Lavmælt og urovækkende prosa

Ursula Scavenius skriver en behersket og neddæmpet prosa og er en lovende debutant

"At læse Ursula Scavenius' raffinerede debut ”Fjer” er som at bevæge sig rundt i en ond drøm, der viser sig at være virkelighed. Eller også er det omvendt," skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Modelfoto.
"At læse Ursula Scavenius' raffinerede debut ”Fjer” er som at bevæge sig rundt i en ond drøm, der viser sig at være virkelighed. Eller også er det omvendt," skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Modelfoto. .

At læse Ursula Scavenius' raffinerede debut ”Fjer” er som at bevæge sig rundt i en ond drøm, der viser sig at være virkelighed. Eller også er det omvendt. Fælles for de tre fortællinger - ud over en række subtile forbindelseslinjer (f.eks. sne, kålhoveder, fugle, farven hvid) - er i hvert fald, at grænserne mellem virkelighed og drøm, indre og ydre realitet, forrykkes, så det ikke altid er lige nemt at afgøre, hvad der er på færde - hverken for læseren eller for karaktererne. En ting er ikke desto mindre helt sikker: Noget er på færde.

Den første sære fortælling, ”Majinski”, finder sted i udkanten af Sofia, Bulgarien, hvor jegfortælleren Alexander og det døende geni Peter Majinski begge bor i en betonruin, der ligner et kranium. Det er dog ikke det mest foruroligende. Majinski har nemlig også en mildest talt mystisk, nattevandrende datter, der er navnesøster med helgenen Lucia, men som hun ikke deler andet med end den spøgelsesagtige hvide farve, der igen og igen knyttes til hendes person.

Hertil kommer så nogle bestialske hunde, der ”ejede gaderne” og ”styrede årstiderne”, og som menneskene er i en konstant kamp med: ”Vi kaster kålhoveder efter hundene, vi giver dem kød med gift i. Fire er allerede faldet om ved søen. Sigøjnerne skuler. Det er en kamp mellem de sidste mennesker og dyr.”

I det hele taget synes vi hos Scavenius at befinde os i en døende og syg verden, hvor det grundlæggende handler om overlevelse. I ”Luna seconda” møder vi Anker og Sabina, der ikke bare kæmper mod en uafværgelig naturkatastrofe (månen har, som titlen indikerer, født en anden måne, og tyngdekraften har forandret sig, så vandet stiger), men også med andre uhyggelige hændelser.

Sabina føder et dødfødt barn, som Anker begraver i en bås i stalden, hvilket hun imidlertid ikke kan eller vil indse. ”Hver gang brystvorten glider ud af munden, hiver drengefossilet efter vejret, kaster panden mod hendes bryst og klemmer læberne om brystvorten igen som i en brydekamp,” lyder en passage, som tilsyneladende udspiller sig i Sabinas hoved.

At det dødfødte barn omtales som et fossil, peger frem mod den grænsesletningsproces, der også finder sted i den sidste fortælling, ”Fugleland”. Her skriver jegfortælleren i en række opbrudte erindringsflashbacks historien om sin søn Anton, hvis krop, muligvis som et resultat af en fugleforgiftning, dækkes af udslæt og tætsiddende dun, ligesom vi også hører om konen Iris, der er død af lungekræft. Sygdomstilstanden er her allestedsnærværende, og en påtrængende stank af fugl, betændelse og sygdom breder sig ud over siderne.

Selvom man således finder en god blanding af fantastik, surrealisme og postapokalypse hos Scavenius, skriver hun en både behersket og neddæmpet prosa, der dog ikke gør de katastrofiske scenarier mindre hårrejsende. At det hele præsenteres for os på en nøgtern og nærmest lavmælt facon, får på en måde teksterne til at være så meget desto mere urovækkende. Scavenius er en sikker og talentfuld prosaist, en lovende debutant.

kultur@k.dk