Hanne Engberg: Mit højskoleliv. 168 sider. 178 kroner. Poul Kristensens Forlag.
Hanne Engberg (født 1935) har gjort sig erfaringer med højskolen fra midten af 1950'erne til midt i 1970'erne. De første erfaringer gjorde hun som elev på Askov og Krogerup Højskoler i 1954 og 1955, to højskoler med forskellige udgangspunkter, den første etableret efter 1864 og den anden oprettet efter Anden Verdenskrig af Hal Koch.
Siden blev hun selv lærer på Båring Højskole i 1966-73, en højskole, som blev oprettet af Kaj Thaning i 1959, og som søgte at forene traditionen fra Askov og Krogerup - og på Kolding Højskole, der blev oprettet i kølvandet på 1968, en socialistisk selvbyggerhøjskole, hvor Hanne Engberg også oplevede at være forstander en tid, valgt ved lodtrækning.
Det er med andre ord solide, personlige erfaringer med meget forskellige højskoler, der ligger bag Hanne Engbergs bog ”Mit Højskoleliv”. Desværre bliver erfaringerne ikke rigtigt forløst i bogen, der nærmere bliver en slags referat fra et højskoleliv og -historie, slutteligt perspektiveret løseligt ved skoletanker af Grundtvig og Chresten Kold. Et større afsnit består for eksempel i referat af udvalgte anmeldelser af forfatteren selv fra Højskolebladet, uden at Hanne Engberg rigtigt hæver sig over sig selv fra dengang, ligesom hun i det hele taget ikke rigtigt synes at have bestemt sig for, hvilken position hun vil skrive fra.
I sine højskoleerindringer læner hun sig tæt op ad andres beretninger og højskolehistorie i stedet for for alvor at fortælle ud af egne erfaringer. Som læser ville man for eksempel gerne have et ordentligt indblik i, hvordan det var at være rødstrømpe og eneste kvindelige lærer på Kolding Højskole. Det kan Jørgen Knudsen, der også var lærer på skolen, i sagens natur ikke give, og Hanne Engberg giver det desværre heller ikke rigtigt. Man forstår, at det ikke var uproblematisk, men man savner den gode fortælling om, hvordan besværlighederne udfoldede sig for den enlige mor til tre.
Hanne Engberg bruger heller ikke for alvor erindringerne til at gå i ærlig dialog med sit yngre jeg, ligesom de personlige erfaringer bliver sært ureflekterede. Det bliver hendes nu voksne børn, der får ordet med en bemærkning om, at de husker det som en god tid.
Stoffet fra mange år i højskolen er der, men det lever ikke rigtigt i ”Mit Højskoleliv”.