For lidt liv i portræt af livlig dna-detektiv

Der kunne være kommet et brag af en bog ud af den ukonventionelle professor Eske Willerslev, men man må nøjes med en næsegrus damebladsfremstilling

Eske Willerslev formidler med en smittende begejstring menneskets og dyrenes genetik, for hvilket han i 2012 modtog Danmarks Radios Rosenkjærpris.
Eske Willerslev formidler med en smittende begejstring menneskets og dyrenes genetik, for hvilket han i 2012 modtog Danmarks Radios Rosenkjærpris. Foto: Scanpix.

Det stod ikke skrevet over Eske Willerslevs vugge, at han skulle skrive videnskabshistorie et utal af gange, inden han fyldte 40. Faktisk var han lidt af en håbløs rod i skolen, hvor han styrede sine kammerater med hård hånd, sekunderet af sin enæggede tvilling, Rane.

Men i gymnasiet tog fanden ved ham, og han har aldrig rigtig sluppet sit greb, men drevet Eske Willerslev frem med en dedikation og et næsten fysisk ubehag ved dovenskab: Hans speciale på biologi skabte overskrifter i internationale tidsskrifter, hans ph.d. blev godkendt som doktordisputats, og i 2010 blev han leder af sit eget Center for GeoGenetik. Og inden da ernærede han sig blandt andet som pelsjæger i Sibirien.

Rammen om ”Eske Willerslev. Han gør det døde levende” er en tur til Sverige. På to døgn skal han og forfatter Kristoffer Frøkjær finde fællesskab og fortrolighed, som skrevet står, og det er måske nok en tidsramme, der er lige snæver nok til det, omend man må lade dem begge, at de faktisk kommer ret langt i den øvelse.

Det skyldes primært, at Eske Willerslev er kompromisløs, ærlig og åbenmundet, og selvom man ikke kommer helt ind under huden på professoren, bliver der dog løftet pænt op i hans slidte fleecetrøje. Men Kristoffer Frøkjærs ærbødighed over for den utvivlsomt eminente Eske spænder desværre ben for en mere kompleks personskildring - og det er ærgerligt, for man får en fornemmelse af, at der er masser at komme efter.

Kristoffer Frøkjær er cand.scient. i biologi og vært på P1's videnskabelige radioprogram ”Videnskabens verden”.

Han krydsklipper mellem Eske Willerslevs private og professionelle liv, og han er klart bedst, når han formidler sit eget og Eske Willerslevs fag, som han behændigt gør tilgængeligt for lægmand. Det er vedkommende og veldisponeret, når han via fortællingen om forskningen i forhistorisk dna blandt andet skitserer, hvor det moderne menneske opstod, hvorfor der er europæiske gener i de amerikanske indianere, og hvorfor fortidens dyr uddøde.

Men han kommer mindre heldigt fra at sætte både sig selv og Eske Willerslev i scene.

Kristoffer Frøkjærs fortællerjeg bliver irriterende og unødvendigt tydeligt i forsøget på at binde de professionelle dele sammen med de private, og det skaber sammenstød, som i det værste tilfælde punkterer begge, som for eksempel her, hvor overgangen mellem Eske Willerslevs depression og hans dna-forskning bliver smurt ind i en af forfatterens mange og forholdsvis ligegyldige observationer:

”Sulten, der har været glemt, stikker på ny hovedet frem. Hverken det hastigt ryddede træbord, den forskelligartede service eller manden indbyder til servietter. Stolene skramler, da vi sætter os. Endelig begynder den muntre lyd af bestik mod tallerkner “”

Disse fortællende damebladsovergange klæder hverken den videnskabelige fremstilling eller den mildest talt ukonventionelle Eske Willerslev, der utvivlsomt ville have vundet ved at blive sat sammen med en portrættør, der havde mere kant og var mindre af en klakør end Kristoffer Frøkjær.

Lotte Kirkeby Hansen