Få forfattere kan som Frank Jæger udtrykke hele denne årstids knude mellem hård frost og bleg mildhed, stilstand og venten i bare tre enkle strofer. Så lad mig starte med et digt. Og forestil jer Tony Vejslevs spæde melodi under ordene, måske tilsat Kim Larsens bredmundede stemme:
Liden sol i disse uger.
Februar har gjort os mindre.
Sne som tynger.
Is som knuger.
Vi kan ingenting forhindre
Vi kan heller ikke bede
om at måtte blive større.
Stær og mus
og vinterhvede
må på vore vegne spørre.
Men måske april vil hente
vore hjertebål tilbage.
Sammen vil vi
tålsomt vente
liden sol i disse dage.
Ifølge gamle almanakker skal halvdelen af maden være tilbage i forrådskammeret, når vinteren slår sin knude. Det er til kyndelmisse, og det er om bare to dage. Det siger noget om markernes rytme: Der er længe til høst.
Men februar varsler også fastelavn og fastetid. Karneval er kødets farvel. Og i disse (endnu da) overflodstider har fasten fået et comeback. Mange vælger noget fra i disse uger. Kaffe, kød, vin, Facebook eller anden fastfood. Ikke det hele på én gang, alt med måde. Men lidt har da også ret. Og der er nok at tage af.
Spørgsmålet er bare, om det i længden kunne være mere opbyggeligt at faste fra sig selv. At øve sig i at blive lille og vente - som i Frank Jægers sarte vinterdigt. Fordringsløst, tålmodigt, tavst, som mus og vinterhvede. I tillid til at det, der kommer, nok skal komme. Og i en vished om, at når det gælder store ting i livet, som årets gang og fuglenes sang, kan vi alligevel ikke gøre ret meget selv. Så lad februar være tiden, hvor vi tager en pause fra os selv. Hvor vi vælger afmagten, slipper tøjlerne og går et skridt til side for det spinkle lys, der måtte komme. Lad februar være tiden, hvor vi faster fra idéen om altid at have kontrol og altid at skulle videre mod nye personlige mål.
Forleden holdt jeg foredrag om livet og rejsen. Hvad er det første, I tænker på, spurgte jeg måske lidt for pædagogisk for at få hul på emnet. Vesterhavet, lød det fra en kvinde på bageste række. Vesterhavet? Jo, forklarede hun, sådan havde hun oplevet det på Skagen, da hun var barn. At ved det brusende hav blev hun tvunget til at standse. Grænsen var uoverstigelig. Kroppen måtte blive, hvor den var. Men drømmen kunne fortsætte. Og synet. Se, det er at rejse!
Med de ord fik hun formuleret, hvad faste i bund og grund går ud på. Nemlig at slippe for, som i sangen om ”Den lille nisse”, at være verdens største mand. Og blive verdens mindste menneske i stedet. Fordi rejsen i virkeligheden begynder dér, hvor man selv ender.
Smukkere kan det næsten ikke siges.
Og det er det helt samme, den persiske digter Rumi for næsten tusind år siden skrev blandt sine mange visdomsord: ”Der er ikke plads til to guder. Du må vælge mellem dig selv og Gud.” Se, det er faste!
En af de mere overraskende bøger, der udkom sidste år på dansk, var psykologiprofessor Svend Brinkmanns lille pamflet: ”Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstrang”. Her handler det også om faste. Om at faste fra tidens uudtømmelige krav om udvikling, især personlig udvikling. Drop dig selv, og tænk på næsten, siger han provokerende. Drop al den snak om mavefornemmelse og positiv tænkning, som i sidste ende jo blot er en dybt egoistisk du-er-selv-ansvarlig-for-dit-liv-tænkning, og fokuser i stedet på pligten over for fællesskabet.
For livet, det virkelige liv, er ikke bare et spørgsmål om ”udfordringer”. Det kan være hårdt, det kan være op ad bakke, det kan være tomt og retningsløst og man kan være nødt til at bide tænderne sammen. Drop især, fortsætter Brinkmann, hele det oversvømmede marked af coachbøger og selvhjælpslitteratur, og læs en skønlitterær roman i stedet!
Hvorefter han ordinerer det danske folk mindst én roman om måneden. Gerne lånt på biblioteket, siger jeg for egen regning. Romanen kan nemlig, hedder det, i modsætning til gør det selv-bøger og optimistiske selvbiografier, fange livets kompleksitet, tvivl, tilbageslag og flakkende kaos på en helt anderledes sand og bevidsthedsudvidende måde. Romanen kan gøre os små.
Svend Brinkmanns bog er et opråb mere end en gps til nye livsformer. En knytnæve mere end en hjælpende hånd. Men den er god at læse i en fastetid. Og måske varsler den en helt ny æra, hvor der kun er plads til en Gud. Og stær og mus og vinterhvede“