Det er en stor oplevelse at læse Jens Baggesens klassiske værk ”Labyrinten”. Bogen er ikke blevet genoptrykt i sin helhed, siden den udkom i 1792/1793, og har derfor kun kunnet opdrives i sjældne eksemplarer af førsteudgaven eller i stærkt beskårne genudgivelser.
Det er derfor ikke nogen lille litterær begivenhed, at den nu for første gang i mere end 220 år på ny er blevet gjort tilgængelig for det læsende publikum i sin fulde længde. Og det endda i en imponerende tobindsudgave til den beskedne sum af 200 kroner.
”Labyrinten eller Reise giennem Tydskland, Schweitz og Frankerig” er, som titlen antyder, en rejseroman. I 1789 rejste unge Jens Baggesen ned gennem Europa og skrev så efterfølgende sit skelsættende værk, som endnu så mange år efter virker forbløffende levende. Der er en herlig friskhed over Baggesens prosa. Sproget bobler af energi.
Det er ind-imellem svært at forstå, at bogen faktisk er så gammel. Og så alligevel ikke. For ofte dukker der vanskelige ældre udtryk, latinske citater eller skjulte litterære referencer op, som kræver en oplysende forklaring. Og her må man glæde sig over, at bogen er fornemt kommenteret af Henrik Blicher, som tålmodigt guider læseren igennem de vanskelige passager og referencer.
At Baggesens værk i dag nyder klassikerstatus, skyldes dog ikke kun, at den sprogligt set er så veldrejet, men også i høj grad, at den taler så direkte til sin læser fra det 21. århundrede. Når Baggesen for eksempel forklarer os, hvorfor han besluttede at tage udgangspunkt i sig selv for at skildre sine mange oplevelser, kaster det et perspektiverende lys ind over vores selvoptagede tidsalder:
”Du maa stræbe, sagde jeg, ved saa meget som mueligt at sætte Læseren ind i dig selv og din Forfatning, at føre ham den selvsamme Vei, du er kommen, og vise ham de selv samme Gienstænde, aldeles fra den selv samme Side, hvorfra du har beskuet dem – saa at hans Aand ved Enden af din Reise kan siges, ikke saa meget at have læst, som selv at have – giort den.”
Med de ord i baghovedet kunne det måske være fristende at betragte ”Labyrinten” som en kolossal litterær selfie. Det ville imidlertid være en grim fejlvurdering. For skønt Baggesen ubestrideligt var selvoptaget, var han samtidig uhyre optaget af at forstå sin omverden og formidle sit indtryk af den.
I citatet minder han os om, at fokus ikke er på ham selv, men netop på hans oplevelse af verden med det formål at skabe en mere sand og troværdig fremstilling, end en mere neutralt registrerende tilgang ville kunne tilbyde. At det faktisk lykkes for ham, mærker man i mange af de små kapitler, som bogen er opbygget af.
Et af de mest markante steder er i kapitlet om Frankfurt am Main, hvor Baggesen og hans rejsefælle gennemvandrer den berygtede jødegade, hvor jøderne på grund af groft diskriminerende lovgivning var tvunget til at opholde sig. Baggesen lægger ikke fingre imellem, men beskriver nuanceret den menneskelige lidelse i ghettoen:
”Man forestille sig en Samling af nogle tusinde pialtede Mænd, nogle tusinde halvnøgne Qvinder, og nogle tusinde aldeles nøgne Børn sammenknuede og opstablede i eet eeneste Stræde (…) Hvilken gyselig Dynge af Elendighed! Hvilken Vrimmel af Usle! hvilken lummervarm Pestdamp af levende, livløs og død Uhumskhed!”. Ordene taler for sig selv. Den jødiske ghetto i Frankfurt anno 1789 har været et forfærdeligt sted at leve. Baggesen nøjes imidlertid ikke blot med at skildre uretfærdigheden, men indlever sig i en lille indlejret fortælling i en fattig jødes liv.
Hvordan mon det er at vågne op i jødegaden og skulle brødføde sin familie ved at sælge tingeltangel på gaden? Det forsøger Baggesen at vise os. Og efter selve afsnittet om jødegaden følger så en polemisk opsang til europæerne, hvor han taler dunder imod den lovgivning, som undertrykker jøderne: ”Sandelig! den er saa aldeles den sunde Fornuft modstridende, den almindelige Lov i alle Menneskers Hierter saa trodsende, og i eet og alt saa himmelskrigende uretfærdig, at ingen bør tage i Betænkning offentlig at anklage den for hele Jordens Domstoel.”
Det eksistentielle engagement, som lyser ud af citatet, er typisk for ”Labyrinten”. Hvad enten Baggesen skildrer sin oplevelse af en ung, bedårende kvinde på en flydebro i Mainz, arkitekturen i Manheim eller Den Franske Revolutions udbrud, er der noget på spil for ham. Ligegyldigt bliver det aldrig.
Et af højdepunkterne er Baggesens kosmopolitiske tale til læseren ved Hermannsbierget: ”Hvor er det mueligt, raabte jeg, at skye, at spotte, at hade, at forfølge hinanden? Mennesker imod Mennesker? Nationer mod Nationer? Brødre mod Brødre? Venner imod Venner? Ubegribelige Splidagtighed mellem den samme Sols Straaler!”. Det er gode ord at huske på i den stemning af uro og ængstelse, vi oplever i Europa i sommeren 2016.
”Labyrinten” er en af de stærkeste bøger i dansk litteraturs historie. Den forundrer og fascinerer. Er man i forvejen Baggesen-aficionado, er den nye smukke udgivelse derfor et must, men mindre kan også gøre det, for udgivelsen henvender sig i høj grad også til den almene læser, der ønsker at danne sig et indtryk af, hvordan det var at være menneske i 1700-tallet og frem for alt at få et markant og nuanceret tidsbillede af datidens Europa.