Kulturlivet mangler tro på egne visioner

DR, bogmarkedet og den klassiske musikverden undergår for tiden en forandring, hvor de kommercielle interesser spiller en stadig større rolle. Det taber alle på i sidste ende

"Inden for den klassiske musik er kontinuitet også af største vigtighed, hvis man ønsker, at den kunstneriske barre konstant skal hæves. Et godt eksempel er DR SymfoniOrkestret, som grundet stærk kontinuitet og fokus på kunstnerisk udvikling er nået op i eliten", skriver Jakob Holm.
"Inden for den klassiske musik er kontinuitet også af største vigtighed, hvis man ønsker, at den kunstneriske barre konstant skal hæves. Et godt eksempel er DR SymfoniOrkestret, som grundet stærk kontinuitet og fokus på kunstnerisk udvikling er nået op i eliten", skriver Jakob Holm. . Foto: Leif Tuxen.

I de her år er det danske kulturliv udsat for en gennemgribende kommercialisering. Det vil sige, at flere og flere kulturprodukter udelukkende bliver vurderet ud fra, hvordan de klarer sig i forhold til handelsmæssige principper.

Man kan tage bogmarkedet, der er blevet liberaliseret, hvad der har medført en fri prisdannelse og en øget fokus på bestsellere fra både publikum, medier og en salgskanal som supermarkedet.

LÆS OGSÅ: Unge snydes for klassisk musik

Man kan tage den klassiske musik, hvor P2 nedlægges, og hvor de netop afgåede chefdirigenter Thomas Dausgaard og Michael Schønwandt advarer mod den uhensigtsmæssige udvikling, de oplever for deres nu tidligere orkestre DR SymfoniOrkestret og Det Kongelige Kapel.

Man kan tage en institution som DR, der tidligere holdt den kulturelle fane højt, men nu har udgrænset de kulturfaglige programmer fra den primære sendeflade på DR1. Det eneste, der åbenbart tæller i et kommercialiseret kulturliv, er salgstal, antal solgte billetter, antal seere og medieeksponering. Ord som kvalitet, fordybelse og kontinuitet er fraværende i den sammenhæng.

Nu kan man være modstander af kommercialiseringen af ideologiske grunde, men det er ikke tilfældet for denne skribent. Det handler tværtimod om, at man til stadighed oplever en eklatant mangel på holdninger og en generel forvirring i forhold til de valg, man skal træffe. Og det skyldes, at man i stedet for at stå fast på det, man selv står for, har travlt med at tækkes forbrugerne af frygt for, at udviklingen skulle løbe ens næse forbi.

Pludselig farer krimi-bølgen over landet med det resultat, at alle forlag nu pludselig vil udgive krimier (uanset om man har afsmag for dem), og på samme måde er man i alle medier, inklusive DR, voldsomt optaget af, hvad forbrugerne vil have, i stedet for at give folk det, man selv ser som sin vigtigste mission.

Det er især absurd set i lyset af, at alt viser, at fremtidig succes i stigende grad er betinget af, at du har noget på hjerte jævnfør for eksempel nærværende avis succes med at fastholde og udvide læserskaren i en tid, hvor avismarkedet er presset. Troværdighed bliver på den måde afgørende for, om man bliver til- eller fravalgt af forbrugerne.

Optagetheden af salgstal/seertal nu og her indebærer desværre også, at man kun er interesseret i at vise et succesfuldt øjebliksbillede. Og det er grelt, for kontinuitet er essentielt i udviklingen af større visioner inden for kunst og kultur: En forfatter topper måske først med sin femte bog, men får vedkommende i fremtiden i det hele taget lov til at udgive så mange bøger, hvis succesen helst skal være der med det samme?

Inden for den klassiske musik er kontinuitet også af største vigtighed, hvis man ønsker, at den kunstneriske barre konstant skal hæves. Et godt eksempel er DR SymfoniOrkestret, som grundet stærk kontinuitet og fokus på kunstnerisk udvikling er nået op i eliten.

Før orkesterchef Ole Bækhøj kom til, sad Per Erik Veng 19 år på posten, og i de seneste 7 år har chefdirigent Thomas Dausgaard givet orkestret en knivskarp profil både klangligt og repertoiremæssigt, blandt andet på grund af opdyrkelsen af nyt og ukendt musikalsk land. Et år uden chefdirigent før den snart 80-årige, nye, vel næppe specielt sultne chefdirigent Rafael Frühbeck de Burgos træder til på en treårig kontrakt, er i den sammenhæng ikke betryggende.

Når kunst og kultur kun anskues med kommercielle briller, ender det desværre også altid som et demokratisk projekt forstået på den måde, at succeskriteriet er mest muligt til flest muligt, hvorimod stor kunst altid vil være diktatorisk i sit udgangspunkt. Tænk, hvis en kunstner som Lars von Trier havde mere travlt med at tænke over antal solgte biografbilletter i stedet for at realisere sine enestående visioner? Nu skal man ikke granske hans motiver for de aparte udtalelser, han kom med i Cannes, men lur mig, om det ikke også var det, han refererede til, da han talte om at forstå Hitler og være glad for Speer denne evne til kompromisløst at forfølge en vision.

På den baggrund kan man godt konstatere, at det er et uomtvisteligt faktum, at kommercialiseringens fortsatte indtrængen i snart sagt ethvert hjørne af kulturlivet på sigt vil give os et langt mere forudsigeligt, leflende og indholdsfattigt kulturliv.

Det kan ikke være anderledes, når kulturproducenterne oftere og oftere optræder som forvildede høns i jagten på Britta og Claus eller hvad man nu har navngivet sin målgruppe af gennemsnitsdanskere.

kultur@k.dk