Et af Gerda Taros tidlige fotografier fra Den Spanske Borgerkrig viser silhuetten af en elegant, mørkhåret kvinde, der iført højhælede sko knæler rankt på en bakketop, mens hun griber om et pistolskaft. Kvinden er et medlem af en anarkistisk milits, der træner til den væbnede kamp mod general Francos fascister.
Fotografiet er et af de første, som besøgende på International Center of Photography, ICP, på Manhattan i New York ser, når de gæster centerets nyåbnede, kronologisk organiserede udstilling af Gerda Taros værker. I takt med krigens udvikling bevægede Gerda Taro sig imidlertid fra træningslejrene til den egentlige slagmark, og hendes sidste fotografier er fra slaget ved Brunete nær Madrid. For dér døde hun som 26-årig, da hun ved et uheld blev mejet ned af en forbikørende kampvogn.
Mange af de knap 100 af Gerda Taros fotografier, som nu kan beskues på ICP, har aldrig tidligere været samlet og udstillet. I det hele taget er udstillingen en slags genopdagelse af Gerda Taro, der opnåede kort berømmelse i sin samtid, men som sidenhen har stået i skyggen af sin kæreste og arbejdspartner, den ikoniske krigsfotograf Robert Capa, som er genstand for en parallel udstilling på ICP.
Gerda Taro skriver sig samtidig ind i pressefotografiets historie ved så vidt vides at være verdens første kvindelige krigsfotograf og det første kvindelige medlem af pressen, der mistede livet under arbejdet med at dække en krig.
Hun var med på slagmarken på lige fod med mændene, og hun overskred normerne for, hvad der var forventet af kvinder. Hendes karriere er et billede på de ændringer, som kvinderollen gennemgik i Europa i 1920'erne og 1930'erne, konstaterer Kristen Lubben.
Selvom Gerda Taro i dag mestendels er glemt, opnåede hun betragtelig berømmelse i sin samtid. Da hun blev begravet i Paris i august 1937 på den dag, der ville have været hendes 27. fødselsdag gav det franske kommunistparti hende en martyrs begravelse med deltagelse af tusinder af mennesker, heriblandt den chilenske digter Pablo Neruda og den franske forfatter Louis Aragon.
Gerda Taros liv kan imidlertid vanskeligt adskilles fra legenden Robert Capa. Da de to fotografer, der var jøder af henholdsvis tysk-polsk og ungarsk afstamning, mødte hinanden i Paris i 1934, hed de Gerda Pohorylles og André Friedmann, men tog begge navneforandring for bedre at skille sig ud fra de mange andre østeuropæiske jøder i Paris.
Da Den Spanske Borgerkrig mellem Spaniens regering og General Francos nationalistiske oprørere brød ud i juli 1936, rejste Taro og Capa omgående til Barcelona, hvor de arbejdede side om side med at fotografere de regeringsloyale republikanske frihedskæmpere. De sympatiserede med antifascisterne og forsøgte ikke at skjule deres holdninger.
Hverken Gerda Taro eller Robert Capa rapporterede neutralt fra krigen. De tog et standpunkt de var partisaner, og de arbejdede for at fremme den republikanske sag. På den måde var de begge repræsentanter for den skole, man kan kalde vedkommende fotojournalistik, bemærker Kristen Lubben.
De publicerede ofte deres fotografier under den fælles identitet "Capa", og den kollektive tilgang er blandt årsagerne til, at Gerda Taro sidenhen er gået i pressefotografiens glemmebog. Det er imidlertid lykkes for ICP at skelne mellem de to fotografer, der søgte de samme motiver, men som havde hver sin stil. Mens Robert Capas fotolinse fangede handling, drama og bevægelse, var hans kvindelige partner mere rolig og observerende, uanset om hun fotograferede krigsofre i et lighus eller soldater på frontlinjen.
Både Gerda Taro og Robert Capa fotograferede efter devisen "hvis ikke dine billeder er gode nok, er du ikke tæt nok på", og krigens menneskelige pris er tydeligt til stede i mange af de fotografier, som er inkluderet i ICP's nye Capa-udstilling, "This Is War! Robert Capa at Work". Ud over Den Spanske Borgerkrig fotograferede Capa i 1938 den kinesiske kamp mod japanernes invasion, hvilket dengang blev set som den internationale fascismes østlige front, og senere Anden Verdenskrig, som han dækkede for det toneangivende amerikanske magasin Life. Hans karriere som krigsfotograf bragte ham også til den arabisk-israelske krig i 1948 samt den første fransk-vietnamesiske krig.
Den netop åbnede udstilling på ICP inkluderer både personlige breve, billedtekster, personlige ejendele samt både kendte og ukendte fotografier. Udstillingsgæsterne kan eksempelvis se det hjerteskærende fotografi af liget af en lille kinesisk dreng, der ligger på en støvet gårdsplads med sin livløse grisling og kylling. Drengen blev dræbt under en ildkamp, mens han forsøgte at redde sine dyr. Andre fotografier dokumenterer forældreløse krigsbørn og flygtninge, der sørger over tabet af deres hjem.
Krigsfotografens mest brændende ønske er arbejdsløshed, jeg føler mig langsomt mere og mere som en hyæne. Selv hvis man kender værdien af sit arbejde, går det på nerverne. Alle nærer mistanke om, at du er en spion, eller at du bare ønsker at tjene penge på den anden mands krop, skriver Robert Capa i et brev til en ven.
ICP's udstilling forsøger også at vise Capas arbejdsproces ved at samle serier af fotografier i den rækkefølge, de blev taget. Det gælder også de fotografier taget den dag under Den Spanske Borgerkrig, hvor Capas kameralinse fangede det nu legendariske billede af en hvidklædt republikansk soldat, der falder bagover på en bakketop, i splitsekundet efter at en kugle har taget hans liv. Fotografiet blev selve symbolet på de spanske loyalisters kamp, men har siden været genstand for rygter om, at det var iscenesat. Historikere har imidlertid vurderet, at fotografiet er ægte, og fotoserien på ICP antyder det samme.
Robert Capa blev dræbt i 1954, da han trådte på en landmine i det franske Indokina, hvor han var rejst til for at dække den fransk-vietnamesiske krig. Han døde med sit kamera i hånden.
Gerda Taro og This Is War! Robert Capa at Work. Frem til den 6. januar 2008. International Center of Photography, 1133 Avenue of the Americas, New York.
