Kunsten kommer de steder, hvor de store spørgsmål stilles

Betagende udstilling i Tønder af Per Bak Jensens værk

Kunstmuseet i Tønder. Billedet her er fra en tidligere udstilling.
Kunstmuseet i Tønder. Billedet her er fra en tidligere udstilling. . Foto: Stig Nørhald.

”Gensyn” hedder den stort anlagte udstilling, der møder øjet på Kunstmuseet Tønder, i en egn af landet, der passer kunstneren Per Bak Jensens store fotografiske værker godt. De flade, våde, rolige landskaber. Det er en udstilling med retrospektivt tilsnit, og i den fine bogudgivelse, der følger, er det også tydeligt, at der på det personlige plan og billedmæssigt gøres status.

De første fotografier er lavet i 10-årsalderen, og bogen indeholder en slags selvbiografi, der er meget detaljeret og giver plads til en vandring gennem Per Bak Jensens karriereforløb fra lastvognschauffør til den fineste anerkendelse, nogen kunstner kan få herhjemme: Thorvaldsens medalje. Som var vi til banko, og en havde netop råbt ”Ryst posen”, er billederne dalet ned fra deres himmel i et virvar uden særligt kronologisk fokus. Men det gør ikke noget. Den røde tråd findes, gensyn forudsætter, at man har haft et syn, og det har Per Bak Jensen. Både når det gælder ligefremme motiver og de mere religiøst betingede billedsyn.

Hans kunst kræver om ikke forudsætninger, så sommetider en forklaring. Det er, som om han finder tegn i naturen: Nogle genstande er formede som kors, andre peger i retning af, at der er mere mellem himmel og jord end det, der møder øjet. En skulptur i parken eller en bygning er ikke, hvad den giver sig ud for. Hans billeder er stringente og skarpe, farvemættede eller i sort-hvide toner. Grundtonen er mørk. Det er besjælede rum, han søger, objektivt set.

Skribenten og Kierkegaard-forskeren Joakim Garff har udtrykt det fint: ”Bak er tydeligvis tiltrukket af det hellige og har så at sige været henne ved kanten og strirret ned, men det er lykkedes ham at besinde sig og bringe sig selv og sit apparatur på behørig afstand af den magnetisme, der kan udgå fra afgrunde, helligsteder eller bjergtinder.”

Det er sandt. Indtil en stor kræftoperation i 2014 satte sine spor med begrænsningens klare alvor. Kunstneren er erklæret rask, og det er de nyeste syv værker, en kreds af forskelligartede opsummerede og magnetisk stødgivende billeder, man møder i den første af Kunstmuseets række af sakrale sale.

Nu er Per Bak Jensen ikke i behørig afstand længere, men ansigt til ansigt med Gud eller Djævelen. Der er intet filter, det er voldsomme billeder. Og banale i deres ophøjethed.

En cyklus af motiver. Et irret gotisk kirketårn, hvor toppen er skåret brutalt af øverste billedkant, en trækrone, der er så sort, at vi knap kan se den knudrede og arrede stamme af liv, men sagtens alle de sorte forgreninger mod den lyse baggrund, der minder om blodkar i closeup.

Et portræt af en cement-elefant står truende med tomme mørke øjenhuler og ligner en dom på den yderste dag, ligesom titelbilledet på udstillingen ”Gensyn”, der forestiller havoverfladen som set i månelys, mere ligner et farvel til kloden.

Det er et troens billede. For gensyn handler om, at billedets liv ikke slutter, på forsiden af bogen eller i Tønder, vi kan nærme os det igen og igen og undres.

Havet som det jordiske mirakel af glitrende stjernestøv, urplanetens virkelighed undfanget og fastholdt af en kunstner. Vi må håbe, at denne kreds af billeder, for det er en cyklus, kan finde varig plads et sted, eller at der i det mindste er mulighed for et gensyn.

Det glitrende hav vibrerer som en defekt tv-monitor eller et af Nasas uploadede billeder fra rumstationen. Kunsten kommer de steder, hvor de store spørgsmål om ikke afklares, så stilles. Lige nu i Tønder.

kultur@k.dk