Tillad den uopfindsomhed, at vi indleder med et spørgsmål, hvorpå der faktisk gives et definitivt svar. Dem er der nemlig ellers ikke mange af i hverken det følgende stykke kritik eller i det kritiserede, filosoffen Pia Lauritzens tænkepause om spørgsmål: Kan man på 60 sider - uden overhovedet at ryste på hånden, fordi man stiller sig selv for mange spørgsmål - overlegent demonstrere, at man har forstået stort set alt? Pia Lauritzen kan i den nye tænkepause om spørgsmål. Hvad ellers?
Pia Lauritzen er filosof, og så er det jo altid godt at være forudindtaget skeptisk, hvis man da ikke ligefrem er af den gamle skole og væbner sig med et Fadervor. Men gammel eller moderne, det er ligegyldigt, for al eventuel tilbageholdenhed bliver omgående og vedvarende gjort til skamme. Bogen bevæger sig i en mesterlig udveksling mellem teoretisk filosofi om spørgsmålets natur og spørgsmålets faktiske historie.
Efter en tænksom indledning, der skamløst bruger moderne filosofi til at sige noget begavet om, hvordan vi overhovedet kan stille spørgsmål ved spørgsmålet, glider bogen naturligt og uforceret over i en overvejelse af ”det første spørgsmål” og konstaterer uden hverken frygt eller tøven: Det er slangen i Paradisets have, der stiller det første spørgsmål i menneskehedens historie. Det giver anledning til en særdeles oplysende tankerække om, hvordan de fleste vesteuropæiske sprog etymologisk knytter ordene ”ansvar” og ”svar” sammen. ”Ansvar er forbundet med dét at svare,” og så må der jo være nogen, der spørger, påpeger Lauritzen, inden hun altså glider over i de paradisiske overvejelser. På én gang legesygt og originalt.
Et andet meget prisværdigt aspekt ved bogen er, at den ikke automatisk antager filosofiens herligheder og potentiale. Filosofi er jo naturligvis forbundet med det at spørge, og derfor kommer den evindeligt til at kamme over i storhedsvanvid, hvori den tror, at den kan forklare alt. En underkategori i denne sammenhæng kunne være det 20. århundredes såkaldt kritiske tænkning, der især udløb fra Frankfurterskolen, hvor det uden videre blev og bliver antaget, at der er en slags indbygget, kritisk potentiale i dét at sætte spørgsmålstegn ved al ting, og at mennesket ville kunne sættes fri af dets selvforskyldte lænker gennem de rigtige spørgsmål.
Dette må man naturligvis gerne mene, men man må ikke blot antage det, og heller ikke her er der det mindste at sætte spørgsmålstegn ved i Pia Lauritzens behagelige selskab.
Tværtimod kobler hun mod slutningen af bogen menneskets endelighed og dermed begrænsethed sammen med en påmindelse om, at spørgsmål i selv ikke fører til hverken ideel børneopdragelse eller sandhed og visdom. Spørgsmål gør os derimod bange, fordi de ”minder os om, at der er noget, vi hverken kan styre eller ændre.”
Elegant, velovervejet, rodfæstet. Hvor meget ret har man egentlig lov at ha'?