Scenen er sat omkring det engelske hof i 1535. Henry den Ottende har været konge i 26 år, og efter to ægteskaber har han endnu ikke fået den søn, der kan arve tronen. Da hans kone gennem tre år, Anne Boleyn, bliver gravid for anden gang, håber de på en søn, men hun aborterer efter kort tid. Og så er fanden så at sige løs. Henry har brudt med paven i Rom, da han slog hånden af sin første hustru, og nu vil han også af med sin anden, du hun ikke lever op til sin kvindelige forpligtelse: at føde et levedygtigt drengebarn. Men hvordan kan han nu gøre sig fri af sit andet ægteskab?
Det finder hans magtfulde førstesekretær, Thomas Cromwell, ud af. Faktisk er det ham, der er hovedpersonen i Hilary Mantels historiske roman Magten. Anne Boleyns fald. Det er nemlig gennem ham, at vi bliver vidne til de dramatiske begivenheder, der udspiller sig i tidehvervet mellem katolicisme og protestantisme.
Cromwell er søn af en grovsmed og således en opkomling. Han har vundet magt ved at holde på de rigtige folk på de rigtige tidspunkter. Han er en snu rad, der formår at styre det komplicerede, intrigante og livsfarlige spil ved hoffet.
Det bliver da også ham, der bringer Anne Boleyn og fire hoffolk til fald, idet han får dem alle dømt for hor og forræderi. Ingen af dem er godt nok skyldige i de anklager, der rettes mod dem, men sagen må til, for at Henry kan bliver fri til at gifte sig igen. Og så må den måske også til, for at Cromwell kan få en slags hævn over de arrogante adelsmænd og komme af med Anne Boleyn, som er farlig for hans egen position.
LÆS OGSÅ: Den overflødige mand
At hele retssagen bliver en farce, rører ham ikke synderligt. Til en embedsmand siger han: Vi er advokater. Vi ønsker ikke bekendelser, som de (præsterne) får. Vi ønsker sandheden lidt efter lidt og kun de dele, vi kan bruge.
Således fremstår Cromwell som en iskold strateg, men han får dog også et menneskeligt ansigt i Mantels fremstilling. Han har mistet sin kone og to døtre og har kun en søn tilbage. Han ved, hvad det vil sige at miste og sørge. Han er også en mand, der kender til fattigdom, og som forsøger at indføre en fattiglov, som de rige skal finansiere.
Mantels roman er et studie i, hvordan et betændt miljø korrumperer folk. Hoffet er et inferno af sladder, bagvaskelse og intriger. Alle er angste for at tabe anseelse og i værste fald deres liv, og derfor er alle også rede til at forråde dronning Anne Boleyn, da hendes trone vakler.
Der er rigeligt dramatisk stof i den historie, som Mantel tager fat på. Men man skal alligevel 170 sider ind i bogen, før det for alvor brænder på. Mantel giver sig god tid til at udfolde den ene scene efter den anden, og er man ikke specielt interesseret i den engelske adels navne og historie, kan det godt gå hen og blive en lang affære at komme igennem. Én ting er man dog herligt befriet for i denne historiske roman, og det er genrens tendens til at blive et udstyrstykke. Man skal ikke høre i detaljer om tidens tøj og vaner, om lugte og lyde. Romanen er ikke et slavisk skoleridt for læserens sanser. Den lever af en egen afdæmpet tone, hvor stemmen ikke hæves, uanset hvad der sker af frygtelige ting.
Mantel fortæller med engelsk stiff upper lip, og det har givet hende flere priser, blandt andet den store Bookerpris, som gives til en engelsksproget forfatter uden for USA. En af de største bedrifter i moderne litteratur skriver komiteen. Hvis det skulle være sandt, må det stå sløjt til med engelsksproget litteratur lige nu. Eller også skal man være englænder for at finde den kongelige historie så interessant, at man ligefrem vil prise den som værende højeste niveau.