Historikeren Jytte Larsen fortæller i sin nye bog om dansk ligestillingshistorie fra 1915, hvor kvinderne fik valgret, til grundlovsændringen i 1953. Her indførtes den betingede kvindelige tronfølge, som førte til, at vi nu har en kvindelig regent, Margrethe II.
Bogens titel skyldes, at statsminister Erik Eriksen ved forelæggelsen af Grundloven af 1953 fandt det naturligt, at kønnene, også når det gjaldt tronfølgen, blev ligestillede. Men der måtte også tages ”andre hensyn”, sagde han dunkelt for at forklare, at en ældre søster måtte vige for en eventuel royal søn.
Bogen er bind to i en dansk ligestillingshistorie. Her fortælles dog også en del om kvindekamp før 1915, og om kvindernes valgret til menighedsråd og kommunalbestyrelser, som de jo fik før 1915.
Valgretten til Rigsdagen i 1915 blev fejret med, hvad der ofte er blevet kaldt et ”takketog” til kongen med deltagelse af mellem 12.000 og 20.000 kvinder. Men mange kvinder så det netop ikke som et takketog. De så det som et fejrende ”valgretstog”.
I kølvandet på 1915-grundloven kom en række love, som styrkede kvindernes ligestilling. Der blev i 1919 indført ligeløn for kvindelige tjenestemænd, i 1921 lige adgang til embeder (med undtagelser i militær og kirke), i 1922 liberaliseredes adgangen til skilsmisse, og der indførtes fælles forældremyndighed. I 1925 indførtes gensidig forsørgerpligt og fælles formuerådighed.
Men uanset at Nina Bang blev undervisningsminister så tidligt som i 1924, forblev regering og parlament domineret af mænd. Ved folketingsvalget i 1943 blev kun indvalgt to kvinder. Noget bedre så det ud i Landstinget med syv kvinder. Her blev Ingeborg Hansen i 1950 verdens første kvindelige parlamentsformand.
Det store ryk frem for kvindernes deltagelse i det offentlige liv kom efter 1945. Antallet af kvindelige parlamentarikere voksede. Fra 1947 var der altid mindst en kvindelig minister. I 1948 kom kvindelige præster på lige fod med mænd. Jeg læste dog gerne mere om den første kvindelige borgmester, professor, højesteretsdommer med flere.
Kvindernes ligestilling blev internationalt fremmet af FN, hvor danske Bodil Begtrup gjorde et fremragende arbejde. Hun spillede en afgørende rolle, da FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder fik formuleringer, der understregede kønnenes lige rettigheder. På den baggrund var det jo pinligt, at de grønlandske kvinder ikke havde valgret. Det fik de så i 1948.
Jytte Larsen lægger vægt på at fremstille problemstillingerne i kampen for kvindernes ligestilling. Mindre vægt lægger hun på at placere kampen i sammenhæng med andre politiske kampe, herunder kampen om Landstingets sammensætning.
Efter min smag skriver Larsen lidt snørklet og med for mange moderne engelske ord som ”power couple”, ”must” og så videre. Men bogen er informativ og uomgængelig inden for emneområdet.
kultur@k.dk