Denne bog, der af forlaget karakteriseres som næsten dokumentarisk, fortæller overbevisende om den vanskelige hverdag for de dansksindede i Sønderjylland og Nordslesvig, efter at grænsen som følge af nederlaget i 1864 var blevet flyttet op til Kongeåen.
Som roman lever historien først og fremmest i kraft af det fine og indtrængende portræt, som Linda Lassen giver af Henriette Gubi (1856-1894), der opnåede stor anerkendelse for sin opofrende indsats for den danske sag.
Men det, hun dybest ønskede sig, blev aldrig opfyldt. Nok blev hun opfattet som en både stærk, morsom og kvik kvinde. Smerten, der fulgte hende, holdt hun for sig selv. Dertil kom tvivlen, den plagsomme tvivl om, ”hvorvidt det, hun brugte sit liv på, var det værd”. Hun virkede blandt mennesker, men i sine mismodige stunder var hun den ensomme. Hun savnede ro til at finde en indre ligevægt, som hun behøvede for at kunne hengive sig til den glæde, hun havde ved at skrive.
Henriette Gubi voksede op i et fattigt hjem. De fleste af hendes mange søskende døde som børn eller unge. Svagelig var hun også selv. Således måtte hun på grund af alvorlig sygdom cirka i 15-årsalderen have det ene øje erstattet af et glasøje. Med vellykket resultat. Hun kom på højskole og siden på Zahles Seminarium og underviste efterfølgende dels på en skole, dels i private hjem. I 1890 blev hun på opfordring af den kendte redaktør og politiker H.P. Hanssen vandrelærerinde og var som sådan henvist til et omflakkende liv, idet hun boede rundt om på de gårde, hvor hun underviste børnene i dansk, danmarkshistorie, bibelhistorie og geografi.
Som ung skrev hun digte, der blev offentliggjort i avisen Dannevirke. Hendes inderlige, men næsten hemmelige drøm var at folde sig ud som forfatter. Et manuskript til en roman blev på hendes foranledning bedømt af forfatteren Zakarias Nielsen, og hans forbeholdne reaktion - der dog slet ikke var uden håb - ramte hende hårdt. Med tilkæmpet resignation erklærede hun: ”Så nu ved jeg, hvad jeg skal! Jeg skal blive en god lærer for sønderjyske børn, og det er jo ikke det ringeste”. Men skrivetrangen slap hende ikke.
Den anden store smerte, som Henriette Gubi måtte bære, skyldtes forsmået kærlighed: Den enkemand, som hun gerne ville have været gift med, foretrak sin husbestyrerinde. ”Jeg elskede og mistede - det var måske Guds mening. Måske var jeg for lykkelig (...), ville mit eget for meget”, skrev hun i sin dagbog, men uden at finde lindring. Og den fandt hun vel aldrig. Som hun tillige skrev: ” (...) jeg vil ikke nøjes med anerkendelse. Jeg vil elskes!”
Men hun forblev ugift.
Et fortættet udtryk for, hvor umulig tilværelsen kunne være kunne være under fremmed herredømme med bestandig nidkær overvågning, får vi med den parallelle historie om en ung mand fra Sundeved, Knud Sørensen, der for at undgå preussisk militærtjeneste levede illegalt på forældrenes gård, hvor hans daglige hjælp var påkrævet. Hans ”hjem” var et lille værksted med et klædeskab, der førte ned til en gammel kartoffelkælder.
Han fik børn med forældrenes tjenestepige, Frida, og forsøgte gentagne gange at slippe fri af det, der i realiteten var et fangenskab. Det lykkedes meget sent: Han havde ikke i samme grad som Henriette Gubi viljen til modstand.
Knud Sørensen fulgte hendes virke på afstand. Men de mødtes kun én gang - og meget sent: kort før Henriette Gubis død. Den bitre pointe er, at netop de to kunne have fået et godt liv sammen. Begge havde de interesse for poesi, og begge havde de kreative evner.
Sigende er den oplysning, vi får på romanens sidste side: Fridas og Knuds nydøbte datter har fået navnet Henriette.
På seminariet blev det sagt om Henriette Gubis håndskrift, at den ”var fuld af følelse og karakter”. Noget lignende gælder Linda Lassens roman - den afspejler hovedpersonens følelse og karakter. Uden at forfatteren tilsyneladende gør ret meget for det, som om det hele kommer af sig selv. Det er stor kunst at give læseren den fornemmelse. Forudsætningen er indlevelse: Alt ned til de mindste detaljer opleves gennem den.
Hvor omfattende Linda Lassens research har været, røber litteraturlisten. Det historiske er imidlertid skrevet så ubesværet og naturligt ind i handlingen, at man forledes til at tro, at også den side af sagen er kommet af sig selv.
Beretningen om den stærke kvinde med de indre sår er letflydende og umiddelbart engagerende. ”Men sko må jeg ha'” er en smuk og bevægende roman.