Læs Günter Grass' omdiskuterede digt ”Hvad der må siges”

Den tyske forfatter Günter Grass har vakt voldsom debat med sit digt Hvad der må siges. Kristeligt Dagblad bringer her digtet, der blev trykt i tyske aviser i påsken

Nobelprismodtageren Günter Grass
Nobelprismodtageren Günter Grass. Foto: PEDRO ARMESTRE Denmark.

Hvad der må siges

Hvorfor tier jeg, fortier for længe,
hvad der ligger klart for dagen og er
øvet i krigsspil, ved hvis slutning vi,
som overlevende, højst er fodnoter.

Det er den påståede ret til det første slag,
som kunne udrydde det af en pralhans undertrykte
og til organiseret jubel styrede iranske folk,
fordi man i hans magtområde
formoder en atombombe på vej.

Men hvorfor forbyder jeg mig selv
at nævne det andet land ved navn,
hvor der i årevis men hemmeligholdt
har samlet sig et voksende nukleart potentiale,
parat, men uden for kontrol, fordi
utilgængeligt for enhver undersøgelse?

Den almene fortielse af det forhold,
som min tavshed har bøjet sig for,
føler jeg som belastende løgn
og tvang, der vinker med straf,
hvis den ikke respekteres;
antisemitisme hedder det straks.

Men nu, da der fra mit land,
som stedse indhentes af sine helt egne forbrydelser,
hinsides sammenligning,
og konfronteres med dem,
atter, og rent som forretning, omend
let og elegant kaldt erstatningsgæld,
leveres endnu en ubåd til Israel, hvis specialitet det er
at kunne styre alttilintetgørende sprænghoveder
derhen, hvor eksistensen af en eneste atombombe
ikke er bevist men frygten skal gøre det ud for bevis
siger jeg, hvad der må siges.

Men hvorfor tav jeg til nu?
Fordi jeg mente, at min herkomst,
med dens plet, som aldrig kan fjernes,
forbød at stille landet Israel, som jeg
er og fortsat vil være ven med,
over for dette faktum som udtalt sandhed.

Hvorfor siger jeg først nu,
ældet og med mit sidste blæk:
Atommagten Israel truer
den i forvejen skrøbelige verdensfred?
Fordi det må siges,
som allerede i morgen kunne være for sent;
også fordi vi som tyskere belastet nok
kunne blive håndlangere for en forbrydelse,
som kan forudses, så at ingen
af de sædvanlige udflugter kunne
slette vores medskyld.

Og ja: jeg tier ikke længere,
for jeg er træt af vestens hykleri; desuden
kan man håbe, at mange vil befri sig selv
for tavsheden, opfordre
ophavsmanden til den tydelige fare
til at afstå fra vold og
samtidig insistere på,
at en uhindret og permanent kontrol
af det israelske atompotentiale
og de iranske atomanlæg
udført af en international instans
accepteres af de to landes regeringer.

Kun sådan kan alle,
israelerne og palæstinenserne,
ja, flere endnu, alle, som lever
klos op ad hinanden i fjendskab
i denne af vanvid besatte region
og i sidste ende vi selv
blive hjulpet.
Oversat af Per Øhrgaard

© Günter Grass 2012 med tilladelse af Leonhardt & Høier Literary Agency A/S