Enmandsmuseer kan være lidt problematiske, for har publikum først set dem én gang, så skal der meget til, før de vender tilbage. Men med dialogudstillinger som den aktuelle kommer der kontinuerligt nye facetter frem hos J.F. Willumsen (1863-1958), denne altid interessante kunstner, hvis aktionsradius og kompleksitet synes næsten ubegrænset.
Willumsen var en multimediekunstner, som livet igennem opererede på mange kunstneriske planer: Arkitektur, billedkunst i alle medier og materialer samt kunsthåndværk mestrede han som få.
Hos ham trivedes det heroiske, mystikken, bjergmetaforikken og dekadencen, men også vitalismen og mystikken. I modsætning til den provokerende Jørgen Haugen Sørensen (født 1934), som i sin stærkt ekspressive, dystopiske skulpturkunst, tegninger og grafik med røntgensyn fremstiller den syge, vesterlandske civilisation og dens indvånere som enten ofre eller bødler.
Lad mig indledningsvis citere lidt fra katalogets interview med Jørgen Haugen Sørensen, som hans ven, digteren Morten Søndergaard, har skrevet. Det er et råt udhugget interview, hvor man næsten kan høre Haugens stemme. Her konstaterer han, at kunst er en alvorlig sag, ligesom han går imod alle afskygninger af konformitet i kunsten: ”Der skal være billeder i gaderne, der skal være noget for fantasien at arbejde med. Men … der er ikke noget mere trist end en skulptur foran et rådhus. Det bliver til en schæferhund, der står og gør foran magtens hundehus.”
Haugen så J.F. Willumsen på Charlottenborg i 1953, et par år før han selv debuterede. Den dengang 80-årige kunstner fremstod da som en lille mand i en meget stor frakke. Haugen fastslår, at Willumsen sammen med billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) er den danske kunstner, som har inspireret ham mest:
”Willumsen imponerer mig, han turde stå alene i dansk kunst og var anderledes end sin samtid; en monumental kunstner, der gjorde sig tanker om livet,” siger Haugen. Så det giver ekstra mening i at bringe de to kunstnere sammen. Willumsen dyregør også ofte sine mennesker, hvilket er et af Haugens specialer. For mange mennesker virker sidstnævntes værker imidlertid for voldsomme i deres direkte udpenslinger af døden, krigen og den menneskelige destruktionstrang og aggression, men hertil svarer han: ”Man ser ind i livet selv. På samme måde som folk stimler sammen ved et færdselsuheld. Det er en nysgerrighed, det er en måde at se det, som venter på en selv engang. Man vil gerne se det, der venter…”
De rum på udstillingen, hvor det klinger allerbedst mellem de to kunstnere, er dem, hvor de enten formelt eller tematisk er ude i samme ærinde. Mest tydeligt i salen, hvor J.F. Willumsen skildrer Første Verdenskrigs rædsler i sine raderinger, og Haugens ekspressive, smertevridende skulpturer ligger på gulvet som en replik hertil. Det bliver et fælles rekviem.
Men generelt bemærker man, at der hos Willumsen er en anden livsoptimisme end hos Haugen. Udstillingstitlen ”Tiden møder tiden” hentyder da også til de to tider, som kunstnerne er forankret i. De store fortællinger, som Willumsen stadig tror på, hvilket især fremgår af hans store relief i den centrale, højloftede sal, bærer humanismens og fremtidsoptimismens fane højt.
De modsiges af Haugens dystopiske figurgalleri, som i høj grad afspejler tiden efter de store fortællingers sammenbrud. Haugen ser fra sin position i det postmoderne snarere historiens afslutning end nye og lovende begyndelser.
I den mere humoristiske ende kan vi opleve Willum-sens berømte vitalistiske maleri ”Sol og ungdom” (1910) i konfrontation med Haugens morsomme skulptur ”En han og en hun” (2006) i brændt, bemalet ler, to gange to menneskeben, der stritter i vejret med kønnet blotlagt.
Hos Haugen er det generelt alles kamp mod alle – især personificeret i værket ”That’s Why They Call Them Dogs” (2014), hvor hunde er i et blodigt og bestialsk slagsmål, og blodet løber fra deres vrængende åbne munde med de skarpe tænder. Det er menneskelignende hunde. Mennesket som verdens farligste dræberdyr. Dette værk er installeret på gulvet i et selvstændigt, blåmalet rum med Ølandsfliser. Hundene er således på en måde i bur, men kan hurtigt slippe ud gennem den åbne indgang. Det er krasbørstig kunst, og indtrykket hænger længe ved.
I enkelte værker sporer man hos Haugen også en sarkasme, især i hans karikaturer af fede borgerdyr, der ikke lader den franske satiriker Honoré Daumier (1808-79) meget efter. Der er også lighedspunkter med Michael Kvium – især i disse karikaturer, hvor fedtet bølger i lag som på en lagkage, hvis flødeskum er begyndt at smelte.
Det var egentlig et held, at Haugen for cirka 20 år siden vendte tilbage til leret, for det har faktisk givet ham en renæssance. Han begyndte karrieren med dette plastiske materiale, og han er en uforlignelig modellør. Der vises flere film i udstillingen. I en af dem sidder han i sit skønne hjem og atelier lidt uden for Pietrasanta i Italien, hvor han har boet størstedelen af sit liv siden 1971. Her former han nogle små modeller af sine aggressive hundeskulpturer. Denne ældre herre med den store romerske næse viser her, hvor suverænt han håndterer voksen. Det er den rene magi. En, to, tre, så er der en hel hundehær.
Haugens mandsstore skulpturgruppe ”La Folla” (flokken) blev installeret på et torv i Pietrasanta i 2017, hvor man viste en stor retrospektiv udstilling med hans værker med titlen ”The Crowd”. Den er direkte inspireret af flygtningekrisen, hvor Italien har holdt hårdt for på grund af landets geografiske placering. Er det de ankomne, som ængsteligt søger fodfæste i det forjættede Europa, eller er det europæerne, der knugede af deres dårlige samvittighed må sætte bomme op for de nødlidende?
Der er ikke noget entydigt svar, men monumentaliteten, det skæbnesvangre øjeblik og dysterheden minder om Rodins skulpturgruppe ”Borgerne fra Calais” fra 1895 på Ny Carlsberg Glyptotek.
Generelt svinger de to kunstnere, trods 71 års aldersforskel, overraskende godt sammen, så ros til J.F. Willumsens Museums nye direktør, Lisbeth Lund, at hun har set mulighederne i denne interessante dialog mellem to stærke enere i dansk kunst med et ben i hvert århundrede. Efter ombygningen og udvidelsen af J.F. Willumsens Museum i 2005 til næsten tre gange dets oprindelige størrelse bliver publikum, som har sat kursen mod Frederikssund for at opleve Willumsen solo, aldrig snydt.
De kan opleve hans kunst på den permanente udstilling i den nye fløj, mens særudstillingen her er et fantastisk godt tilbud om at få en udvidet forståelse af hans værker i dialog med en åndsbeslægtet nulevende kunstner.