed Søren Krøyer, var datidens mest geniale kunstner. Men de var begge mere end det, mener fotograf og forfatter Henriette Bjarne Hansen, der med en ny bog viser, hvordan parret higede efter skønhed hele livet. De delte en længsel efter æstetisk fuldkommenhed, og sammen formåede de at skabe et enestående smukt hjem, hvor intet var overladt til tilfældighederne.

Oprindelig var det meningen, at Henriette Bjarne Hansens bog, Søren og Marie Krøyers jagt efter skønhed, skulle være udkommet i forbindelse med premieren på Bille Augusts film sidste år, men hendes egne høje krav til æstetisk skønhed forsinkede processen, oplyser Forlaget Udfordringen i en pressemeddelse.

Men nu er bogen her med et rammende motto hentet fra den engelske digter John Keats: Beauty is truth. Truth is beauty, thats all ye know on earth and all ye need to know. (Skønhed er sandhed. Sandhed er skønhed, det er alt, I kan vide på jorden og alt, I behøver at vide.)

For det var ifølge bogen den sandhed, Marie og Søren Krøyer levede efter, og det prægede også deres hjem i Skagen. Henriette Bjarne Hansen, der også er fotograf, har rekonstrueret hjemmet gennem sine fine fotos i bogen. Og i bogens efterord undrer hun sig over, at det enestående kunstnerhjem ikke bliver anvendt som museum, når huset faktisk stadig er i god stand. I stedet bliver det brugt som kontorbygning, og det ærgrer Henriette Bjarne Hansen:

Det ville have været et af de stærkeste minder overhovedet om Søren og Marie Krøyers fælles kærlighed til det at skabe skønhed omkring sig, skriver Henriette Bjarne Hansen, der altså i stedet har skabt sit eget minde om parret gennem bogen.