»Art Against Stigma: Kunst mod fordomme« hedder den udstilling, som netop nu kan ses på Statens Museum for Kunst i København.
En udstilling med kunst lavet af mennesker med psykiske lidelser. I alt 62 værker, hvoraf de ti er lavet af professionelle kunstnere. Initiativtager til og sponsor for udstillingen, som i løbet af de næste to år vil rejse rundt i verden, er medicinalfirmaet H. Lundbeck A/S - et af erhvervslivets store navne.
Dette har tydeligvis også sat aftryk på selve udstillingens opbygning, som i et forceret forsøg på at gøre kunst til »firmaidentitet« mest af alt ligner en dyr stand i Bellacentret.
Kan man se bort fra den kommercielle gevinst, som altid kan tillægges enhver kulturproduktion, er udstillingen et meget velmenende forsøg på at nedbryde fordomme. Vise en anden side af den sindslidendes verden.
Ikke desto mindre er den også problematisk med en svært gennemskuelig dagsorden. For hvad er det, den vil vise? At verden er fuld af oversete talenter? Eller at sindslidende også kan lave kunst eller det, der ligner?
En livslang affære
Hvis det gælder sidstnævnte, er der sådan set ikke noget nyt i det, i den forstand at kunsten og sindslidelsen har haft en livslang affære. Tænk blot på den romantiske forestilling om kunstneren som en marginaliseret person, knyttet til det mentalt ekstreme.
Det maniske, det depressive, det fuldstændig fordrejede. Tænk på van Goghs underliggende vanvid, tænk på Picassos storhedsvanvid. Kunstneren har næsten altid været defineret i forhold til det grænseoverskridende. Det abnorme. Og kunsten følgende blevet betragtet som det sted, hvor sindet kunne forløses, hvor manien kunne komme til konstruktivt udtryk.
Kunst som terapi, kunst som katharsis. Sådan var det i antikkens Grækenland, og sådan er det åbenbart stadig i dag. Det er i hvert tilfælde den ide, som synes at ligge bag de udstillede værker. At det er her, den sindslidende kan komme til udtryk. Ofte i en meget direkte form, i figurativt maleri holdt i stærke farver med titler som »Angst« og »Desperation«. Hvilket er udmærket og da også relativt interessant - som terapi, som menneskeligt udtryk for følelser, tilstande, som næppe kan forestilles, men kun gennemleves.
Problemet opstår imidlertid, hvis man partout skal kalde det kunst.
Hvis man vil insistere på, at disse kunstnere er at sammenligne med de »professionelle«, som de sammenstilles med. Netop fordi det slet ikke handler om kunst, men om terapi, og kunstbegrebet i den forstand slet ikke er relevant.
Farisæiske tanker, måske, i denne sammenhæng. For hvem kan være imod kunst, som er imod fordomme? Ingen.
Men man kan godt være imod den lidt for kommercielle indpakning af et velmenende projekt.
Art Against Stigma: Kunst mod fordomme. Statens Museum for Kunst. Til den 2. november. Læs mere på www. artagainststigma.org