Lars Bukdahl er en energisk digtende kritiker

Lars Bukdahl begyndte sin kritikerkarriere på Kristeligt Dagblad i 1988 bare 20 år gammel, men det var i de første år på Weekendavisen, han slog sit navn fast

Lars Bukdahl, digter og litteraturanmelder.
Lars Bukdahl, digter og litteraturanmelder. . Foto: Leif Tuxen.

Lars Bukdahl (født i 1968) er den kritiker i generationen efter Erik Skyum-Nielsen, der tydeligst har markeret en selvstændig stemme og holdning. Derfor er han på relativt få år blevet nærmest en institution i dansk litteraturkritik.

Alle har en mening om ham, selv dem, der ikke læser hans anmeldelser, og han er omtrent den første, en journalist på DR2's Deadline tænker på at invitere, når litteratur en sjælden gang i mellem sætter en dagsorden.

Som kritiker er han lynende hurtig i sin opfattelsesevne, frygtløs over for den litterære offentlighed og sjældent bevidst om sit nyskabende kritikersprog. Man genkender som regel allerede fra anmeldelsens første energiske sætning Bukdahls signatur, og det er en ubestridelig kvalitet ved en anmelder, at han/hun er markant i både sprog og holdning. Litteratur er nu engang en sproglig kunstart, og hvis ikke en litterær anmeldelse skulle bære præg af intens og indgående læsning, hvad skal så?

Det, som yderligere karakteriserer Bukdahl, er hans maniske interesse for ung dansk litteratur. Hans suveræne fortrolighed med dansk litteratur ”som yngst” i perioden 1990-2004 kom til overvældende udtryk i den store bog ”Generationsmaskinen” fra netop 2004. Hen over 500 store, tætskrevne sider beskrev, karakteriserede og analyserede Bukdahl sin egen generations litteratur. Også i kraft af en god portion polemik imod 1980'ergenerationens stærkeste digter Søren Ulrik Thomsen har bogen medvirket til at konsolidere ham som 1990'ergenerationens store kritiker.

Med Poul Borum deler Bukdahl fascinationen af den unge samtidslitteratur. I sin tid var Borum en mangeårig, legendarisk redaktør af debutanttidsskriftet ”Hvedekorn”, og siden 2008 har Bukdahl overtaget redaktionen heraf, hvorfor han nu i snart ti år har nydt det privilegium at forme og præge en serie meget unge danske forfattere.

Genlæser man (i) ”Generationsmaskinen” her ti år efter, kan man dog godt komme i tvivl om langtidsholdbarheden af den. Hvad der på den ene side er en styrke, nemlig Bukdahls fabelagtige detaljesans, bliver på den anden side en svaghed, hvis man skulle ønske mere overordnede betragtninger og kontante synteser.

En anden bemærkelsesværdig bog er monografien fra 2005 om 1980'erdigteren F.P. Jac. Det er en fortjenstfuld bog om et højst egensindigt og eksperimenterelystent ”ordmenneske”, som næppe nogen andre end ”ordkunstneren” Bukdahl havde evnet at indfange så godt. Bogen er fuld af den slags sproglige nydannelser, hvad der antydes af titlen ”Læberne sproges”.

Til forskel fra andre betydningsfulde kritikerkolleger i samtiden har Bukdahl ikke gjort akademisk karriere og fået en fastansættelse på universitetet. I de tidlige år, hvor han var tilknyttet Kristeligt Dagblad, kombinerede han digterisk virksomhed med litterær kritik. Efter skiftet til Weekendavisen i 1996 er dagbladskritikken mere eller mindre blevet hans enerådende udtryksform, hvad der vel forklarer den i høj grad digtende litteraturkritik.

Egentlig er der ikke bare to, men hele tre faser i Bukdahls hidtidige kritikerliv. Foruden det skelsættende skifte til Weekendavisen tænker jeg på oprettelsen af netdagbogen ”Blogdahl” omkring 2008, hvor man finder en daglig, ofte flere gange daglig udladning af tanker og indfald om fortrinsvis dansk litteratur. Måske som en kompensation for, at Bukdahl under de seneste litteraturredaktører på Weekendavisen efterhånden kun sjældent anmelder de centrale litterære udgivelser, så producerer han livligt og uden nogen redaktørers begrænsning på sin egen blog.

Om han derved har valgt et fremtidssikret medium, eller han cementerer en gradvis bevægelse ud af centrum mod en lille kreds af dedikerede fans, skal være usagt.

Bukdahls styrke har altid været den spontane, kritisk-refleksive skrift, ikke den mere eftertænksomme bogproduktion, og derfor virker den heftige blogaktivitet som en ideel legeplads for hans alvorlige bidrag til den fælles forståelse af samtidens danske ”ordkunst”.

De øvrige artikler om Georg Brandes, Kai Friis Møller, Henning Kehler, Jørgen Bukdahl, Jens Kruuse, Torben Brostrøm, Poul Borum, Henrik Stangerup og Erik Skyum-Nielsen kan findes her.