Bornholm er, på nær dagene omkring Folkemødet, en af Danmarks mest eksotiske udkanter, og sammen med Grønland udgør øen det stedlige udgangspunkt for Rakel Haslund-Gjerrilds samling af noveller, ”Øer”.
Det er altid fascinerende at læse en debutbog, fordi den fungerer som indgangsport til et nyt forfatterskab. Og skal man tage bestik af hendes bog, som udkommer i dag, kan det blive et spændende forfatterskab. Det er i hvert fald ikke svært at få øje på den unge forfatters potentiale.
Det første, man bemærker, er hendes klare blik for stedernes betydning for vores liv. Hvad enten vi er på havet med drengen Nick og hans far på fiskekutteren R 225 Kon-Tiki eller med den anonyme kvindelige eneboer på jagt efter et forladt hus i terrænet omkring Kirkeby, spiller stederne en afgørende rolle.
Det bliver for eksempel tydeligt, i hvor høj grad det sted, man bor og føler tilknytning til, præger ens bevidsthed, når man læser den lille indskudte passage, hvor Nick tænker tilbage på dengang, hans far som den sidste af de lokale fiskere så sig nødsaget til at flytte fra Christiansø til Bornholm: ”far sagde at det ville blive godt for dem alle sammen at bo på Bornholm men så helt mørk ud i ansigtet og … gik uden at komme tilbage før næste morgen”. Et enkelt tankestrejf ændrer vores billede af faderen. Så forstår man langt bedre hans indebrændte vrede og frustration over sælerne, som har revet hans fiskegarn op og mæsket sig i torsk.
Det er karakteristisk for Haslund-Gjerrild, at hun arbejder meget bevidst med genren. En novelle rummer gerne et koncentrat af et levet liv. Det kan gøres i et stort og farverigt format eller i et langt mere skrabet tilsnit. Hun har fundet frem til en fornemt afbalanceret form, hvor hun på kort plads får tegnet et nuanceret portræt af et eller flere mennesker, ofte med et overraskende perspektivskifte som virkemiddel. Samtidig udgør de enkelte noveller små brikker til det raffinerede billede af livet på de danske øer, samlingen som helhed udfolder.
En af de mere tankevækkende beretninger finder man i de to noveller om den unge Benjamin. Først håner han på det groveste sin kæreste Sarah, fordi hun tror på Gud. Derefter forsvinder han sporløst fra sin familie i to år og vender så tilbage og anklager sin mor, der er præst, for at være ”lunken i sin tro”.
Hvordan skal man som læser vurdere den dømmende Benjamin? På den ene side kan man vælge at lade sig anfægte af hans stærke tro, på den anden side åbner hans lettere skræmmende adfærd, når han for eksempel ”taler om helvede og Gud” til naboernes børn, klart muligheden for at afvise ham som et forhærdet gemyt.
Det vidner om teksternes kvalitet, at Haslund-Gjerrild ikke tager entydigt stilling for eller imod, men efterlader læseren i et uforløst spændingsfelt. Det er givende læsning.
kultur@k.dk