Leonard Cohen var et sikkert hit i habit med en træfsikker stil, der både sad i hans tøj og tekster.
Nu er sangeren død, 82 år gammel. Det oplyser hans pladeselskab, Sony Music Canada, på Facebook natten til fredag dansk tid.
Den canadiske sangskriver med den dybe stemme og endnu dybere tekster, spækket med bibelreferencer og dyrt købte livserfaringer, skrev også til det sidste om døden, som han godt selv vidste var på vej. "I'm ready, my Lord", som han synger på sit spritnye album "You want it darker", der blev udsendt for under en måned siden.
Rørende var det også, da han for kort tid siden i et brev til sin norske døende veninde Marianne Ihlen, der inspirerede til den berømte sang "So Long Marianne", skrev, at han snart fulgte efter hende.
Dødsbevidstheden gennemsyrer også mange af hans andre sange. Smukkest kom det måske til udtryk på hans forrige album "Old ideas" (2012), hvor han med en tydelig himmellængsel i titelnummeret "Going home" skriver om at vende hjem til et sted, hvor lidelserne er forbi. Om at vende hjem "to where it's better than before'".
I sangen ironiserede han også over forgudelsen af ham selv:
"I love to speak with Leonard. He's a sportsman and a shepherd. He's a lazy bastard. Living in a suit."
Sådan var hans tekster fulde af både humor og dybde.
Da Bob Dylan for nylig modtog Nobelprisen i litteratur, mente mange med rette også, at kun én anden sangskriver var på samme niveau - Leonard Cohen. Måske er Cohens lyrik endda bedre. Det er en smags sag. Men de to store sangskrivere arbejdede på hver sin måde.
Engang sad de to store sangskrivere ifølge en anekdote fra Sylvie Simmons store biografi om Leonard Cohen "I'm Your Man" sammen på en café i Paris. De to havde en del tilfælles med jødisk baggrund og en stor fortid som stærke kunstnere med global gennemslagskraft. Men de arbejdede meget forskelligt, viste det sig.
"Hvor længe er du egentlig om at skrive en sang?" spurgte Leonard Cohen Bob Dylan, der tøvende svarede "En times tid". Det var en underdrivelse, men han syntes, at det virkede pralende, hvis han sagde et kvarter.
"Hvor længe var du selv om at skrive Halleluja?" spurgte Bob Dylan sin ven. Nu var det Leonard Cohen, der tøvende svarede "Tre år". For han syntes, at det ville virke pralende, hvis han ærligt svarede fem år.
Cohen har fortalt, at han lavede mere end 30 skitser af den sang, inden han var tilfreds med den. Men siden blev den et af hans største hits, og den skulle også være den sang, der er lavet flest coverversioner af i verden.
Men alting kom langsomt til Leonard Cohen. Sceneskræk og depressioner gjorde ham i mange år afhængig af piller og sprut. Og hans indre kampe flyder over i hans store sange, der ofte ironiserer over hans egen svaghed og tvivl: ”I fought against the bottle, but I had to do it drunk” (Jeg kæmpede mod flasken, men måtte gøre det fuld, red.), som han skriver i en af sine sange fra albummet ”Ten New Songs”, der udkom i 2002.
Albummet blev rost og købt af mange, men få år efter stod Leonard Cohen alligevel som en ruineret mand, efter at hans daværende manager var stukket af med alle hans penge, mens Cohen selv havde søgt sjælefred i et buddhistisk kloster.
I klostret havde Cohen lagt både cigaretter, sprut og piller fra sig, men penge havde han altså pludselig heller ingen af. Derfor indvilgede han i at tage på en verdensturné i 2008 og fortsatte i mange år.
I USA kunne man næsten ikke tro på rygterne om, hvordan den gamle mand fyldte stadion efter stadion i Europa. Men Leonard Cohen var og blev et sikkert hit i habit overalt, hvor han optrådte. Flere gange undervejs har han været i Danmark.
For få år siden stod han for eksempel veloplagt i over tre timer og tryllebandt tusindvis af begejstrede danskere i Kongens Have i Odense under Hans Christian Andersen Festival. Fuld af humor og fuld af liv. Som da han undervejs selv gav en lille simpel klaversolo og jokende kaldte publikums begejstrede bifald for ”velgørenhed for de ældre”.
Humoren var blevet hans varemærke på scenen, som da han til en anden koncert udbrød til to kvindelige fans, der forvildede sig op på scenen: ”Hvem der bare var to år yngre”.
Sådan formåede Leonard Cohen med selvironi at afvæbne den musikalske messiasstatus, han fik de seneste år af sin karriere. Men Leonard Cohen blev bedre med alderen. Væk var sceneskrækken, væk var al rødvinen og kemikalierne, der tidligere tvang ham op på scenen. Ifølge forfatteren Sylvie Simmons bag biografien om Leonard Cohen, der også udkom på dansk, har de mange koncerter ligefrem været Cohens vej til sjælefred.
Det er en ironisk påstand, når man tænker over, at Leonard Cohens debutkoncert for over fire årtier siden var så overvældende en fiasko for ham, at han beklagende måtte afbryde koncerten på grund af nervøsitet og en stemme, der hele tiden knækkede over. Men hvor han tidligere tog piller for at klare at stå på scenen, blev scenen til sidst hans eneste narkotika. Det tog mange år for Leonard Cohen at nå dertil, men sådan endte han toppen som en af vor tids vigtigste sangskrivere og sang metafysiske bluessange, der trak på et langt livs erfaringer.
Leonard Cohen voksede op i en jødisk familie i Montreal. Faderen ejede en herretøjsforretning, hvad der måske stadig forklarer Cohens velklædte fremtoning.
”I tried jeans, but it didn't work,” som han senere har sagt (jeg prøvede cowboybukser, men det fungerede ikke).
Som barn tænkte han til gengæld ikke mere over troen, end fisk tænker over det vand, de svømmer i, har han udtalt. Men de bibelske fortællinger kom alligevel til at ligge i ham som poetiske og eksistentielle grundstoffer, han hele tiden er vendt tilbage til, mens han også har været optaget af buddhisme og det kristne billedsprog. Og sproget var fra begyndelsen hans primære interesse.
Allerede som niårig omsatte han sine følelser til skrift, da faderen døde. Hvad Leonard Cohen skrev, ved ingen til gengæld. Han gravede det efter sigende ned i haven i en opskåret butterfly som sin egen ceremoni. Senere skrev han dog selv ifølge Ira B. Nadels Leonard Cohen-biografi, at ”bedrøvelse er poesiens ophav”.
Det var smerten, der blev til poesien for Cohen. I den forstand ramte Søren Kierkegaard allerede i 1843 Leonard Cohens væsen med sin berømte definition af en rigtig digter:
”Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket eller Skriget strømme ud over dem, lyde de som skjøn Musik.”
Skøn er al den musik, der er strømmede ud gennem Leonard Cohens læber i tidens løb i hvert fald. Men han debuterede ikke først som musiker, men som digter, efter at han selv faldt over en digtsamling, der som en åbenbaring viste ham, hvad poesien kan.
Og først da Leonard Cohen var over 30 år, forsøgte han sig som sanger og sangskriver. Han havde lært sine første guitarakkorder af en guitarist, der kort efter begik selvmord. Sådan var Leonard Cohens karriere svøbt i tragedier. Men kvinderne flokkedes fra begyndelsen om den unge poet, der med tiden også begyndte at skrive sange - først for andre og siden sig selv.
”Man kan sige, at Leonard Cohen blev født som voksen sanger. Men selvom han også skrev mange gode sange som ung, slår det mig, at det bedste, han har lavet, først kom senere,” har musikskribenten Jakob Levinsen, der også har oversat biografien ”I'm your man” til dansk, tidligere sagt her i avisen:
”En anmelder skrev om et af Leonard Cohens tidlige albums, at de sange var perfekte at begå selvmord til. For han har altid bevæget sig mellem erotikken og det apokalyptiske. Men det virker, som om hans sortsyn er blevet mere rummeligt og overskudsagtigt med alderen,” fortsatte Jakob Levinsen.
På albummet ”The Future” fra 1991 forudså Leonard Cohen med nærmest profetisk poesi, at alle verdens problemer ikke var løst med murens fald. Men siden blev smerten og sortsynet blandet med selvironi og sine steder forvandlet til håb. Nummeret ”Anthem” indfanger for eksempel Cohens fornemmeste fortrøstning om, at de revner, livet skaber, giver plads til, at lyset kan trænge igennem og ind i mørket:
”Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack in everything
That's how the light gets in.”
På albummet ”Old Ideas” virker det oven i købet, som om han rakte frem mod kristendommen med himmelvendte numre som ”Going Home” og ”Show Me the Place”. Men med Leonard Cohen, der var en litterær sangskriver, vidste man aldrig helt, hvem der taler, fastslår Jakob Levinsen:
”Som en forfatter benytter han sig også som sangskriver af mange forskellige stemmer, der kan føre til mange forskellige fortolkninger. Det er også kendetegnende, at singlen til hans kommende album hedder 'Almost Like the Blues'. Det er sortsynet, men så alligevel ikke. Og hans sange er i stigende grad farvet af hans halvmuntre overleverattitude.”
Anmeldere verden over er dog enige om, at Leonard Cohens poesi og sangskrivning er i en klasse for sig. Og man kan kun håbe, at han nu synger "halleluja" et smukkere sted.