Kultur skal ryste og chokere. Ellers kan det være lige meget

2”Jeg mener virkelig, det er en synd at håne, spotte og latterliggøre folks tro. Det er det eneste, de ...

”Jeg mener virkelig, det er en synd at håne, spotte og latterliggøre folks tro. Det er det eneste, de har tilbage, når grunden for alvor skrider,” mener forfatter Flemming Chr. Nielsen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Herman Melvilles ”Moby-Dick” er den bog, som har gjort størst indtryk på forfatter og oversætter Flemming Chr. Nielsen. Han har her i efteråret afsluttet sit projekt med oversættelsen og udgivelsen af Melvilles samlede værker i seks bind

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Det er en genlæsning af Knut Hamsuns formidable August-trilogi (”Landstrygere”, ”August” og ”Men livet lever”), men et par dage efter faldt mit blik på hans hyldest-nekrolog over Hitler, og det er så frygteligt tragisk, at en af verdens største digtere har skrevet den. Et eller andet sted er det måske forståeligt, at småfolk som Scherfig, Hans Kirk og Andersen Nexø kunne hylde Stalin, men tænk, at nordmanden med en tryllefløjte i sit sprog bøjede hovedet i respekt for Hitler! Og så netop en landstryger som Hamsun? Hvorfor ikke en eller anden kontormands-forfatter?

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Uden tøven Herman Melvilles ”Moby-Dick”. Mange har vist svært ved at komme igennem de næsten leksikalske afsnit om hvaler, men jeg ville ikke undvære dem, for det meste af det om hvaler handler jo om Gud, om menneskers forsøg på at begribe hans tavshed, hans væren/ikke væren, hans fravær, hans uudgrundelighed. Hvor meget vi så dissekerer ham, når vi ikke dybere ned end til hans hud, står der et sted om hvalen. Vi kender ham ikke og vil aldrig lære ham og hans ansigt at kende, og lige efter henviser Melville til det sted i Anden Mosebog, hvor Herren siger til Moses: ”Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se.” Næsten alle de kapitler om hvaler drejer sig i virkeligheden om Gud. De er en jakobskamp med religiøse gåder, som efter min mening aldrig siden er overgået.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet lige nu?

Jeg kender ikke meget til det. Jeg har stort set ikke været i biografen siden 1997. Da så jeg Kenneth Branaghs ”Hamlet”, og den rystede mig sådan, at jeg blev siddende stum og betaget, da alle andre myldrede ud lige efter tæppefald. Kontrolløren troede, at jeg var blevet syg, og han tilbød at ringe efter en ambulance. Syg var jeg ikke. Jeg var bare overvældet. Og jeg kan stadig og specielt huske opportunisten Polonius, for jeg synes, jeg dagligt møder ham i dansk og international politik og alle andre steder.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Ja, læsningen af Søren Kierkegaards enmands-tidsskrift ”Øieblikket”. Det gav mig et alt, alt for skarpt blik for menneskeligt hykleri i alle dets former. Og de spørgsmål, han stiller, er aldrig rigtig besvaret. Øieblikket har i hvert fald formet min mistro til fede ord, hvad enten de er kirkelige eller politiske. Jeg ved godt som tidligere lederskribent på en avis, hvor uhyre let det er at skrive fede ord og knibe udenom. Det er langt sværere at handle. Derfor har jeg næsten ingen tillid til ord og meninger. Men jeg beundrer og respekterer i den grad folk, der handler: nødhjælpsarbejdere, læger uden grænser, brandfolk, livreddere og så videre.

Hvem har du senest været til koncert med?

Jeg er frygtelig ked af, at jeg er tonedøv. Jeg har ulykkeligvis ikke noget forhold til musik. Jeg har overvejet, om det var en skavank, der kunne helbredes, for jeg er dybt flov over den. Jeg skammer mig. Jeg ville ønske, at jeg kunne nyde musik i samme grad som ord og sætninger.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Ja, nyere dansk malerkunst. Jeg er amatør på området, men for eksempel Albert Bertelsens monumentale landskaber, kirker og bøndergårde er dybt fascinerende. Og hans mennesker, der i sig selv er landskaber.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Igen og med sorg i sjælen: musik. Og så de arrangementer, hvor kultur opfattes som tidsfordriv og underholdning, og hvor du konverserer og nipper til et glas i pausen. Det kan jeg slet ikke med. Kultur skal ryste og chokere. Ellers kan det være lige meget, og du kunne lige så godt stå og klappe ad en urtepotte.