Jón Kalman Stefánsson er af mange kendt som en af Islands mest markante forfattere. Han har siden sin debut i 1988 opbygget et stort forfatterskab og er ikke mindre end fire gange blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Hans bøger er oversat til talrige sprog og har fået en flot international modtagelse. Og man forstår udmærket den positive interesse, for han skriver forbløffende smukt.
Det mærker man ikke mindst i hans seneste roman, ”Fisk har ingen fødder”, om den islandske forlægger Ari, som uforvarende har forvandlet sit liv til et smertefuldt kaos.
Ari havde ellers det hele. En smuk kone, tre skønne børn og et dejligt sted at bo, men en grå tirsdag i Keflavik blev det hele for meget for ham. Han magtede ikke hverdagens trakasserier mere. Han kunne ikke længere få øje på sin kones skønhed, men sansede kun hendes smasken ved morgenbordet og fejede i vrede ”sin morgenmad, en skål fuld af yoghurt med mysli, et glas vand og kaffekoppen” ned på gulvet. Derefter rejste han bort fra sin familie og slog sig ned i København, hvor han som forlagsredaktør ironisk nok fik succes med bogen ”Ti gode råd om hjertesorg”.
”Det bliver tilsyneladende stadig mere kompliceret for mennesket at leve, som om det bliver stadig dårligere til at håndtere livet,” forklarer fortælleren et sted i romanen og fortsætter:
”Vi er bestandig plaget af en slags utilfredshed, en uopfyldt længsel. Vi længes efter forløsning, længes efter en skyfri himmel, men har ikke tid, ikke ro, ikke udholdenhed til at søge efter den og sluger taknemmeligt de hurtige løsninger.”
Det er en præcis karakteristik af romanens hovedperson. For Ari inkarnerer om nogen den rastløshed og acceleration, der i dag dominerer vores samfund. Han længes efter noget andet og vælger så en hurtig og brutal løsning ved at skære alle bånd til sin familie over. Efterfølgende må han dog sande, at fortiden indhenter ham. Hans døende far kalder ham tilbage til Island, og her begynder fortællingen om Ari for alvor. For i gensynet med Island konfronteres han uvilkårligt med sine svigt som far og ægtemand.
Jón Kalman Stefánsson nøjes imidlertid ikke med at skildre Aris liv, men opruller hans slægts historie i tre generationer og skaber derigennem et panorama over Islands kultur gennem de seneste hundrede år. Det begynder med fortællingen om den unge kvinde Margret, som siden blev Aris bedstemor, der en nat opsøger den unge fisker Oddur, hun i årevis har haft blik for, og siger: ”Hvis jeg er nøgen under kjolen, så ved du, at jeg elsker dig”. Og herfra ruller fortællingen videre over stok og sten om bedsteforældre, forældre, Ari selv og en lang række farverige personligheder i det lille islandske fiskersamfund.
Kalman fortæller ikke historien kronologisk, men klipper lystigt mellem de forskellige epoker. Man kastes derfor frem og tilbage i tid, og til at begynde kan det være svært at bevare overblikket. Lader man sig imidlertid føre med i strømmen af de mange små historier, bliver forbindelseslinjerne en efter en tydelige.
Det er faktisk bogens store styrke, at Kalman når hele familiespektret rundt. For hvad enten man er en ung kvinde, en midaldrende mand eller måske bedstefar eller bedstemor, er der noget at hente i fortællingens skønne virvar. Kalman formår at gribe sine læsere og minde om os det væsentligste i livet. Romanen er kort fortalt af den herlige slags, hvor man føler sig bare en smule klogere på tilværelsen efter endt læsning. Hvordan reagerer mennesker i mødet med kærlighed, ondskab og død? Hvad er det, der gør et menneske livsdueligt for nu at bruge et grundtvigsk udtryk?
Det får man en række forskellige svar på under læsningen af Kalmans smukke og foruroligende roman ”Fisk har ingen fødder”. Oven i købet får man også fortællerens bud på, hvorfor det er værd at beskæftige sig med litteratur: ”Liv vokser frem af ord, mens døden bor i tavsheden. Derfor bliver vi nødt til at fortsætte med at skrive, fortælle og mumle verslinjer og kraftudtryk og på den måde holde døden på afstand - for en tid.”
kultur@k.dk