Det er næsten skamfuldt, at jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med den norske forfatter Ingvild H. Rishøis (født 1978) noveller. For hun er en fuldkommen enestående forfatter. Hvem kan man sammenligne hende med? Ingen. Alligevel skimtes små lysende reflekser af Astrid Lindgrens ”Søndeneng”, Herman Bangs ”Tine”, Roy Jacobsens ”Vidunderbarn”, Per Petterssons ”Ud og stjæle heste” i en skønsom blanding af realisme, impressionisme og eventyr.
Her er noget så sjældent som en forfatter, der kan minimere sig selv, træde til side for sit eget talent, sin historie, sine personer, sit stof, sine guldvægtsfine virkemidler, og dermed få dørløs adgang til de mest hjerteskærende menneskelige væsner. Mærke dem til skind og ben, antyde en historie, større end deres egen skygge - uden at sovse dem ind i snusfornuftige forklaringsmodeller eller socialrealistiske bombasterier.
”Vinternoveller” består af tre noveller, en kortere og to lange. Tilsvarende præger bare tre farver bogens grafik: sort, hvid og rød. Så enkelt er livet, når det i Ingvild H. Rishøis verden koges ned til det absolut nødvendige: sort som nederlag, fortid og mindreværd. Hvid som uskyld og håb. Rød som kærlighed. Der er ikke mere og derfor naturligvis meget, meget mere.
”It's all one song” synger den canadiske sanger Neil Young. Sådan er det også for Rishøi. I grunden handler alle noveller om det samme. Om forpjuskede mennesker, der er faldet ud i verden, socialt, familiemæssigt, personligt, og hvis eneste grund til at gå videre er det barn, de skal beskytte med deres store kejtede hjerter og alt for små hænder. Sådan et barn, der tilfældigt er undfanget en beruset nat i en fremmed lejlighed. Men som alligevel dumper ned fra himlen som en ufortjent gave. Her er jeg!
Vi hører om den enlige mor, der har hentet sin datter i børnehaven og må gå hjem i silende regn, fordi hun hverken har penge til bus eller mad. Men alligevel med det yderste af neglene søger at trylle verden lys for sit barn. Vi møder den far, der lige er kommet ud af fængslet og for alt i verden vil gøre det rigtige for sin lille søn, der om aftenen skal på besøg for første gang i lang tid. En ny pude skal han have. Men hvordan køber man en pude, når man ikke aner, om den skal være hård eller blød? Og vi følger en storesøsters flugt ud i mørke, iskulde og snedriver med sine to små søskende, da hun finder ud af, at hun skal fjernes fra hjemmet. For de vil gå under uden hende.
Ingvild H. Rishøis ”Vinternoveller” er noveller i klassisk forstand. Fordi de introducerer et vendepunkt, skærer et snit af verden i det afgørende øjeblik, hvor alting begynder eller ender. Det er vinter, regn, sne og mørke. Man kan dø i det vejr. Og man kan dø i de vendepunkter. Vinklen er den voksnes. Med de sidste kræfter rækker de ud mod det barn, der på én gang er håb og undergang.
Og mens hvert ord er på de udsattes side, er de samtidig så realistisk rå og usentimentale, at enhver nuværende og kommende socialminister burde læse med. Det er de mennesker, der i dagens politiske debat kaldes ”byrder” for os andre, som her må bære de allerstørste. Helt alene.
Men Ingvild H. Rishøi er også en håbets engel. For midt i afmagten fejer en kærlighedens sommervind ind over siderne. Ikke blot mellem den voksne og barnet, men som en overrumplende hjælp udefra. Og det er nok det stærkeste budskab i denne samling. At det gode menneske findes, der kan gribe ind, når alt brister.
Det er den godhed og dét menneske, der sidder tilbage i læseren, når bogen er lukket og den sidste tåre blæst væk. Hvilken kraft kunst kan have. Det er helt løgstrupsk. For sådan et menneske er vi jo allesammen, hvis vi vil.
kultur@k.dk