Leg med sprog og skygge-eksistens

Der er filosofisk tyngde i romanen, men de store spørgsmål serveres i en legende, rytmisk stil, der måske hænger sammen med forfatterens baggrund, skriver Kristeligt Dagblads anmelder om ny roman. Foto: Jensen&Dalgaard

Brasilianske Chico Buarque er et interessant nyt bekendtskab for danske læsere

Hovedpersonen José i Chico Buarques roman er ghostwriter - en udbredt profession i vores medialiserede verden. For José er det imidlertid ikke kun et spørgsmål om profession. Han er ghostwriter i sit eget liv og spejler et eksistentielt dilemma om sandhed kontra forstillelse og om sprogets autenticitet.

Der er altså filosofisk tyngde i romanen, men de store spørgsmål serveres i en legende, rytmisk stil, der måske hænger sammen med forfatterens baggrund. Chico Buarque er brasiliansk romanforfatter og tillige kendt som sanger, musiker og komponist. Med José som jegfortæller har han skabt en labyrintisk konstruktion, hvor vi bevæger os i mange lag af sprog og fortolkning, der involverer både sandhed og selvbedrag. Hvad er det egentlig for et liv, José lever? Hvad er det for motiver, han har?

På vej hjem fra en kongres for ghostwritere nødlander han i Budapest og betages af det ungarske sprog, som han kaster sig ud i at lære. Med i betagelsen er sproglæreren Kriska, som han indleder et forhold til. Opholdet i Budapest trækker ud, og hjemme i Rio de Janeiro venter hustruen, Vanda, der er succesfuld tv-vært, og deres fælles barn, som José mest tænker på som skrigende, anderledes og umulig at elske.

I Rio de Janeiro venter også hans arbejdsgiver, som tjener stort på Josés evner som ghostwriter og har ansat nye anonyme forfattere til - ved at plagiere Josés skrivestil - at tilfredsstille den stigende efterspørgsel. I Rio befinder sig også Josés seneste kunde, som har fået stor succes som ”forfatter” til den roman, José har skrevet for ham.

Det er ikke mindst ham og det utilfredsstillende ved at være ghostwriter, José har lyst til at lægge bag sig i Budapest. Det er kunden, der løber med anerkendelsen og bliver bekræftet i sin identitet, ingen ser José og hans evner, og han er dermed ingen, et spøgelse. Selv formulerer han sin flydende, usikre eksistens som ”en vag fornemmelse af at være et kort over en person”. Fornemmelsen understøttes fint i romanens danske titel, hvor ordet fortabt, som spiller både på fascination og tab, er ny i forhold til den portugisiske original.

Det er også kunden, der ender med at løbe med hustruen. Efter en rum tid vender José hjem fra Budapest - heller ikke her hører han jo hjemme - og finder Vanda opslugt af sin mediesucces og i armene på den berømte ”forfatter”. Hun foretrækker kærlighed i rampelyset i stedet for sin tidligere skyggetilværelse med José, og barnet bliver også for hende en klods om benet.

José prøver halvhjertet og forgæves at få et forhold til ham, især med det formål at vinde moderen tilbage med ham som lokkemiddel. Igen bliver det Budapest, Kriska og det ungarske sprog, som skal hjælpe José til at skabe andet end konturer i livet.

Med jeg-fortællerens forvirrede sceneskift og utilfredsstillede behov præsenteres vi for den ene groteske situation efter den anden. Hans forfængelighed fører til tomme ord og tragikomiske handlinger, og vi oplever ham med en markant humoristisk distance. Det er simpelthen for meget med hans selvoptagede kredsen om egne fornemmelser. Samtidig viser forfatteren os, at det drejer sig om almene problemstillinger, måske især kulturelt betingede som udtryk for en moderne virkelighed. I slutningen forener han legen med de mange eksistentielle lag med endnu en dimension, nemlig den kunstneriske skabelsesproces, hvor skismaet mellem offentlig rolle og personlig stemme kan være på spil, og hvor grænsen mellem fantasi og forstillelse kan være svær at trække.

Chico Buarques roman er således rig på fortolkningsmuligheder og med sin narrative kompleksitet et spændende bekendtskab.