Læsninger til de lejlighedskristne

Som særgudstjeneste skaber ”de ni læsninger” et unikt og smukt rum midt i den travle juletid med musik, salmer, eftertanke og de store sammenhænge, der ikke altid er plads til i decemberhverdagen

Traditionen med "de ni læsninger" stammer fra Cambridge, hvor man efter Første Verdenskrig i 1918 indførte en musikgudstjeneste, hvor man samledes omkring ni bibelske læsninger knyttet sammen med musik, fællessang og bønner.
Traditionen med "de ni læsninger" stammer fra Cambridge, hvor man efter Første Verdenskrig i 1918 indførte en musikgudstjeneste, hvor man samledes omkring ni bibelske læsninger knyttet sammen med musik, fællessang og bønner. Foto: Christoffer Askman/Scanpix.

At tilslutningen til højmessen mange steder er vigende, er uomgængeligt. Man kan begræde det, men det ændrer ikke på det faktum, at danskernes brug af kirken har forandret sig. Et forsøg på at begrebsliggøre forandringen har ført til udtrykkene de vanekristne og de lejlighedskristne.

Førstnævnte er dem, for hvem gudstjenestedeltagelse er en vane, noget de deltager i regelmæssigt og formodentlig med et vist kendskab til ritualer, salmer og det gudstjenestelige sprog.

De lejlighedskristne, derimod, kommer, som ordet siger, når der er en særlig lejlighed til det. Det kan være, når der er barnedåb i familien, til højtiderne, eller når den lokale kirke arrangerer gudstjeneste i anledning af konfirmationsforberedelse, pensionisttræf eller lignende.

De fleste kirker har i de senere år oplevet en øget søgning til disse særlige gudstjenester, og det afføder naturligvis debat. Der er nogle, som med skepsis taler om event-kirken, men så længe en event-kirke betyder en kirke, der giver mennesker lejlighed til at komme, er det måske slet ikke det værste, en kirke kan være?

Gennem de seneste årtier har en række populære nye gudstjenesteformer gjort deres indtog og givet folk anledning til at gå i kirke på nye måder. For eksempel har kombinationen af gudstjeneste og efterfølgende fællesspisning spredt sig med stor hast, ikke mindst de populære spaghetti-gudstjenester (som her i sognet for nylig endegyldigt blev omdøbt til børnegudstjenester, fordi vi spiste alt andet end spaghetti).

Samtidig har også gamle kirkelige højtider oplevet at få nyt liv, således allehelgen, der mange steder trækker fulde kirker; ikke blot mennesker, der har mistet deres kære i det forgangne år, men også dem, der tidligere har mistet eller ønsker at fejre det gudgivne liv, der går sin gang.

En anden relativt ny tradition, som vi står over for i de næste uger, er ”de ni læsninger”, som endnu ikke har 100 år bag sig. Traditionen stammer fra King's College Chapel i Cambridge, hvor man efter Første Verdenskrig i 1918 indførte en musikgudstjeneste, hvor man samledes omkring ni bibelske læsninger knyttet sammen med musik, fællessang og bønner.

Når man i dag holder ”de ni læsninger”, varierer det en smule, hvilke bibelske læsninger man bruger, men en bærende idé er, at man med de ni tekster bevæger sig gennem skabelsen (1. Mosebog, 1), syndefaldet (1. Mosebog, 3), profetier og forjættelser (ikke mindst fra Esajas' bog), Marias bebudelse, Jesu fødsel, de hellige tre konger, Johannesevangeliets indledning (prologen) og sommetider Filipperhymnen (Fil. 2, 5-11).

Med dette samlede tekstforløb kommer man gennem hele frelseshistorien, og der er tid til eftertanke i forbindelse med de salmer, man synger, og den musik, man lytter til. For organist, præst og kor er der et overflødighedshorn af salmer og musik at vælge fra, idet gudstjenesten benytter sig af centrale bibeltekster, der er skrevet både store mængder kirkemusik og salmer til.

Hvert sted kan derfor udvikle sine traditioner og sit eget salmerepertoire. Da der er tale om en musikgudstjeneste, får musikken ekstra fokus, nogle steder med hidkaldte instrumentalister eller med lokale kor, som ved denne lejlighed optræder med julesange og ofte også med kendte julesange.

De ni læsninger skaber et unikt og smukt rum midt i den travle juletid med musik, salmer, eftertanke og de store sammenhænge, der ikke altid er plads til i decemberhverdagen. Hvis de ni læsninger oven i købet kan kombineres med efterfølgende samvær og eksempelvis æbleskiver og gløgg i sognegården, er der lagt an til en både kirkelig og folkelig adventsfest.