Hjort Nielsen på Silkeborg Bad. Til den 21. juni. Anna Klindt Sørensen (1899-1985). Til den 19. april. Katalog på 128 sider. Kunstcentret Silkeborg Bad.
I 1976 kom en ung militærnægter til Silkeborg Kunstmuseum. Han fik til opgave at registrere den enorme samling af Søren Hjorth Nielsens (1901-1983) grafiske værker, museet havde erhvervet. Værkerne findes selvsagt endnu på Museum Jorn. Der findes også et antal værker i Thomas Pedersens studiesamling på Silkeborg Bad.
Nu så mange år efter - og i mellemtiden har militærnægteren, John Sand, fået tid, fordi han er gået på pension - har han udvalgt en række af Hjorth Nielsens grafiske arbejder. Formidling er der ikke. Så man må selv i gang med øjnene. Det er ingen hemmelighed, at Jornmuseets tidligere leder, Troels Andersen, har haft et mere end godt øje for Hjorth Nielsen. Med god grund. Hjorth Nielsen er en klassiker, en hovedfigur i den grafiske linje i dansk kunst. Han er uddannet under Aksel Jørgensen og Ejnar Nielsen, der var fra Midtjylland ligesom Hjorth Nielsen selv. Det var Grafisk Skole ved Kunstakademiet, der i mange år var en rugekasse for talent. Her kunne man komme og gå, her blev der undervist, tegnet efter model. Der var både mesterlære og en indbyrdes læring blandt de unge.
Hjorth Nielsen var grafiker og maler, men det er, som om grafikken kom til ham før maleriet. Han maler på samme måde i streger og vinkler, som når han angriber pladen i sine koldnålsraderinger.
Udstillingen på Silkeborg Bad er kronologisk. Den viser de første værker - i de meget mørke træsnit. Også Aksel Jørgensen er kendt for sine træsnit, ikke mindst til bogen ”Hjerter”, og han har en social indignation. Disse elementer udfoldes af den unge Hjorth, der i 1920'erne er under indflydelse af ekspressionismen og de ret dunkle temaer fra baggårdene, prostitutionen, herberger, beverdinger og folkekøkkener. Også barnemord og selvmord er på programmet. I Berlin møder han den tyske ekspressionismes mestre inden for grafikken, og han omsætter inspirationen til sit eget udtryk.
Om nogen arbejder med trykkene, så er det Hjorth Nielsen. Man kan se, hvor mange gange han er inde at arbejde videre på pladerne. Han anfører tilstandens nummer. Det kan være både fire og fem gange, der ændres, uddybes. Når dertil kommer selve forberedelsen af pladen til trykning, aftørringen, så sværten samler sig rigtigt i det ønskede udtryk, så får man fornemmelsen af en mand, der ikke ser grafikken som et sekundært medium, men som det essentielle.
Under krigen var det ikke muligt at komme ud, og kunstnerne vendte sig mod det hjemlige. Hjorth Nielsen mod naturen. De store landskaber, bakkekamme og fjorde erstatter storbyen og dens motiver. Og dog - også storbyens huse og gader blev et foretrukket motiv. Troels Andersen viser, hvordan Hjorth Nielsen på en rejse til Paris simpelt hen så ud ad hotelvinduet og straks gav sig til at radere, hvad han så overfor.
Ophængningen er klassisk, men med grafik er det svært med store rum, så det er søgt undgået på Silkeborg Bad. Man skal jo helt tæt på, fokusere på de enkelte blade - blandt hvilke man skal lægge mærke til portrætterne. Hjorth Nielsen kan tegne portrætter i grafik - helt nært sanset og med klar gengivelse og genkendelighed af personens træk.
Udstillingens begyndelse sker med et maleri, der er en art mørkemaleri af den københavnske skole - og meget i lighed med Larsen Stevns i opbygningen. To lange borde skyder sig dybt ind i billedrummet. Hvilken nadver der er tale om, er uklart - vel blot et aftensmåltid. Maleriet er tungt og pastost. I den afsluttende sal møder man et lysfyldt vinterbillede fra 1970'erne. Klart opbygget i planer og friser, der er skanderede af huse. Af vinkler. Der er sandelig langt fra det første maleri. Mellem ligger hele det grafiske værk - der så også udfoldedes i maleri undervejs.
Hjorth Nielsen er blandt de mest respekterede grafikere i Danmark. Han blev professor ved Kunstakademiet og Grafisk Skole og var med til at sætte en ny generation i vej. Han er derfor det, man kan kalde kunstnernes kunstner. Og han blev også tæt knyttet til Asger Jorn. Der er således en solid tilknytning til Silkeborg og det midtjyske i denne storslåede præsentation.
Det er der også i Silkeborg Bads anden udstilling af Hjorth Nielsens samtidige, men langt mindre anerkendte, Anna Klindt Sørensen (1899-1985). Det er på mange måder et andet univers. Anna Klindt Sørensen var også fra Midtjylland. Hun var blandt de kvindelige kunstnere, for hvem det lykkedes at slå igennem på egen hånd. Hun rejste til Paris i 1920'erne for at blive moderne maler. Desværre blev opholdet afbrudt, men hun søgte videre til Italien og Syden i det hele taget. Udstillingen viser hendes værker fra tiden i Paris og derefter, og hvordan hun stadig udvikler sig. Hendes forhold til tegning og grafik er noget anderledes end Hjorth Nielsens. Hun holdt ikke ved i de lange grafiske processer. Trykte kun lidt, men tegnede meget. Masser af croquis ligger spredt i montrer.
Hendes forældres store hus, Petersborg i Ry, blev hendes sted. Hun havde et godt rygstød i sin arv og fik tid til sit arbejde uden nødvendigvis hele tiden at skulle sælge. Hun fyldte huset med sin kunst, der stadig øgedes gennem hendes rejser. Detvar blevet let i 1960'erne at komme af sted med fly til eksotiske egne i Middelhavsområdet og Afrika. Hendes brug af farver er voldsom; hendes former er store, og til tider er redegørelsen måske bevidst naivistisk. Det er et værk helt for sig selv. Ubundet af konvention, men med masser af skaberglæde. Det er indadvendt og udadvendt på samme tid. Anna Klindt Sørensen havde ingen arvinger, så hun ønskede i stedet et museum og et legat stiftet for kvindelige kunstnere. Museet blev der ikke penge til, men legatet har levet og gjort nytte. Samlingen har haft en lidt omtumlet tilværelse, men er nu i Silkeborg. Ry kan ikke skabe et museum, så det er spørgsmålet, hvor denne herlige samling kan finde et blivende sted. Det burde blive i Østjylland eller Midtjylland.
Det er to udstillinger, der umiddelbart er vidt forskellige. Og så alligevel er det jo to samtidige. To helt forskellige udnyttelser af de talenter og de muligheder, der stod dem til rådighed. De klæder alligevel hinanden - disse to enere i det 20. århundredes danske kunst. Begge kræver tid. Det er der rigeligt af på det naturskønne Silkeborg Bad. De to udstillinger anbefales.
