Kulturkanon og lidenskab

Kulturminister Bertel Haarder (V) har lanceret et nyt kanonprojekt. Det kan være en udmærket idé, men spørgsmålet er, om den kommer til at virke. Og skulle man ikke lige få de eksisterende kanoner til at fungere, før man sætter nye i verden? Foto: Petra Theibel Jacobsen

Litteratur kan man ikke undervise i, som om det var den lille tabel eller det periodiske system. Skal det give nogen mening, må nogen være lidenskabeligt optaget af de tekster, som det hele drejer sig om
Lars Handesten

Bertel Haarder vil have en ny kulturkanon. Men sporene fra de allerede eksisterende litterære kanoner skræmmer, skriver Lars Handesten

Kulturminister Bertel Haarder (V) har lanceret et nyt kanonprojekt. Nu skal danskernes immaterielle værdier diskuteres, vurderes og kanoniseres. Det skal styrke den nationale sammenhængskraft og gøre os bevidste om og stolte over vores eget værd. Det kan være en udmærket idé, men spørgsmålet er, om den kommer til at virke. Og skulle man ikke lige få de eksisterende kanoner til at fungere, før man sætter nye i verden?

Bertel Haarder satte selv det første litterære kanonudvalg i gang i midten af 1990'erne. Det kom også med en rapport med synspunkter og anbefalinger, og den blev så syltet og fik ikke den store effekt. Bedre gik det med den litteraturkanon, som så dagens lys i 2004. Her fik man lavet en obligatorisk kanon for folkeskolen og gymnasiet, som i let revideret form stadig er gældende.

Jeg har selv i både første og anden omgang været med til at argumentere for en litterær kanon, der kunne fungere som et forsvar for den ældre litteratur i skolesystemet. Den er nemlig godt trængt af alle mulige aktuelle emner, som det er mere ligetil at argumentere for vigtigheden af i undervisningen. Den obligatoriske kanon kan skabe et frirum for den ældre litteratur, idet tiden til at beskæftige sig med den skulle være sikret af bekendtgørelser og undervisningsvejledninger.

Men noget er gået galt. Hvert år får jeg et nyt hold studerende i dansk på universitetet, og det er med stadig stigende forundring, at jeg - og mine kolleger - må konstatere, at de studerendes forkundskaber i litteratur bliver dårlige og dårligere. Har de gennemgået nogle af de gamle tekster i folkeskolen og gymnasiet, så har de i hvert fald ingen erindring om dem og heller ikke om navnene bag. Det er altså ikke stof, der er levende i deres erindring. Det kan godt være, at de har været igennem noget af det, sådan som de skal ifølge bekendtgørelsen. Og mange af dem kommer også med tårnhøje karakter, så man må formode, at de i hvert fald kunne stoffet, da de gik til eksamen. Men det er ikke stof, der har sat sig nogen særlige spor, og det synes glemt, i samme øjeblik karakteren blev givet. Det er ikke et stof, som sidder tilbage som aktiv viden og erfaring, når de starter på universitetet.

Automatsvaret på det problem er at bede om flere penge til mere undervisning. Der er bestemt ikke overvældende megen tid til dansk litteratur i de gymnasiale uddannelser med de 43 lektioner årligt, der optimalt er afsat til denne del af faget. I princippet går halvdelen af undervisningstiden i dansk med litteratur, mens sprogundervisning fylder en tredjedel og medieundervisning en sjettedel. Men jeg tror ikke, at mere tid i sig selv vil løse nogen problemer, fordi det ikke bare handler om flere timer, men om engagement og lidenskab.

En obligatorisk litteraturkanon har hele tiden stået i fare for at udvikle undervisningen til et rent ydre og formelt anliggende. Man skal undervise i mindst en tekst af Søren Kierkegaard og Inger Christensen, og det kan jo hurtigt overstås, hvis ikke man tager det alvorligt. Det er i praksis bare en lille tekst og et flueben, der skal sættes på en liste. Sådan en farce kan enhver obligatorisk undervisning ende i. Men det behøver selvfølgelig ikke være tilfældet. Det kan gøres med lyst, og det kan opfattes som en pædagogisk udfordring af den mere spændende slags. Fra første færd og i sidste ende handler det om både lærerens og elevernes engagement i de kanoniske tekster. Det tror jeg, man har været alt for lidt fokuseret på.

I kølvandet på litteraturkanonen i 2004 blev der lavet tekstantologier, og man diskuterede noget om, hvordan man kunne formidle de ældre tekster. Men man fik egentlig aldrig engageret lærerne over en bred kam i selve litteraturen. Man forsømte at tale om litteraturen ud fra et personligt og eksistentielt perspektiv og gjorde det hele til en pædagogisk projekt.

Litteratur kan man ikke undervise i, som om det var den lille tabel eller det periodiske system. Skal det give nogen mening, må nogen være lidenskabeligt optaget af de tekster, som det hele drejer sig om. Nogen må føle sig berørt af litteraturen og have lyst til at dele sin begejstring og sine tanker med andre. Kun sådan kan der komme nogen ægte og varig sammenhængskraft ud af alle bestræbelserne. Sådan set burde man sende de lærere, der skal undervise i litteratur, på højskole i stedet for pædagogiske kurser, for en kánon uden lidenskab er som en kanón uden krudt - intet værd i sig selv. Og sådan set er der rigeligt at gøre med de kanoner, der allerede findes, for de fungerer ikke efter hensigten.