Maria Helleberg åbner sin store, komplekse slægts- roman ”Kvinderne fra Thy” med effekt. Første sætning lyder: ”Der var engang en ung kvinde, som giftede sig med en mand, hun ikke kendte.” Det er med andre ord ikke hendes hjerte, der har valgt manden, men hendes familie. ”Hun græd ikke, for det gjorde man ikke. Gråd var noget, man skammede sig over og foretog i ensomhed.”
Dermed er allerede meget sagt om de kvælende, snævre normer i det bondesamfund i Thy, hvor handlingen begynder i sidste halvdel af 1800-tallet. Nidkært vogter man på hinanden. Og fordømmelsen slår ned ved den mindste afvigelse fra det acceptable. Glæden får ikke mange chancer. Vorherre opfattes nærmest som en gnaven pedant, på hvis vegne livsudfoldelse stemples som syndighed. Morale: Den, der lever mindst, synder også mindst.
Men de to stærke hovedpersoner, Mariane og hendes datter Marie Dusine, søger deres egne veje. Maria Helleberg beretter om dem med stor fortrolighed. De er set inde fra. Og egentlig bliver man ikke overrasket over at få at vide, at hun er i familie med dem – på den måde, at det er hendes oldemor og mormor, der er modeller for portrætterne.
I forordet skriver Helleberg: ”I tredive år har jeg fortalt historier om andre mennesker. Her er min fortælling om min families historie, baseret på levn fra fortiden, på myter og skrøner – og på de evigt genfortalte, reviderede mundtlige overleveringer.”
Imidlertid er der intet privat over forehavendet. Kvinderne folder sig frodigt ud som sig selv, så vidt muligt på deres egne trodsige præmisser. Helleberg forholder sig til dem med solidarisk distance, skriver med overblik og uden irrelevante detaljer.
Mariane er datter af velhavende bønder. Hun ved, at hendes liv er planlagt. At hun vil blive gift med en ung mand fra egnen og som sin mor blive bondekone på en stor gård. Og hvorfor ikke? Ingen kender jo et til et liv, der er bedre. Ikke desto mindre drømmer hun om et, der er det, og har hemmelige møder med en skolelærer. Han frier forlegent – med bortvendt blik. Men hendes skræmmende, magtfulde far har et andet og ”passende parti” parat til hende. Heller ikke dette bliver til noget. Faderen sætter alt over styr ved spil, også Marianes programmerede fremtid. Derefter må hun klare sig, som hun bedst kan og gifter sig med manden, hun ikke kender. Ægteskabet er uden ømhed, men parret får dog 12 børn.
På et tidspunkt meddeler manden, at han vil emigrere til Amerika. Det går ham ilde – Mariane ser ham aldrig mere og lever resten af sine dage som enlig mor. Hun klarer sig ved at stå til rådighed som jordemor.
Hvem var Mariane? Spørgsmålet stilles af hendes yngste datter, Marie Dusine. Men et svar får hun først efter moderens død, da hun erfarer, at hun havde ”et hemmeligt liv, levet i breve, bøger, andres forsøg på at skildre virkeligheden”. Datteren ser Mariane for sig: ”Helt alene, tyst og koncentreret, havde hun siddet ved sin petroleumslampe og ladet verden glide gennem sig i form af ord”, hendes egne, men også andres, side efter side skrevet af efter Ibsen, Brandes, Kierkegaard og Grundtvig. Hendes rige, åndelige liv – som ville blive nedgjort, hvis det blev kendt – er inspireret af hendes første møde med teatret: Henrik Ibsens ”Gengangere”, spillet i Thisted. Den skelsættende oplevelse, som forestillingen er, bliver formidlet til hende af en læge, der på flere måder sætter hende på sporet af en verden, der er ny for hende. Yderligere bliver udsigten til ægteskab med lægen mere og mere tydelig. Men forsvinder så brat. Han viser sig at være morfinist. Og dør. Men i korrespondancen med Mariane er han højest levende.
Og hvem var Marie Dusine? En vred oprører, der ikke finder sig i hvad som helst – og slet ikke i tilnærmelser fra en såkaldt fornem ung herre i Thisted-hjemmet, hvor hun er stuepige.
Da hun beskyldes for selv at være skyld i hans brutale voldtægtforsøg, bryder hun resolut op og kommer i stedet i lære hos en lokal hattemager.
Senere bliver hun via sit ægteskab frue på en herregård, men hendes mand er både umulig til og uinteresseret i landbrug. Og intermezzoet som frue slutter med tvangsauktion. Den morale, Marie til sidst i romanen udleder af sin erfaringer, er desillusioneret:
”Intet var helligt. Hun så det nu. Skrøbeligt og midlertidigt var alt. Intet holdt vagt over verden.”
Og dog er det ingen ulykkelig slutning. Mødet med den afdøde mor er forløsende: Marie føler, at hun omsider har fået en familie, både i skikkelse af moderen, som hun dybest set aldrig har kendt, samt i skikelse af den stedfar, hun aldrig fik. ”Kvinderne fra Thy” er en stor fortællers værk. Med sansede og nærværende personer – som set på et filmlærred. Maria Helleberg har begået et stykke medlevende romankunst, der både er kraftfuldt og dirrende af nerve.