Kunsten vandt over kriminaliteten

Et lærred og en bunke farver blev for fire år siden det, der fik aarhusianeren Nicolas Wridt Hansen til at forladelivet med biljagter, alkohol og indbrud. I dag går han en lovende kunstnerkarriere i møde

Jeg vil gerne give håb og tro på, at man kan ændre sin levevis gennem kunst. Det er lang proces. Det tager mange år, men det er vigtigt, at folk får troen - og ikke giver op, siger Nicolas Wridt.
Jeg vil gerne give håb og tro på, at man kan ændre sin levevis gennem kunst. Det er lang proces. Det tager mange år, men det er vigtigt, at folk får troen - og ikke giver op, siger Nicolas Wridt. Foto: Lars Arø.

En gruppe farverige banditter suser forbi Aarhus Politigård, mens de fra en lyserød pick-up skyder med grafitti på politigården. En ung fyr spiddes af højhuse. Og en Isis-kriger heiler med en blødende hånd og nazisymbol på tøjet. Alt sammen serveret på lærreder i et sammensurium af farver, detaljer og action.

”Det er jo en slags kommentar til min egen oplevelse med politiet. Fra den gang, de skød mig i benet,” siger 27-årige Nicolas Wridt Hansen henkastet om billedet af politigården, mens han med hurtige bevægelser stiller flere eksempler på sit arbejde frem.

Farverige, sammensatte og brogede værker. Som Nicolas Wridt Hansens eget liv. Med en baggrund i kriminalitet, vold og fængselsophold synes det i dag næsten uvirkeligt, at den unge tættatoverede og velfriserede fyr i disse dage er travlt optaget af at forberede sin næste kunstudstilling.

Men det gør han - og denne gang på Museum Ovartaci. Et kunstmuseum beliggende på Psykiatrisk Hospital i Risskov ved Aarhus, og et sted, som Nicolas Wridt Hansen kender særdeles godt. Ikke blot har han ad flere omgange været indlagt i bygningerne lige bag museet - han har også under disse indlæggelser næsten dagligt bevæget sig rundt på museet, hvis samling består af værker fra kunstnere, der ligesom Nicolas Wridt Hansen lider af en psykisk sygdom.

Den psykiske sygdom er dog kun en af mange udfordringer, den unge kunstner har med sig i bagagen. De begyndte allerede som toårig, fortæller han, da han efter forældrenes skilsmisse skulle bo en uge hvert sted. Han havde svært ved at falde til, særligt hos sin far, og da skolealderen kom, blev det også en udfordring at falde til i skolen. Efter et ophold på en skole for skoletrætte børn, tog Nicolas Wridt Hansen på efterskole - hvor han dog hurtigt blev smidt ud, fordi han drak.

”Jeg fik hele tiden at vide, jeg var dum. At jeg ikke duede til noget. Og til sidst begynder man jo at tro på det,” siger han roligt og forsætter:

”Da jeg var 17 år, opsøgte jeg min far. Jeg havde en masse, jeg gerne ville konfrontere ham med, men jeg var bange for ham, så jeg tog en kniv med. En dum beslutning. Situationen blev tilspidset, politiet kom og råbte og skreg, og det endte med, at jeg skreg - 'så skyd mig dog!'.”

Og politiet skød. Den 17-årige fyr blev ramt i låret, hvilket han heldigvis ikke har mén af i dag. Episoden endte med et ophold i et ungdomsfængsel, og løbebanen var lagt: Tiden herefter består af en lang række forskellige domme og ophold i fængsler.

”Jeg havde svært ved at sidde stille og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med mit liv. Jeg vidste ikke meget om at lave indbrud og den slags, men i fængslet lærer man jo nogle tricks, og så kan man nemt få smag for hurtige penge,” lyder det lidt undskyldende fra Nicolas Wridt Hansen.

Men ved en af de mange domme bad den unge, utilpassede fyr om at blive indlagt på psykiatrisk afdeling. Han påstod, han hørte stemmer i sit hoved - mest for at slippe for fængslet, indrømmer han i dag med et af sine mange skæve smil.

Men anmodningen viser sig nu at være reel nok. Nicolas Wridt Hansen bliver diagnogsticeret med en bipolar lidelse, der er en psykisk lidelse, der giver udsving i humøret i depressiv og manisk retning. En diagnose, han dog i første omgang benægter - og først efter endnu en broget periode med kriminalitet og domme, ryger Nicolas Wridt Hansen på Psykiatrisk Hospital igen.

Kort tid efter kommer hans mor på besøg med et lærred.

”Det ændrede jo mit liv totalt. Jeg begyndte at male med det samme. Hver dag, hele tiden,” fortæller Nicolas Wridt Hansen med et stort smil.

For det lærred blev starten på det nye liv som kunstner. Et liv, hvor biljagter, slåskampe og indbrud er skiftet ud med maling og pensler. Ligesom han i dag hellere tager en tur på Aros sammen med sin femårige søn end hænger ud med gamle venner fra sin tid i kriminalitet. Helt simpelt, men utroligt virkningsfuldt, lyder det:

”Når du har været kriminel, betyder det meget at have en beskæftigelse. I dag holder kunsten holder mig på sporet. Og den giver mig en tro på, at jeg kan noget. Allerede efter jeg havde malet de første billeder, roste personalet på retspsykiatrisk mig helt vildt meget - også selvom jeg i dag faktisk ikke synes, de billeder er noget særligt,” indskyder Nicolas Wridt Hansen grinende og fortsætter:

”Men for en af de første gange i mit liv fik jeg noget selvtillid og følte, jeg var god til det, jeg lavede.”

Siden er det under kunstnernavnet Undertaci blevet til flere udstillinger på gallerier i Østjylland. Ikke kun med malerier, men også skulpturer og tryk.

Drømmen er at komme til at leve af kunsten - samtidig med at vise andre unge i kriminalitet, at kunsten kan være en vej ud.

”Jeg vil gerne give håb og tro på, at man kan ændre sin levevis gennem kunst. Det er en lang proces. Det tager mange år, men det er vigtigt, at folk får troen - og ikke giver op,” afslutter Nicolas Wridt Hansen med et smil.