Birgit Pouplier: Kunst, kamp og kærlighed. En skæbnefortælling om kunstnerægteparret Jerichau og Baumann. 340 sider. 349 kroner. Vandskunsten.
Birgit Pouplier skrev i 2007 en kunstnerroman, der blev en øjeblikkelig succes, nemlig ”Lisinka” - om Elisabeth Jerichau Baumann og dennes ægteskab med den danske billedhugger Jens Adolf Jerichau. Romanen fængede, fordi den handlede om alt det, romaner nu engang gøres af: skæbne, vilje, kærlighed, utroskab, tab og eksotiske rejser. Forfatteren døde før udgivelsen af sin bog ”Kunst, kamp og kærlighed”, der også handler om ægteparret Jerichau.
Elisabeth Baumann (1819-1881) voksede op i Polen, men satte sig for at ville være maler. Som sådan blev hun uddannet i Düsseldorf i Tyskland. Hun kom til Rom på en overraskende måde, og den korte historie er, at hendes talent passede som fod i hose til det, tiden efterspurgte. Hun er fra begyndelsen langt ude over guldalderen, hun er europæer og maler i en brillant stil. Hun inkarnerer borgerskabets smagsidealer ved midten af 1800-tallet og fremover. Melodramatisk vil nogle mene, tungt, stemningsfuldt, eksotisk. Mest kendt er hun nok for sit bekendtskab med H.C. Andersen, hvis havfruemotiv hun udfoldede - og for maleriet af Mor Danmark fra 1851. Hun fik imidlertid også gennem sine bestillinger hos Europas kronede hoveder mulighed for at foretage rejser i den nære Orient, hvilket var forholdsvis sjældent for en kvinde. Hun lever op til alle den moderne kritiker Edward Saids kriterier for orientalisme. Billedet af Orienten forestiller ikke Orienten, men udtrykker en mental tilstand hos den vestlige betragter.
Hertil kommer så et noget besværligt ægteskab med den danske billedhugger J.A. Jerichau (1816-1883), der også skulle baske sig fri af mytologierne - for blot at ende i en mere rådvild kunst set i forhold til både Thorvaldsen og Freud - der dog tilhører den store håndfuld, der kan betegnes som guldalderkunstnere. Jerichau er mest kendt for sin skulptur af kong David foran Vor Frue Kirke i København.
Jerichau var depressiv. Han fik børn med sine modeller, og ægteskabets ægte børn gik det rædselsfuldt ilde. Der er altså lagt i kakkelovnen. Virkeligheden er vitterlig kulørt.
For nu at benytte et andet greb end romanens har Birgit Pouplier i den foreliggende bog valgt at skrive i en semi-dokumentarisk form, hvor hun udnytter kilderne direkte, altså breve og optegnelser i forbindelse med sin egen forbindende tekst. Kilderne er sat med blå sats. Poupliers med sort. Det er hverken fiktion eller faktion, men heller ikke en kildefremlæggelse med kommentar. Bogen vil gerne yde kilderne retfærdighed, men der vindes forholdsvis lidt derved. Det skyldes, at formen står i vejen for en kritisk tilgang. Den bliver på intet tidspunkt litteraturhistorisk eller kunsthistorisk. Der blander sig meget historisk stof ind i fortællingen om kunstnerægteparret, men der lægges ikke afstand. Derved bliver bogen noget skuffende. Den viderefører fortælleriet om kunstnerlivet efter guldalderen og under de slesvigske krige. Hvad det er, der er den kunstneriske ambition og drivkraft hos de to i det ægteskab, forbliver uklart. Det er skæbnemotivet, der står i forgrunden.
Bogen er et af Forlaget Vandkunstens kvalitetsprodukter. Satsen er stram, papiret godt, billederne sidder, som de skal, og indbindingen er en fryd. Dens indhold ligger sådan set i kraft af det orientalske inden for forlagets profil. Den prætenderer at være en mere kildenær bog om hovedpersonerne i romanen ”Lisinka”, men den har svært ved at komme fri af forgængeren. Det er en skam. Også at en så relativt interessant kunstner som Elisabeth Jerichau Baumann ikke har fået en solidere kunstnerisk biografi. Hun fortjener det, fordi hun er en kunstner, der står mellem flere kulturkredse. De andre, der gjorde det, måtte i højere grad end hende foretage valg i 1848 og 1864.